Hvor lidt kan man nøjes med at sige - og så alligevel få sagt det vigtigste på den helt rigtige måde? – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Forside > Artikler > Hvor lidt kan man nøje...

03. februar 2014

Hvor lidt kan man nøjes med at sige - og så alligevel få sagt det vigtigste på den helt rigtige måde?

Formidling

Lektor ved INSS Svend Skriver elsker universitetsverdenen, men har også stor erfaring som anmelder og skribent uden for universitetet. For ham er der stor forskel på faglig formidling i den akademiske og den journalistiske verden, men principperne om at kende sin modtager og sin genre er fuldstændig ens begge steder. Selv lærte han at fatte sig i korthed, da han var litteraturredaktør på Ekstra Bladet. Humanist har mødt Svend Skriver til en Q&A om faglig formidling ud fra en undervisers synspunkt.

Af Signe Bager Christensen

Hvordan indgår faglig formidling i din undervisning?

- Den måde, jeg primært arbejder med det på, er i forbindelse med opgaveskrivningen – den faglige formidling er en dimension af opgaveskrivningen, og jeg diskuterer altid opgaveskrivningen meget med mine studerende, fordi jeg opfatter det som væsentligt, at de får mulighed for at reflektere over deres egen skriveproces. En øvelse, som jeg ofte bruger i undervisningen, er Flyums 5-afsnit-metode, som tvinger de studerende til at komme i gang med at skrive. Frygten for det hvide papir bliver overvundet, så snart man skal levere noget.

Svend Skriver

Uddannet cand.mag. og ph.d. i dansk litteratur. Siden 2012 lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, KU.


Har arbejdet som litteraturredaktør på Ekstra Bladet og desuden skrevet for Højskolebladet, Information og Kristeligt Dagblad.


Har undervist, siden han var 22 – primært i dansk litteratur.

I foråret 2014 underviser han i Videnskabsteori.

 

 

- Jeg øver også mundtlig formidling med mine studerende. Her I foråret arbejder de studerende og jeg med ’Teoriminuttet’ på mit kursus i Videnskabsteori. Det går ud på, at man i løbet af 60 sekunder skal formidle essensen af en videnskabsteoretisk strømning fx strukturalisme, fænomenologi eller hermeneutik for sine medstuderende. Det er en krævende øvelse, men også en lærerig og supersjov øvelse, fordi man tvinges til at koge en uhyre kompleks problemstilling ind til nærmest ingenting.

- Uanset typen af formidling forsøger jeg at træne mine studerende i, at de skal kende deres genre og kende deres modtager. Modtageren er utrolig vigtig. Når man skriver, kan man nærmest installere en læser i sin bevidsthed – altså prøve at tænke med læseren. Hvorfor er det her overhovedet relevant for min læser? Hvorfor er det interessant? Så man hele tiden forsøger at se det fra et læserperspektiv. Når man kender sin modtager og sin genre, er det vigtigt at fokusere – hvor lidt kan man nøjes med at sige, og så alligevel få sagt det vigtigste på den helt rigtige måde?

Udfordringen i at skulle formidle til alle

Du har været ansat som litteraturredaktør på Ekstra Bladet. Hvordan oplevede du selv springet fra den akademiske til den journalistiske verden?

- Det var en kæmpe omvæltning for mig at begynde på Ekstra Bladet som litteraturredaktør. Den akademiske verden og den journalistiske er forskellige, men også sammenhængende. Det handler bare om at forstå, hvad man kan tage med fra den ene verden til anden – og hvad man ikke kan. Det er klart, at man ikke kan skrive en artikel i Ekstra Bladet, som man skriver en opgave på universitetet. Men det sjove er, at jeg sagtens kunne smugle nogle pointer fra min ph.d. ind i Ekstra Bladet. Det skal bare gøres på en måde, så det giver mening i konteksten.

- Jeg er meget taknemmelig for den erfaring, som jeg fik på Ekstra Bladet. Det har været fantastisk at få lov at skrive for en avis, som er til så bredt et publikum. Man er nødt til at skrive om litteratur på en måde, så det er vedkommende for alle simpelthen. Og det er en udfordring, når man kommer fra den akademiske verden. Men det er også en sjov og spændende udfordring. Jeg havde aldrig forestillet mig, at man kunne skrive så kort om litteratur og alligevel få sagt så meget, men det lærer man hurtigt, når man sidder foran skærmen, og avisen skal i trykken samme aften.

