”You get money to go to school?!” – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Forside > Artikler > You get money

03. februar 2014

”You get money to go to school?!”

Udlandsophold

Siden jeg kom til Berlin som Erasmusstuderende, har jeg gentagne gange måttet uddybe ovenstående faktum. Forklare målløse franskmænd, kinesere, amerikanere, spaniere, italienere og polakker, hvordan det dog kan hænge sammen, at studerende i Danmark lever under så fordelagtige betingelser. Før jeg kom til Tyskland, vidste jeg da godt, at jeg som dansker var privilegeret. At det langt fra er alle studerende, der har mulighed for at tage sig god tid til deres uddannelse og oven i købet blive betalt for det. Men det var først ved mødet med de mange internationale studerende, at jeg begyndte at tænke nærmere over det

Af Nina Branner, stud.mag. på udveksling i Berlin


Nina Branner
Nina er studerende på litteraturvidenskab på IKK. Hun er i år på udvekslingsophold i Berlin, hvorfra hun skriver til Humanist om nogle af de ting, hun oplever, glæder sig over, lærer, nyder og undrer sig over i den tyske hovedstad. Her kan du læse Ninas første rejsebrev.

I Danmark har SU’en, som vi kender den, eksisteret siden 1970. Lande som Norge, Sverige, Holland, Finland og Australien har lignende støtteordninger, men den danske regel om, at man foruden SU til den nor­merede studietid har et ”år ekstra at løbe på”, er enestående. Reglen betyder, at dan­ske studerende har plads, tid og økonomisk overskud til selvudvikling: Til at finde ud af, hvad det lige præcis er, der interesserer dem, til at begå fejl og til at supplere studierne med arbejde og rejser, som medvirker til at (ud)danne dem.

Men Fremdriftsreformen lurer, og der er ingen, der ved, hvordan det danske uddannelsessystem vil forme sig i fremtiden. Måske får vi et system, der former sig mere som det, der gælder i lande som England, Græ­kenland, Spanien og USA. Studerende vil skulle arbejde hårdere, og der vil være mindre albuerum. Men hvad vil det sige i prak­sis? I løbet af de sidste par dage har jeg her i Berlin mødtes med studerende fra ovenstå­ende lande for at høre deres studiehistorier.

Pacet gennem systemet

På mit tyskkursus på Humboldt Universitet mødte jeg Jean-Pierre Laurent-Schweizer, som er opvokset i London. Den halvt engelsk halvt franske (deraf det raffinerede navn) statskundskabsstuderende bøjede al­tid verberne rigtigt. Hans arbejdsmoral var i top – en kompetence, han har taget med sig fra sin hverdag i det engelske skolesystem.

Da jeg møder Jean-Pierre på en café i Kreuzberg, viser han mig sin kalender fra forårssemestret 2013, hvor han stadig studerede i London. Ikke en side er blank. I England beslutter man sig for, hvad man vil studere, når man er omkring 16. Man søger ind på universitetet et år før studiestart, og man gennemfører sin uddannelse i ét hug. Arbejdsbyrden er som et fuldtidsjob, så der er ikke meget tid til at tjene penge eller til alt for mange fritidsaktiviteter. Men penge må der til, for det koster at studere. Jean-Pierre klarer sig igennem ved hjælp af studielån, sine forældre og en kassekredit. Når han om et halvt år – som 24 årig – er færdig med sin master, skal han begynde at betale studielånet af. Jean-Pierre ville allerhelst åbne sin egen restaurant i London. Med forskellige tapas og et par udvalgte vine. En drøm der må vente nogle år med at blive afprøvet.

- Uni i England er et værktøj til at gøre folk produktive, at få dem hurtigt gennem systemet, så de kan tjene penge – det er også den overvejende grund til, at jeg valgte statskundskab. Mange af mine jævnaldren­de venner i London er færdiguddannede og har et fuldtidsjob, som de ikke kan lide. De er halvdeprimerede og forvirrede. Men hvis man ikke har et job i London, må man bo hos sine forældre, og det er der ikke mange, der gider, fortæller Jean-Pierre.

Det danske uddannelsessystem er fantastisk, siger han, men kommer så til at grine:

- Nogle gange ser jeg danske unge være på ferie her i Berlin, midt i semestret, uden at lave en skid.

Synes du, vi er forkælede?

- Nej, I er privilegerede. Og langt mere afslappede end englænderne. Jeg har aldrig rigtig lavet andet end at gå i skole. Jeg glæder mig virkelig til at komme ud og blive uafhængig.

Flygtede fra kontorjobbet

27-årige Arzyro Petri fra Grækenland er, ligesom Jean-Pierre, ”flygtet” fra sit hjemland for at prøve at bo et andet sted. Og for at få luft. Da hun fyldte 23, stod hun med et bachelorbevis i den ene hånd og et jobtilbud i den anden. Siden hun var 18, havde hun studeret Management and Business Administration på et af Athens offentlige universiteter og arbejdet fuldtid ved siden af i et reklamebureau, som var parate til at fastansætte hende. Lønnen var god og jobbet relevant. Men en dag kort efter sin sidste eksamen gik Arzyro ind til sin chef og sagde brødebetynget: ”I’m sorry, but I want to leave” – og så tog hun til Tyskland.

- Jeg kunne bare ikke forestille mig som 23-årig at skulle gå hen på det samme kontor hver dag, indtil jeg blev 70, siger hun.

