Humaniora har gode historier – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Forside > Artikler > Humaniora er fyldt

03. februar 2014

Humaniora har gode historier

– humanisterne skal bare lære at formidle dem

Karriere

Dorthe Chakravarty stoppede i november i DR efter otte år som vært på P1-programmet ’Alle tiders historie’ for at blive selvstændig freelancer. Radioværten og journalisten, der selv er uddannet historiker fra KU, har altid set det som sin pligt at lære unge humanister at formidle deres faglighed. For det er der alt for mange, der ikke kan.

Af Pernille Munch Toldam

”Selvom man er en super god akademiker, er det langt fra sikkert, at man er god til at formidle sin viden.” Ordene kommer fra Dorthe Chakravarty. Og der er flere, hvor de kommer fra. For journalisten og historikeren, der for få måneder siden valgte at smide en tryg fastansættelse på DR over bord til fordel for et liv som selvstændig, bobler næsten over af ideer og holdninger, når talen falder på humanister og deres formidlingsevner.

 Om Dorthe Chakravarty

  • Har lavet lidt af hvert, bl.a. læst litteraturvidenskab, været pressechef på Universal og lavet en lille smule radio, inden hun begyndte at studere historie.
  • Var sikker på, at hun skulle være gymnasielærer, og havde også som nybagt kandidat i historie og dansk et par vikariater i gymnasieskolen.
  • Fik dog, via en bekendt, muligheden for at komme til DR, hvor de manglede en faghistoriker, der havde prøvet at lave radio, på programmet ’Alle tiders historie’.
  • Var i begyndelsen i ’mesterlære’ på programmet hos Adrian Hughes, der dengang var vært.
  • Blev vært på Alle tiders historie efter et år som researcher.
  • Læs mere om Dorthe Chakravarty på madko.dk

 

- Jeg har mødt virkelig mange humanistiske forskere og studerende gennem mine år på ’Alle tiders historie’, og jeg har aldrig mødt så vidende og engagerede mennesker. Men det er desværre langt fra alle, der er i stand til at komme ud over stepperne med den viden, og det er bare så ærgerligt, for der er så mange vidunderlige historier og talenter på universitetet, mener Dorthe Chakravarty, der kan hive eksempel efter eksempel op af hatten:

- Vi har haft mange praktikanter på programmet gennem årene, og når de er startet, har det været et fåtal, der har kunnet skelne mellem noget så formidlingsmæssigt basalt som at stille åbne og lukkede spørgsmål. Men noget af det allersværeste for praktikanterne har dog nok været kunsten at begrænse sig. Jeg havde på et tidspunkt en praktikant, som var sendt ud i marken for at lave et fem minutters indslag. Han kom tilbage med fire timers optagelser! Det viser et grelt mangel på overblik, og hvor svært det er at koge store mængder af stof ned til noget, der er tilgængeligt og forståeligt for andre. Det har været en hård læringsproces for mange af vores praktikanter, men det har også været lærerigt, fortæller Dorthe Chakravarty.

Viden er en vare

Selvom forskning og undervisning er universitetets kerneområder, mener Dorthe Chakravarty, at universitetet kan gøre meget for at klæde de unge kandidater bedre på til tiden efter studierne.

- For os humanister er viden en vare, der skal sælges. Der er ingen på humaniora, der kommer ud med en stor værktøjskasse og en hammer og en sav i hånden, som vi kan sælge vores arbejdskraft med. Men vi kan tænke. Det handler derfor for universitetet om at gøre de studerende i stand til at sælge sig selv og deres gode hoveder. Det vil fx være oplagt at lave nogle kurser på tværs af institutterne, hvor de studerende lærer, hvordan de bedst formidler og afsætter deres viden journalistisk. Og det handler ikke om, at man skal smide sin akademiskhed over bord, tværtimod. Det akademiske er det, man primært skal lære på universitetet, og det er nok egentlig først, når man er stærk i sin akademiske faglighed, at man kan begynde at jonglere med andre greb som fx populærvidenskabelig formidling, mener Dorthe Chakravarty, der erkender, at det i dagens pressede universitetspolitiske landskab handler meget om, hvad der er midler til. Men hun mener, at det i lige så høj grad handler om, hvad der er vilje til.

Formidling er ikke kun for journalister

Dorthe Chakravarty er med på, at det ikke er alle akademikere, der kommer ud i den medievirkelighed, hun selv lige har forladt, og at kun et fåtal ender som journalister i fx DR. Men hendes pointe er, at det i høj grad handler om, at langt de fleste humanister arbejder med kommunikation, undervisning, forskning eller andre områder, hvor det handler om at kunne formidle et budskab og om at sælge sig selv. Så det vil være en fordel for alle at have prøvet kræfter med en journalistisk formidling af fagligheden.

