Jeg, en nabolags-forbruger? – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Forside > Artikler > Nabolagsforbruger

01. september 2014

Jeg, en nabolags-forbruger?

Udlandsophold

Persiennerne for de store dobbeltvinduer i mit værelse på Innstraße 4 i Neukölln er lavet af træ. Godt, solidt egetræ. Når man trækker dem for, bliver der så mørkt i rummet, at man ikke kan se, om det er nat eller dag. Det nød jeg senest godt af i morges: Jeg vågner med et sæt ved den så velkendte trykken for panden og værken i leddene, den man får af at være dejset om på sengen i en tilfældig stilling, inden alkoholens virkning har nået at fortage sig. Hvad er klokken? 8? 10? 12? Jeg aner det ikke. Men jeg ved, at i går var onsdag, så i dag må være torsdag.

Af Nina Branner, stud.mag.

Da jeg har fået bugseret mig selv på benene, logger jeg på Facebook. En besked fra min engelske ven Matt tikker ind. Morgen­kaffe? Klokken er 10.

”Give me an hour,” skriver jeg – ”I went out yesterday, I’m a little tired”.

”You always went out yesterday,” svarer Matt.

Av. Den sved. Er jeg sådan én? En af de mange danske humaniorastuderende, som bor i Berlin for ganske vist at studere, lære tysk og ”udforske den multikulturelle metropol”, men også fordi øllene er billige, atmosfæren chilled, og festen aldrig slutter. En forkælet skandinav der, med statens penge i ryggen, udlever sin drøm om det eksotiske bohemeliv, mens hun troligt spiller sin rolle i gentrificeringsdramaet, som netop nu har sin primetime. cafe-latte-kolonisering, bliver fænomenet kaldt: Studerende, kunstnere og kreative kaster deres kærlighed på en bydel, hvor huslejen er lav; de åbner caféer, gallerier og second hand-shops, og vupti er kvarteret blevet hipt. Pengemændene opdager, at der er profit i at investere i området, og som følge deraf stiger huslejen, indtil lokalbefolknin­gen ikke længere har råd til at bo der og må flytte. Resultat: De gamle arbejderkvarterer bliver komplet forvandlet til det såkaldte hipster-bourgeoisis private legeplads og det, der var attraktionen i første omgang, nemlig den ”autentiske berlinerånd”, ender med ikke at være andet end en hvisken i gaderne, et spøgelse der ikke vil indse sin skæbne. Det er allerede sket med Kreuzberg, Friedrichshain og Prenzlauerberg, og nu er turen kommet til Neukölln, et af de sidste ”uberørte” områder af det centrale Berlin.

Evighedsturister

Man kan ikke udelukkende bebrejde os danske humanister Neuköllns autenticitetsderoute. Berlin er en by, der tiltrækker oplevelsessultne mennesker fra hele verden. Men hvor mange tyrkere, spaniere, grækere og portugisere har måttet forlade deres hjem på grund af arbejdsløshed, borgerkrig eller en korrupt regering, er vi her af nysgerrighed: På Erasmusophold, kreativ retræte eller for at udleve personlige drømme. Vi behøver ikke at arbejde. Et hurtigt overslag over mine danske humanistvenner i byen bekræfter tesen: Tre studerer (får dansk SU), to har eget firma (med danske kunder og dansk løn), to arbejder for en dansk arbejdsgiver, og en er i prak­tik på et dansk tidsskrift med base i Berlin.

"

Jeg må integrere mig! Alkoholen snurrer stadig i mit hoved

Jeg selv lever perfekt op til betegnelsen hipster-bourgeois: Jeg bor i en nyistandsat lejlighed i Neukölln med den populære Weserstraße som nabo. Jeg indgår i et kontorfællesskab, der tidligere sandsynligvis har været privat hjem, men hvor huslejen er blevet for dyr for de oprindelige beboere. Jeg behøver ikke bekymre mig synderligt om økonomi, fordi jeg får SU. Derhjemme har jeg ikke råd til at gå ud mere end to gange om ugen. Det har jeg, som Matt påpeger, her. Og jeg gør det. Uden virkelig at bidrage med noget forbruger jeg lystigt af mit kvarters mange tilbud – efter halvandet år i Berlin er jeg stadig som et barn, der oplever Bonbonland for første gang. Men hvor længe kan man egentlig leve i en by, før man holder op med at være turist? Hvornår har man pligt til at integrere sig?

Ich bin ein Berliner

Da jeg møder Matt på café Kaffee & Bücher i Weserstraße, griner han. Det stempel, jeg fik på indersiden af håndledet på baren i går har, mens jeg sov, aftegnet sig på min kind: Prins Charles, står der med fede bogstaver. Jeg ved ikke, hvad der er mest åndssvagt – den tilsyneladende hyldest til min engelske vens monark eller det faktum, at jeg ligner én, der netop er ankommet med Eurolines-bussen. Dér sidder jeg: På en hipster-café i hjertet af Berlins mest trendy område, med tømmermænd på en torsdag og mærkatet TURIST placeret centralt i mit fjæs. Og da går det op for mig: Nu er min tid som turist forbi. Jeg er netop blevet optaget på en kandi­datuddannelse og skal være i Berlin mindst to år endnu. Det nytter bare ikke, at jeg fortsat danser ubekymret gennem gaderne med Neukölln som kulisse for mit eget private storbyeventyr, siger jeg med opildnet stemme til Matt - jeg må integrere mig! Alkoholen snurrer stadig i mit hoved.

”Men hvad har du tænkt dig?” spørger han og griner provoke­rende – ”Ligegyldigt hvor du vælger at lægge din SU, er og bliver du bourgeois.”

Måske har han ret. Måske kan jeg ikke løbe fra min identitet som velstillet skandinav, der nu engang bor i Berlin af den simple grund, at det er spændende og anderledes end det derhjemme, og som i kraft af min baggrund aldrig vil kunne bidrage med andet end endnu et par blå øjne i bybilledet. Men jeg kan forsøge. Jeg kan købe min to go-kaffe et andet sted end på de hippe caféer. Jeg kan gå ned ad sidegader, som ikke fører til hipsterland. Jeg kan deltage i nogle af de mange demonstrationer imod offentlig bebyggelse i byens bebombede områder, hvor hjemløse finder ly for natten. Jeg kan involvere mig.

De mange danske studerende, som hvert år kommer til Berlin, er at finde på byens barer en hvilken som helst aften i ugen. Og Berlins alsidige, hyggelige og skramlede beværtninger er da også et aspekt af byen, jeg aldrig bliver træt af. Men når ens persienner mere end to gange om ugen hænger som skyklapper for ens vindue, fordi man har været i byen til solen står op, er det måske tid til at revurdere sin indstilling. I hvert fald, hvis man ikke vil gå glip af en by og et kvarter, der måske om fem år ser ganske anderledes ud.

Slut fra Berlin

Nina Branner har det seneste lille år skrevet til Humanist fra Berlin – en by, hvor mange danske humaniorastuderende hvert år finder midlertidigt studieophold. Denne personlige klumme bliver det sidste, vi hører fra Nina, der fra dette semester forlader HUM, fordi hun er kommet ind på kandidatuddannelsen i ’Kulturjournalismus’ på Universität der Künste (som hun vel at mærke er kommet ind på efter en optagelsesprøve på tysk!)

Mange tak for skriverierne og pøj pøj til Nina fra redaktionen.