Studiejobbet startede sprogkarrieren – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Forside > Artikler > Studiejobbet

01. september 2014

Studiejobbet startede sprogkarrieren

Hvorfor forsker?

Lektor Pia Quist havde ingen planer om at blive forsker. Men et studiejob og hendes fagkombination af dansk og sam­fundsfag blev vejen ind i forskningsverdenen. I dag rejser hun rundt i landet og ”tager temperaturen” på det danske sprog, og så er hun aktuel med et helt nyt forskningsprojekt. Humanist har mødt sprogforskeren til en snak om vejen fra studerende til for­sker – og hvordan en veludviklet nysgerrighed er motivationen bag det hele.

Af Camilla Tang Jensen, stud.mag.

Omgivet af fyldte bogreoler sidder Pia Quist foran sit skrivebord på det lille, lyse kontor på KUA1 og planlægger sit næste forsknings­projekt. ’Sprog og sted’ hedder projektet, der starter op i septem­ber. Sammen med en gruppe andre forskere skal hun de næste fire år følge og sammenligne to 9.-klasser fra Bylderup i Sønderjylland og Vollsmose ved Odense.

- Tidligere var mennesker geografisk mere bundet til ét sted, og inden for sprogvidenskaben har man derfor ofte sat lighedstegn mellem ’stedet’ og ’ét bestemt sprog’. Men det kan man ikke læn­gere, fortæller Pia Quist. For i dag er vi mobile. Så hvordan påvirker mobiliteten og globaliseringen sproget? Og hvilken betydning har det sted, man bor, for, hvordan man bruger sproget i dag? Det er blandt andet det, hun vil undersøge i det nye forskningsprojekt.

Interessen for sprog, menneske og samfund

Pia Quist er sociolingvist og lektor ved Nordisk Forskningsinstitut (NFI), hvor hun forsker i dansk talesprog. Bag sig har hun blandt andet en kandidatgrad i dansk og samfundsfag, to år som undervi­ser i Japan, en ph.d. og en lang række projekter og publikationer. Og så er hun – ud over at være forsker – klummeskribent for Weekendavisen og underviser i dansk på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab (INSS).

Når Pia Quist kigger tilbage på sin forskning, er der en klar rød tråd, der binder sløjfe om alle hendes projekter. ’Ungdomssprog’, ’sted’ og ’identitet’ er nøgleord. Ligesom hun i flere af sine projekter er meget optaget af ’multietnolekt’, dvs. sammenhænge, hvor der er mange forskellige sprog og mange etniciteter til stede, men hvor fællessproget er dansk. Mere overordnet interesserer hun sig for, hvordan og hvorfor vi taler forskelligt i det danske sprogsamfund.

- Vores talesprog er knyttet til så mange forskellige forhold i samfundet – til magt og identitet. Sproglige forskelligheder og variationer er knyttet til muligheder for at være socialt mobil, og det, synes jeg, er rigtig spændende. Jeg vil gerne finde ud af, hvad det reelt betyder for mennesker, forklarer Pia Quist.

På spørgsmålet ”Hvilken bog ville du redde med ud af en brændende bygning” tager Pia Quist Penelope Eskerts ’Linguistic Variation as Social Practice’ ned fra reolen. - Bogen er en samlet fremstilling af Eckerts etnografiske undersøgelser blandt high-school-elever i USA. Hun viser, hvordan sproglig variation er en social praksis, som skaber sociale betydninger og identiteter. Tidligere havde man set sproglig variation som ’afspejlende’ det sociale, men Eckert vender det på hovedet, så man begyn­der at se variation som ’skabende’, altså som en social praksis. Jeg var heldig at få mulighed for at studere hos Eckert på Stanford University i 2003, fortæller hun.

Koblingen mellem sprog, menneske og samfund har altid optaget hende, selvom hun i starten havde helt andre mål med sin uddannelse. Første gang Pia Quist trådte ind i et klasselokale på KUA, havde hun ingen planer om, at hun skulle være forsker og rejse landet rundt for at grave i den danske sprogmuld. Med flere lærere i familien var hun som nystartet studerende overbevist om, at hun også skulle undervise. Hun ville være gymnasielærer. Hun tog derfor sin bachelor i dansk med tilvalg på samfundsfag.

Hvad Pia Quist på det tidspunkt ikke vidste, var, at der var en helt anden plan med, at hun skulle læse dansk og samfundsfag. Fag­kombinationen viste sig nemlig at være perfekt for en sociolingvist.

