Humanister i Berlin – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Forside > Artikler > Humanister i Berlin

01. april 2014

Humanister i Berlin

Udlandsophold

Anne Hjelm Sørensen, der er film- og medievidenskabsstuderende, og Cecilie Ullerup Schmidt, kandidat i litteraturvidenskab og moderne kultur, bor og arbejder begge i Berlin. Nina Branner, der også er bosat i Berlin og skriver herfra til Humanist, har talt med de to om, hvordan det er at være dansk humanist i Berlin.

Af Nina Branner, stud.mag. på udveksling i Berlin

Anne Hjelm Sørensen

Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen opfordrer de studerende til at tænke ud af boksen og også sigte efter job, som ikke traditionelt lægger sig op af deres fag. Men at tænke ud af boksen synes ikke at være et problem for de mange studerende og færdiguddannede humanister, som har valgt at søge mod udlandet. Et yndet mål blandt unge danskere i jagten på selvrealisering og jobs – især inden for kunst- og kulturfagene – er Berlin. ”Berlin er hipt,” lyder klichéen, og unge valfarter over grænsen i håbet om, at den tyske hovedstad vil være en samarbejdsvillig medspiller i dannelsen af deres humanistiske profil.

Men lever Berlin op til sit ry? Er det en fordel for humanister at etablere sig i Berlin, og er det at arbejde her meget forskelligt fra at arbejde i Danmark? Kan Berlin noget, som København ikke kan?

Cecilie Ullerup Schmidt

Jeg har talt med to humanister, som begge bruger deres studie aktivt i Berlin. Den ene er film- og medievidenskabsstuderende Anne Hjelm Sørensen, som siden midten af februar har været i praktik på film- og fjernsynsmuseet Deutsche Kinemathek; den anden er Cecilie Ullerup Schmidt, kandidat i litteraturvidenskab og moderne kultur, der har boet og arbejdet som performancekunstner og underviser i Berlin siden 2008.

Die deutsche Pünktlichkeit

Når Anne Hjelm Sørensen passer sin praktik på Deutsche Kinemathek et par hundrede meter fra den historiske Potzdamer Platz i Berlin, indebærer det, at hun tager en elevator tre etager ned under jorden. Dernede, dybt i cinematekets kælder, findes det eksklusive arkiv med film fra DDR-tiden, sirligt inddelt i årstal og genrer, indpakket i fine chartekker på ægte tysk manér.

- Den tyske grundighed og orden er noget, jeg vil tage med mig fra mit praktikophold her i Berlin, fortæller Anne Hjelm Sørensen, da jeg møder hende på Café Butter i Prenzlauerberg nær Mitte, hvor hun bor sammen med to tyske studerende.

- Den første dag i praktik fik jeg udleveret en kontrakt med en liste over, hvad de forventede af mig. Til gengæld bad de også mig lave en liste over, hvad jeg forventede, og hvilken del af filmhistorien jeg var mest interesseret i, hvilket de så ville forsøge at efterkomme.

Tyskernes høflige tone, det at man stadig i mange sammenhænge er Des med hinanden, fascinerer Anne Hjelm Sørensen. Den hænger sammen med den respekt for fremmede mennesker, som hun oplever i Berlin og på sit arbejde, mener hun.

- Mit indtryk er, at de tager det at have praktikanter mere alvorligt i Tyskland end i Danmark, og der er også flere lønnede praktikpladser her. På cinemateket var de helt overraskede over, at jeg var så glad for et ulønnet job og undskyldte nærmest for det. Det ville man ikke opleve i Danmark, især ikke inden for mediebranchen, hvor det er en præmis, at man som praktikant arbejder gratis. På Zentropa fx udnytter man praktikanterne i stor stil, og det er de med på. Folk står i kø til praktikpladserne. I Berlin er der større respekt for det, at man arbejder gratis.

Var det derfor, du valgte at søge praktik i Berlin?

- Siden jeg var her første gang som 8-årig, har jeg været forelsket i byen, forklarer Anne Hjelm Sørensen, som er vokset op i Flensborg, i grænseområdet mellem Tyskland og Danmark, og taler flydende tysk.