"Der er langt mere ’ud-over-stepperne’ og rock ’n roll-attitude over de unge humanister i dag, og formidlingsmæssigt er der sket virkelig meget i universitetsverdenen, siden jeg selv blev færdig på historie for 10 år siden.

Dorthe Chakravarty.

- Formidling er mange forskellige ting, og helt basalt er det bare så vigtigt, at man kan gøre det klart, hvad man kan, uden at man bliver lang i spyttet, og uden at lytteren står og bliver uendelig i blikket. Den her skarphed omkring ens kompetencer er super vigtig, mener journalisten og historikeren, der bl.a. i samarbejde med professor på historie Ulrik Langen har afholdt et formidlingsseminar for de studerende på Saxo-Instituttet.

- Det var skægt at se, hvor sultne de studerende på kurset var i forhold til at lære alle de her ting: Hvordan vinkler man, hvordan stiller man de gode spørgsmål, hvordan præsenterer man sig selv bedst muligt etc. De var meget interesserede i at finde ind til kernen af deres faglighed og i at blive bedre formidlere, fortæller Dorthe Chakravarty, der også har lavet workshops for nyuddannede humanister i Magisterforeningen, bl.a. i hvordan man bedst præsenterer sig selv på nettet.

- På de kurser har det været slående at se, hvor svært mange af de nyuddannede kandidater har ved at præsentere sig selv kort. Der er altid så mange ord. Jeg siger til dem, at de skal prøve at præsentere sig selv med to sætninger. Ikke to eller tre sider, men to sætninger. Det er der jo ingen, der kan gøre meningsfyldt, men en del af processen er at finde frem til og at acceptere, at der altid er noget, man ikke får sagt. Den kan være svær at sluge!

Humanister er for ydmyge

Den faglige formidling og de gode historier er et hjertebarn for Dorthe Chakravarty, der elsker alt, hvad der er nørdet og snævert fagligt. Men det er vigtigt, at man kan forvandle nørderiet til noget, som ikke bare fagfæller, men også almindelige mennesker forstår. Og de studerende kan selv gøre en masse for at opdyrke og udvikle formidlingskompetencerne.

- De skal i virkeligheden bare gå i gang! Medieverdenen og -landskabet lægger virkelig op til det i de her år. De studerende kan lave radio, skrive til nettet, til blogs, til magasiner og alt muligt andet. Tiden er i den grad med os, når det handler om muligheden for at formidle sin viden. Tidligere var det at få lavet en bog, noget man gjorde på et forlag. Nu kan man trykke den selv. Hvis man brænder for sit fag og sin gerning, så er det bare om at komme i gang og få nogle erfaringer. Jeg var for nylig ude at tale med og vejlede nogle historiestuderende, der var begyndt at lave historieradio, og som havde fået et slot på Universitetsradioen. Det var så sejt, det de havde kastet sig ud i, men de var så beskedne og ydmyge. Et af mine vigtigste råd til dem var derfor ’tro på jer selv’, siger Dorthe Chakravarty, der også ofte hører i Magisterforeningen, at humanister er det mest ydmyge folk, der findes.

- Men det er der ingen grund til. Det kan være svært at tro på sig selv, når det hele føles diffust, og man er i tvivl om, hvad man er god til. Men humanister er rigtig gode til vildt mange ting. Fx er vi gode til lynhurtigt at analysere os frem til forretningsgange og strukturer i tekst, hvilket er en gave, når man fx i forbindelse med en kommunikationsstilling skal kommunikere i firmaets tone og stil. Vi er også gode til at vurdere, når noget holder sagligt og fagligt, og fx kan jeg se, at jeg som historiker, i forhold til andre journalister, der (for nogles vedkommende) sejler rundt i kilder og bøger, er god til ret hurtigt at kunne se, hvad vej jeg vil gå, og hvilke kilder jeg vil bruge. Den kildekritik og de analysegreb og evnen til at søge den rigtige viden er uvurderlig i vores samfund, og det er kompetencer, jeg har med mig fra studiet, og som jeg er dybt taknemmelig for. Der gik nogle år før det gik op for mig, at det var helt unikt. Jeg synes, at universiteterne kunne gøre mere for at styrke folk i den tanke, for det altså en hård omgang at komme ud som praktikant eller nyuddannet, og råt og kontant at blive blæst igennem med nogle helt anderledes måder at kommunikere på end den akademiske. Det er en federe oplevelse at komme hjem med et skarpt interview end med fire timers optagelser, der har endevendt enhver sten i sagen.