- På kandidaten i dansk blev jeg præsenteret for teorier og metoder, hvor jeg kunne trække på den viden, jeg havde med mig fra sam­fundsfag. Det var rigtig spændende. Men det, der for alvor fangede min interesse, var, at jeg på kandidaten blev engageret i et stort sprogforskningsprojekt og kom til at arbejde med ”rigtige” data, forklarer hun.

Studiejobbet åbnede døren til forskerverdenen

Sociolingvistikken blev Pia Quists store interesse. Og sammen med en gruppe andre studerende blev hun ansat som studentermedhjælper på ’Køgeprojektet’ – et forskningsprojekt, der fulgte en gruppe dansk-tyrkiske folkeskoleelever i Køge fra 1. til 9. klasse.

- Det var simpelthen så fantastisk at få lov til at lege miniforsker og se, hvordan man laver forskning. Det var i løbet af den proces, og mens jeg skrev speciale, at jeg begyndte at tænke, at jeg måske skulle være forsker, fortæller hun.

Studiejobbet blev indgangen til forskerverdenen. Hun skrev sit speciale som en del af Køgeprojektet, og da hun havde afleveret, blev hun ansat som forskningsassistent på Dialektforskning på NFI. Her undersøgte hun, om der var ved at opstå nye dialekter i København som en konsekvens af alle de indvandrersprog, der er kommet til de sidste årtier. Vejen mod ph.d.en var så godt som cementeret, og efter et lille afbræk, hvor hun underviste to år i Japan, vendte hun tilbage til København og fik sin ph.d.

Man skal insistere på tid til fordybelse

For Pia Quist er jobbet som forsker meget mere end at sidde med næsen i tykke bøger og skrive lange afhandlinger. Som en natur­lig del af forskningen er hun selv ude at lave feltarbejde og samle empiri. Men der er også mange andre opgaver forbundet med jobbet. Dagen før vores interview havde hun fx en flok elever fra dansk på INSS til eksamen, og få dage senere gik turen videre til en stor international konference i Finland. Hun lægger ikke skjul på, at hun er glad for forskerjobbet og alle de muligheder og variationer, det fører med sig, men det er også hårdt arbejde, og det kræver selvdisciplin.




Om ’Sprog og sted’:

Læs mere om Pia Quists nye forskningsprojekt på nfi.ku.dk

- Man skal insistere på, at man skal have tid til at fordybe sig i sin forskning. Det kommer ikke af sig selv i den travle hverdag. En af de værste floskler er, at specialet eller ph.d.-afhandlingen skriver sig selv. Det må man som studerende ikke tro på. Der er ikke noget, der skriver sig selv. Det er hårdt at skrive. Jeg kender rigtig kloge mennesker, som ville have været dygtige, dygtige forskere, hvis de kunne finde ud af at lukke døren og få skrevet deres ting.

- Når det så er sagt, fortsætter hun med et lille smil, så er det at være forsker jo også en masse andet. Man rejser på konferencer og til interessante faglige møder, man læser en masse spændende litteratur og møder folk fra hele verden. Jeg synes, det er et privilege­ret arbejde.

Nysgerrighed er motoren, der driver projekterne frem

Det var som studentermedhjælp på Køgeprojektet, at Pia Quist første gang mærkede det, der i dag er drivkraften bag hendes forskning; nysgerrigheden. Hun blev bidt af selv at være ude i marken, at arbejde med data fra den virkelige verden, som hun selv har været med til at indsamle, og af at undersøge og grave ny viden frem, som ingen andre har fundet.

- Jeg prøver hele tiden at holde fast i den nysgerrighed, som jeg oplevede første gang i forbindelse med Køgeprojektet. At holde fast i nysgerrigheden i forhold til at finde ud af noget nyt. Noget, vi ikke vidste i forvejen. Det er den drivkraft, der ligger bag min forskning, fortæller hun.

- Og noget tyder på, at Pia Quist har et godt, solidt greb om nys­gerrigheden. For man mærker den tydeligt, når hun begejstret for­tæller om sit nye forskningsprojekt. Og ambitionerne for projektet er store. ’Sprog og sted’ skal nemlig munde ud i intet mindre end en ny sociolingvistisk teori om den senmoderne sprogbruger, der kan sige noget om, hvordan sprog varieres, når mennesker bevæger sig socialt og geografisk.