Når musikken spiller – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Forside > Artikler > Når musikken spiller

03. februar 2014

Når musikken spiller

Hvad sker der i sindet på professionelle og dybt koncentrerede musikere, når de spiller? Det spørgsmål har Simon Høffding, der er ph.d.-studerende på fakultetets Center for Subjektivitetsforskning, sat sig for at undersøge. Og umiddelbart er der slet ikke så høj en grad af mental samhørighed musikerne imellem, som musikere og videnskaben ellers har troet.

Af Pernille Munch Toldam


Simon Høffding

Ph.d.-studerende på Center for Subjektivitetsforskning

 

Læs mere om centret på cfs.ku.dk

 

Ved siden af sin forskerkarriere er filosoffen Simon Høffding amatørcellist. Og kendskabet til musikken er ganske givet en fordel for forskeren i hans aktuelle forskningsprojekt, hvor han undersøger, hvad der sker i sindet på musikere, når de spiller.

- Der er mange forskellige teorier om og holdninger til, hvad der sker. På den ene side taler man om, at musikerne ’taber sig selv’, når de spiller – om et såkaldt ’flow’. På den anden side taler man om, at musikerne er meget fokuserede på sig selv og på deres egen krop. På konservatorierne arbejder man meget med, hvad der er den bedste måde at koncentrere sig på, men der er ikke nogen entydig evidens på området, forklarer Simon Høffding, der bl.a. har turneret med Den Danske Strygekvartet, der består af nogle af Dan­marks dygtigste musikere, som en del af sin research. Forskeren har bl.a. observeret, filmet og interviewet musikerne over en længere periode.

Musisk delt bevidsthed

Til at beskrive oplevelserne bruger Simon Høffding den filosofiske retning, der hedder fænomenologien. Fænomenologi er den del af filosofien, der beskæftiger sig med oplevelsen, som den fremstår for et menneske, dvs. en beskrivelse af tingene (fænomenerne), som de viser sig. Traditionelt har fænomenologien lagt stor vægt på førstepersonsperspektivets betydning.

- Den fænomenologiske metode er meget fordelagtig, fordi den er meget direkte, og den tillader mig at tage et skridt dybere ind og afdække nogle strukturer, vi ellers ikke beskæftiger os med, forklarer Simon Høffding, der bl.a. undersøger begrebet ’joint musical attention’, musisk delt bevidsthed.

- ’Joint attention’ er et buzzword inden for kognitionsforskningen. Man kan forklare begrebet ved, at hvis du og jeg begge to kigger på en ting, så er det ikke bare mig, der kigger på den og dig, der kigger på den – jeg ved også, at du kigger på den, og du ved, at jeg kigger på den. Man mener, at ’joint musical attention’ er nødvendig for at kunne gennemføre et stykke musik, dvs. at musikerne sidder sammen og kigger i deres noder og er opmærksomme på hinanden i en eller anden grad. Tanken er, at man må have en stærk fælles ide om det musikalske udtryk og en fælles ide om, hvad de andre laver. Men fra mine interview kan jeg konkludere, at det bare ikke passer. Nogle gange har musikerne overhovedet ingen anelse om, hvad de andre laver. For de er på en eller anden måde henført i deres egen verden. Og alligevel spiller de perfekt sammen, forklarer Simon Høffding.

Hosteanfald gav godt analysemateriale

Han kommer med et eksempel fra sin research:

- Jeg overværede på et tidspunkt en koncert, hvor der var en kvinde blandt publikum, der begyndte at hoste og var nødt til at gå ud. På sin vej ud faldt hun, og det larmede enormt meget, og folk var ret chokerede. Men det var en god situation at være med til for mig, for det gav nogle afvigelser i forhold til musikernes normaltilstand, som jeg bagefter kunne spørge nærmere om. Jeg kunne stille spørgsmål som ’Hvordan oplevede du det her? Blev du ved, eller stoppede du med at spille? Hvordan tror du, de andre oplevede det? Hvordan var din sindstilstand i det øjeblik?’, forklarer Simon Høffding og fortsætter:

- De opførte en meget smuk og langsom sats af Beethoven, som er skrøbelig og kræver en meget stærk koncentration. Men her blev koncentrationen totalt smadret, så det var interessant at spørge om, hvordan man genopbygger den. Jeg spurgte dem, hvordan de var i stand til at fortsætte, og hvilken fornemmelse og hvilke indtryk de havde. Deres svar kunne jeg så holde op imod hinanden. Jeg kunne sige: ’ham her, han troede, at ham der troede det her. Men det troede ham der overhovedet ikke’ osv. Og det jeg kan se er, at de kan spille fantastisk godt sammen uden nødvendigvis at have nogen som helst indsigt i, hvad der foregår hos de andre.

Musikere med ”hive-mind”

Samhørigheden eksisterer dog også, og Simon Høffding forklarer, at der også opstår øjeblikke, hvor alle musikerne har oplevelsen af at være på fuldstændig samme side. Med et begreb fra computerspilsverdenen beskriver forskeren tilstanden som ”hive-mind”. For situationen minder om en myretue, hvor alting er koordineret – men uden at det enkelte individ har en direkte bevidsthed om, at det er sådan.

- Man ved præcis, hvad de andre skal til at gøre, så man behøver ikke engang at kigge på dem. Det er bl.a. erfaringen med at spille sammen i mange år, der giver den her følelse af samhørighed. Så den eksisterer selvfølgelig, men den er langtfra altid til stede, forklarer han.

Simon Høffding har fundet ud af, at det, folk kalder ”flow”, er et fænomen, som spænder over tusindvis af forskellige sindstilstande. I bund og grund handler det om, om man kan tænke samtidig med, at man gør noget andet.

- Balanchine sagde ’Don’t think, dear, just dance’, men det holder ikke. Der er nogle af de her musikere, der er i stand til at lave meget sofistikerede overvejelser, mens de spiller. Bl.a. indeholder stykkerne nogle gange passager, der skal gentages, og her sidder en musiker måske og tænker: ’om fem minutter, når jeg skal spille det her igen, kan det være, jeg skal have et andet strøg’. At være i stand til at have den form for metareflektion samtidig med, at man er i gang, er der mange, der vil sige er umuligt, fordi det ødelægger ens kon­centration og evne til at udfolde sig. Men det viser mine undersøgelser simpelthen er forkert, siger Simon Høffding.

Eksemplets magt

Han forklarer, at der er mange fordomme og principper om hjernen og sindet, som hans forskning viser, at musikerne bryder.

- Deres musiske træning gør dem i stand til at udvikle et sind og nogle evner, der er anderledes end det, ’almindelige mennesker’ besidder – men det er fænomenologiens påstand, at alle mennesker deler visse universelle strukturer, fx en tidsbevidsthed og en rummelig bevidsthed. Jeg ser på, hvordan strukturerne er udtrykt hos de her ekspertmusikere, og så håber jeg, at det kan lede til, at jeg kan konkludere noget om den almindelige menneskelige bevidst­hed, siger Simon Høffding og sammenligner det med, at man også bruger forskning i forskellige patologier, dvs. forskellige former for kropssygdomme eller sindssygdomme, til at finde ud af, hvordan den almindelige krop fungerer.

"Balanchine sagde ’Don’t think, dear, just dance’, men det holder ikke