Man bliver ikke hyret ind til at skrive til Politiken fra den ene dag til den anden

Hvordan kommer man til at skrive for en avis?

- Jeg var selv ret heldig, da jeg var studerende. Min inspirerende litteraturhistorielærer Jette Lundbo Levy, som skrev for Information, anbefalede mig til sin redaktør i forbindelse med en sommerserie om ”ulæselige bøger”. Det var en stor mulighed for en helt ung studerende. Jeg skrev om Laurence Sternes ’Tristram Shandy’ og James Joyces ’Ulysses’. Og derfra kørte det så med lejlighedsvise bidrag i diverse forskellige sammenhænge.

- Generelt er det jo svært at komme til at skrive for papiraviserne, men i dag er der rigtig mange muligheder på nettet for at komme til at formidle. Samtidig er det jo også klart, at kampen om opmærk­somheden er ekstrem i dag i forhold til, hvad den har været tidligere – det stiller skarpe krav til formidleren.

"Jeg havde aldrig forestillet mig, at man kunne skrive så kort om litteratur og alligevel få sagt så meget, men det lærer man hurtigt, når man sidder foran skærmen, og avisen skal i trykken samme aften.

- Man må være opsøgende, og man må være klar over, at når man får et nej, så hænger det også sammen med, at der er rigtig mange, som spørger. Der er hård kamp om meget få pladser, og man bliver ikke hyret ind til at skrive til Politiken fra den ene dag til den anden, men må arbejde sig frem, der hvor der er åbninger og muligheder. Hvis en redaktion skal tage én ind, vil de altid spørge, hvad man har lavet før, så man er også nødt til at starte et sted – fx er der masser af muligheder i studentermagasiner, på litteratur.dk m.m.

Øvelse gør mester

Hvad tænker du, at studerende kan gøre for at styrke deres kompetencer inden for faglig formidling?

- At øve sig er helt essentielt, hvis man vil nå nogen vegne. Det er et slid at blive en dygtig formidler, og det kommer ikke af sig selv. Man er nødt til at arbejde med det og også prøve kræfter med det i alle mulige forskellige sammenhænge.

- Det er samtidig utrolig vigtigt også at lytte til den kritik, man får i forhold til sin formidling. Det er jo betydeligt lettere at give kritik end og modtage kritik, men det er klogt at lytte. For selvom det ikke er altid, at kritikerne har ret, så kan man alligevel næsten altid lære noget af den kritik, man får. Det bedste er, hvis man kan få kritik af nogen, som man stoler på, og som man værdsætter – også gerne inden man får tingene trykt eller lagt ud på nettet.

Nye eksamensformer?

Hvad kan universitetet gøre for at styrke de studerendes kompetencer inden for faglig formidling?

- Universitetet gør allerede meget, men det er klart, at vi kan gøre rig­tig meget mere. Vi kunne sagtens tænke mere kreativt og det kunne være spændende, hvis vi satte nogle af eksamensformerne fri – bare en smule. Tænk hvis mine studerendes eksamen i videnskabsteori her til sommer også var en formidlingseksamen, hvor det også handlede om, hvordan man kan forklare positivismen eller konstruktivismen på en kreativ måde. Jeg er sikker på, at de studerende også ville få meget ud af det rent læringsmæssigt. Der skal stadig være mange af de traditionelle eksamensformer, men det er da en spændende mulighed med mere kreative løsninger, og det ville gøre, at vi kunne tage fat om formidlingen på en anden måde i undervisningen og også give de studerende en mulighed for at være parate til at komme ud i arbejdslivet, hvor det jo sjældent er den akademiske undersøgelse, der er hovedformålet.

- Især efter at jeg er begyndt at arbejde med litteraturpædagogik og universitetspædagogik, tænker jeg mere over, hvordan formidling kan indgå i min undervisning. På KU er vi nødt til at reflektere systematisk over, hvordan vi leverer bedre undervisning. Den enkelte studerende kan gøre noget, og som underviser kan man gøre meget, men man kan gøre endnu mere, når ledelsen vælger at prioritere området højt.