- Jeg valgte efter byen og selvfølgelig det, at jeg i forvejen kunne sproget, hvilket er en kæmpe fordel. Men med det sagt ville jeg ikke bare tage herned uden at have noget at lave, det forekom mig lidt for usikkert.

Gamle kolleger

Anne Hjelm Sørensen gjorde derfor et grundigt benarbejde, før hun tog afsted. Hun fandt frem til alle de berlinske produktionsselskaber, der havde relevans for hendes studie, skrev en god ansøgning – på tysk – med CV og anbefalinger fra tidligere arbejdsgivere, blandt andet CPH DOX, hvor hun tidligere har været i praktik.

- I Tyskland er de meget bureaukratiske og lægger stor vægt på, at man har gjort forarbejdet ordentligt, fortæller Anne Hjelm Sørensen, hvis indsats lønnede sig. Efter en samtale blev hun tilbudt praktik­pladsen på det tyske film- og fjernsynsmuseum og flyttede til Berlin. Til hverdag sidder hun i teknikafdelingen og researcher samtidsanmeldelser af film fra 1930’erne sammen med en håndfuld gamle DDR-borgere. Det gør hende ikke noget, at aldersgennemsnittet er væsentligt højere end hendes egne 22 år, for arbejdet er spændende og studierelevant.

Ville du anbefale andre humaniorastuderende at søge praktik i Berlin?

- Helt klart. Selvfølgelig er det en floskel, men det passer: Det at se noget andet giver en anden mental indgangsvinkel til tingene, som man tager med sig, når man kommer hjem. Det er forholdsvis nemt at få kontakter her, fordi folk er mere ligetil end i Danmark. I Berlin er man vant til at være åben, fordi der er så mange mennesker fra forskellige lande. Man er interesseret i fremmede. Ikke at danskere ikke er sådan, men derhjemme skiller man sig ud, hvis man skilter med det.

Når Anne Hjelm Sørensens praktikforløb er forbi, skal hun studere et semester ved Humboldt Universitet. Hun har fået tilbudt et betalt job på cinemateket i sommermånederne, som hun har tænkt sig at takke ja til. I disse lidet humanist-venlige tider kan det kun være en fordel at have et udlandsjob på CV’et, når hun vender tilbage til Danmark, mener hun. Dog kan hun også sagtens forestille sig at arbejde i Berlin efter endt uddannelse. For som hun siger:

- Der er en sær tiltrækningskraft ved Berlin. Det er ikke en by, man vil væk fra.

Teatrets by

Den tyske grundighed og respekten for det at arbejde ser performancekunstner Cecilie Ullerup Schmidt også som kendetegnende for den berlinske kultur. En kultur, hun for alvor stiftede bekendtskab med, da hun for seks år siden flyttede hertil.

Før hun flyttede til Berlin, havde hun som led i sin kandidat på moderne kultur været gæstestuderende på institut for anvendt teatervidenskab ved universitetet i den tyske by Gießen nær Frankfurt. Derfra tog hun direkte til Berlin, hvor hun sammen med en performancegruppe fra skolen satte en forestilling op på den frie teaterscene Sophiensaele. Siden har hun haft arbejde konstant.

Hvordan var den første tid i Berlin?

- Jeg nød at gå på arbejde efter at have studeret i lang tid. Jeg tænkte ikke så meget over byen. Det karakteriserer mit forhold til Berlin – jeg er i det land, hvor teatret står stærkest i Europa. Det er derfor, jeg er her. Og fordi det passer så godt til min jobprofil, siger Cecilie Ullerup Schmidt, som arbejder med formeksperimenterende og politisk teater, som er langt mere udviklet i Tyskland end det mere skuespiller- og tekstbaserede teater, man ser i Danmark.

Imellem lande

Cecilie Ullerup Schmidt har i Danmark undervist på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på KU, Statens Scenekunstkole og Forfatterskolen og siden 2011 fungeret som fast lærer i æstetikteori og filosofi inden for dans og koreografi på en afdeling af Berlins kunstuniversitet, Universität Der Künste.