Egentlig ville Arzyro gerne have været arkitekt, men da hendes tegnefærdigheder ikke var i top, valgte hun et studie, der delvist havde hendes interesse, og som var bredt. De sidste to år af bacheloren, som i alt tog fire år, skulle hun dog igennem en masse økonomi. Det fandt hun hårdt og kedeligt.

- Det er virkelig svært at studere noget, man ikke kan lide, siger Arzyro. For hende var det en befrielse at komme til Berlin, hvor hun til sommer begynder sin master i Museum Management. De sidste par år har hun været i praktik, arbejdet – og åbnet en café i hjertet af Neukölln sammen med nogle gode venner. Det sidste faldt ikke i hendes veluddannede, femsprogskyndige fars smag, som reagerede med at udbryde: ”Dont work in a cafe, we will send you money!”.

Jeg fortæller Arzyro, at i Danmark er det normalt, at unge efter gymnasiet tager et par sabbatår, og at vi under vores – betalte – uddannelse har mulighed for at blive op til et år forsinket, hvis vi f.eks. finder ud af, at det studie, vi har valgt, ikke er det rigtige for os.

- Det er sindssygt, siger hun og spærrer øjnene op. ”Virkelig fedt!”. Altså bare SU’en går til studier og ikke til fest, tilføjer hun og fortsætter:

- Og man skal ikke bare kunne læse den samme bachelor i 7 år.

Arzyro har altid selv fået gode karakterer og kan lide at studere. Det er ærgerligt, mener hun, at studerende, som virkelig elsker at studere, i mange lande ikke har pengene eller tiden til at fordybe sig. 70 procent af de græske studerende læser noget, de ikke rigtig ved, om de kan lide og får et tilsvarende job, fortæller hun.

- Hvis jeg var blevet i Athen, ville jeg være blevet i mit kontorjob, jeg ville ikke have lært så meget, som jeg har gjort her – at bo i et andet land er som at læse 5.000 bøger, smiler hun.

Arzyro er nu klar til at ”høre til på universitetet igen” – denne gang på sin egen måde.

En BMW ud over skrænten

At det kan tage tid at finde sin egen ind­gangsvinkel til universitetet er 29-årige Benjamin Spalding fra Maine, USA også et eksempel på. De sidste seks år har han forsørget sig ved at arbejde som turguide i Ber­lin og sideløbende dyrket sin store interesse for installationskunst, skulpturer og maleri. Nu vil han gerne starte på en Master i kunst. Egentlig har han en Bachelor i Mass Media fra New York University, men den tog han kun, fordi han blev presset til at studere af sine lærere, forældre og omgivelser generelt. Uddannelsen kostede 44.000 dollars pr. år.

- Jeg har det mærkeligt med at have brugt så mange penge på et studie, jeg egentlig ikke ville. Det er ligesom at tage en BMW og køre den ud over en klippeskrænt – hvert år!

I USA begynder man at overveje studie som 13-14-årig, fortæller Benjamin. Uddannelse er et prestigeprojekt, og folk lever ef­ter en skabelon.

- På et tidspunkt spurgte jeg min ekskæreste: ”Hvad vil du virkelig gerne?” Det kunne han ikke svare på. Som studerende i USA gør du bare, hvad systemet forventer af dig.

Til udlandet af nød

Jean-Pierre, Arzyro og Benjamin har alle insisteret på deres personlige frihed og på at udforske sig selv. Derfor er de kommet til Berlin, som er kendt for at være en rummelig by. Men for mange studerende er det at rejse ud ikke en luksus, men et must, hvis man vil have en uddannelse.

Xavier Balaguer, som jeg også lærte at kende gennem min tyskundervisning, er fra Spanien, hvor ungdomsarbejdsløsheden er enorm. For nylig blev 3000 studerende smidt ud af Spaniens største universitet, fordi de ikke kunne betale deres uddannelse. Xavier kan tage sin Master i Berlin, fordi han ved siden af studiet arbejder hårdt. For ham er der ingen anden udvej, for i Spanien ser fremtiden sort ud:

- Der er en rådden, politisk lugt i Spanien, og arbejdsgiverne udnytter folk, fordi de ikke bare kan finde et arbejde. Jeg kan ikke være en del af det system længere. Der er ikke betingelser for at realisere sig selv, for­klarer Xavier.

Selvom danske studerendes vilkår ikke er nær så barske som spaniernes, mener Xavi­er, at vi skal kæmpe for vores rettigheder og mod de ændringer i uddannelsessystemet, der sker i disse år. Efter at have fået indblik i, hvordan det er at studere i lande, hvor uddannelsessystemet ikke er så rummeligt som det danske, er jeg da også blevet mere bevidst om, hvor heldige vi er i Danmark. Og om hvor vigtigt det er at bevare et system, der giver lige muligheder for alle.

For mig har muligheden for at tage på Erasmusophold – med SU og støttelegat – været et privilegium, jeg nødigt ville have været foruden. For så havde jeg ikke mødt alle de mennesker fra forskellige kulturer, som jeg har. Jeg ville ikke have fundet caféen Myxa, som er en af mine yndlingscafeer, hvis det ikke var for Arzyro. Og uden Benjamin ville jeg ikke have fået en privat guidet tur med tilhørende foredrag om Berlins historie. Jeg håber også, at jeg får muligheden for at besøge Jean-Pierres tapas-restaurant i London. Hvis han en dag får et stort nok hul i kalen­deren til at etablere den.