- I forhold til kunstnerisk praksis er det virkelig en fordel at være imellem lande. Den sidste produktion jeg lavede var en koproduktion mellem København, Zürich og Berlin, hvor opgaverne, økonomien og ansvaret var delt mellem de tre lande. Hvis du kun producerer i

Danmark på dansk, er der ingen spredningsgrad. Når man kommer uden for Danmark og ikke er begrænset af det danske sprog, kan produktioner i meget højere grad finde sted på tværs af grænser.

Arbejder tyskere anderledes end danskere?

- I Danmark er der en meget rigid forståelse af, at en arbejdsuge er 37 timer, hvilket gør, at man er meget beskyttet. Jeg synes, at danskerne er helt vildt gode til at holde fri: Der skal være plads til at grille, dyrke flere vennekredse og gå på café. Tyskerne arbejder meget mere igennem, der bliver slidt mere. Det ser jeg ikke som noget positivt.

Cecilie Ullerup Schmidt fremhæver, at der i Tyskland er en større strukturel anerkendelse af, hvad arbejde er:

- I Danmark har du dit fradrag og betaler omkring 39 procent i skat. I Tyskland har du som selvstændig et meget større personfradrag, hvilket betyder, at hvis du ikke tjener så meget, kan du strække pen­gene længere. I Tyskland kan du ikke lige så nemt som i Danmark få dagpenge – men i sidste ende kommer staten til at give det samme ud, om den giver dagpenge halvdelen af året, eller om den trækker mindre i skat. At man i Tyskland ikke behøver gå på offentlig støtte, hvis man har en lav indkomst bestående af honorarer, giver én en følelse af, at man lever af det, man gør. Der er en grundlæggende anerkendelse af det immaterielle og “usynlige” arbejde, som finder sted i kunst- og kulturproduktion. Jeg tror, at det danske system ville få nogle sundere borgere ud af at anerkende det arbejde, folk udfører, mens de fx får dagpenge.

Mere solidaritet

Bruger du din uddannelse i dagligdagen?

- I mit virke som underviser har jeg flere gange været igennem det pensum, jeg havde på moderne kultur i København! siger Cecilie Ullerup Schmidt og griner, men fortsætter så mere alvorligt:

- Jeg bruger de analytiske kompetencer og teoretiske færdigheder, jeg har lært gennem min uddannelse, til at tilegne mig nyt stof. Det samme gælder, når jeg laver en forestilling. De værktøjer, jeg har fået på moderne kultur, har hjulpet mig meget.

Hun vil dog ikke anbefale ud af boksen-tænkende humanister uden videre at kaste alt over bord og flytte til Berlin:

- Ikke medmindre de har noget, de skal der. Berlin er ikke en by, hvor jobbene hænger på træerne. Den er fyldt med kulturelle aktiviteter og mennesker, der skaber, men hvis du står uden for det, er du kun kon­sument, og det tror jeg kan være hårdt og ikke specielt tilfredsstillende.

Men Cecilie Ullerup Schmidt kan godt lide, at Tyskland er så stort et land:

- Jeg oplever en tendens til misundelse i Danmark og Schweiz, hvor jeg også arbejder. I Berlin er der ingen følelse af konkurrence, fordi det er urealistisk at sammenligne sig. Det er enormt befriende. Man har mere følelsen af at være med i et lotteri, og man tager det ikke personligt, hvis man ikke får støtte til et projekt. Der er en anden solida­ritet blandt uafhængige kulturarbejdere og kunstnere end i Danmark.

Cecilie Ullerup Schmidt kan sagtens forestille sig at blive i Berlin, men hun vil blive ved med at arbejde i Danmark også. For tiden forbereder hun en international performancefestival, som har til formål at debattere kunstnere og kulturproducenters arbejdsbetingelser, og kunstnerne på festivalen med titlen Works at Work kommer fra hele verden. For emnet er særdeles aktuelt – både i Danmark og udlandet.