Forsker i orkanens øje – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Forside > Artikler > Forsker i orkanens øje

13. marts 2015

Forsker i orkanens øje

forskning

Sandsynligheden for, at du er stødt på Dennis Meyhoff Brink i medierne i løbet af januar, er stor. Forskeren beskæftiger sig med religions-satire, og han har tilbragt en stor del af årets første måned på tv og i avisernes spalter, hvor han har kvalificeret debatten om religionssatire. Humanist har mødt forskeren, der med sin viden bidrager til, at den offentlige debat foregår på et mere oplyst grundlag.

Af Pernille Munch Toldam

Hvad forsker du i?

- Jeg forsker i den europæiske religionssatires historie med særligt fokus på engelsk, fransk og tysk satire fra middelalderen til i dag. Nogle af de centrale spørgsmål, jeg forsøger at besvare, er: Hvem og hvad har religionssatiren latterliggjort til forskellige tider? Hvilke billedformer og metaforer har den betjent sig af? Hvilke magtformer reagerer den imod, og hvilke betjener den sig selv af? Hvilken indvirkning har den haft på europæiske subjekter og samfund? Og hvorfor har der været så stor modstand imod satire?


Dennis Meyhoff Brink

Født 1974. Forsker i den europæiske religionssatires historie og vejleder og underviser i en række litteratur- og kulturhistoriske samt teoretiske emner fra middelalderen til i dag.
Ekstern lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, hvorfra han også er kandidat.

Hvorfor interesserer du dig for karikaturtegninger og satire?

- Af flere grunde: For det første har Europa haft en ualmindelig omfattende tradition for religionssatire, og vi er os ikke bevidste om, i hvor høj grad den har været med til at forme vores værdier og vores samfund. For det andet er religionssatire blevet aktuelt igen – senest med det tra­giske attentat på Charlie Hebdo – og det rejser en masse vanskelige spørgsmål om, hvad satire er godt for, hvad satire må og ikke må osv.  

Oplever du, at der er interesse for din viden uden for universitetet?

- Ja, det oplever jeg i høj grad. Det er et aktuelt emne, som optager mange. Og samtidig er der stort set ingen, der rigtig kender den europæiske tradition for religionssatire. Det meste af den er havnet i glem­mebogen. Så jeg får mange henvendelser om foredrag, og i perioder er der mange journalister, der ringer for at spørge om et eller det andet.

Hvordan har du det med det store fokus, der har været på dig og din viden om karikaturtegninger de seneste uger?

- Indtil videre har jeg det helt okay med det. Jeg synes, det er vigtigt, at man som forsker bidrager med sin viden, hvis man kan. I de fleste tilfælde bidrager det jo til, at den offentlige debat foregår på et mere oplyst grundlag. Nogle gange kan man selvfølgelig godt synes, at journalister forsimpler det, man siger, eller sætter det ind i en forkert sam­menhæng. Men generelt er jeg nu ganske godt tilfreds. Og min mor synes, det er sjovt at se mig på skærmen.

Hvor mange henvendelser har du (cirka) fået fra medierne i forbindelse med Charlie Hebdo-sagen?

- Det har jeg faktisk ikke helt overblik over, men jeg vil tro, at jeg har været i medierne omkring 40 gange siden det forfærdelige attentat på Charlie Hebdo. Og man snakker som regel med journalisterne nogle gange inden, så jeg har vel fået lidt mere end 100 henvendelser i alt. Det var temmelig hektisk den dag, attentatet fandt sted, og den dag den nye udgave af Charlie Hebdo udkom. Men ellers har det været gan­ske stille og roligt.

Får du respons fra ’almindelige’ danskere, når du, som du gør i øjeblikket, deltager i den offentlige debat?

- Ja, der er overraskende mange, der har skrevet venlige mails, hvor de takker for mit bidrag. Jeg har også fået en del venlige henvendelser fra herboende franskmænd og kolleger fra andre universiteter. Det varmer selvfølgelig. Der har dog også været mindre positive kommentarer. Jeg har modsagt nogle, som jeg mener, misforstår Charlie Hebdo, og det har ført til, at jeg er blevet skudt alle mulige ting i skoene, som jeg hverken har skrevet eller ment. Det kan opleves som meget urimeligt, men det må man nok bare tage med.

Hvad synes du, at du kan bidrage til debatten med?

- Jeg har brugt en del år på at studere religionssatirens historie, og jeg kender Charlie Hebdo ret godt, så jeg kan vel især bidrage med noget baggrundsviden om bladet og om den tradition, det indgår i. Jeg er ikke specielt ivrig efter at deltage i debatter, men jeg har syntes, at det var nødvendigt i et par tilfælde, fordi nogle debattører har fremstillet Char­lie Hebdo som et racistisk blad. Det, mener jeg, er helt misforstået, da Charlie Hebdo i årevis har bekæmpet racisme. Så jeg håber, at jeg har bidraget til at udrydde nogle misforståelser.

Hvad er det bedste ved at forske?

- Det bedste ved at forske er, når man opdager et kontinent, som ingen har kortlagt endnu. Sådan synes jeg, det er at udforske den europæiske religionssatire, og det er berusende. I det hele taget er det skønt at blive klogere og klogere, efterhånden som man får tygget sig igennem mere og mere stof. Det kan man godt blive afhængig af. Jeg kan også godt lide at undervise. Og så har man en høj grad af frihed som forsker. Der er ikke mange andre jobs, hvor man kan følge sine interesser og selv tilrettelægge sin arbejdsdag.   

Hvad er det værste?

- Det værste er nok, at man mest arbejder alene. Man er ikke del af et team, og man har ikke nogen at dele sine successer og fiaskoer med. Hel­digvis er der ved at komme en større samarbejdskultur på universiteterne, men langt de fleste akademiske tekster på humaniora skrives stadig af en person. Jeg vil gerne skrive mere sammen med andre i fremtiden. En anden ulempe er, at man er underbetalt, når man er ekstern lektor, sådan som jeg er.

Har du en yndlingskarikaturtegning?

- Ja, i øjeblikket er det nok et billede af den engelske satiriker William Hogarth. Billedet hedder Credulity, Superstition, and Fanaticism og er fra 1762. Det er egentlig en parodi på overtro og fanatisme i den meto­distiske kirke, men samtidig karikerer det også en række katolske troslærdomme. På den måde inviterer det publikum til at spørge sig selv, om der mon ikke også er noget galt med den anglikanske kirke, som man ikke sådan kunne parodiere dengang. Hogarth får altså sit publikum til at forestille sig den satire, han ikke kunne tegne. Det er meget snedigt.  

Hvis det ikke var blevet forskning, hvad ville du så lave?

- Livet består af så mange tilfældigheder, så det er ikke til at sige, hvor jeg ville være endt, hvis jeg havde fået et puf i en anden retning på et tidspunkt. Men hvis jeg ikke får en fast stilling på universitetet, så kunne jeg godt tænke mig at lave nørdede programmer til DRK eller skrive lærebøger eller, hvem ved, måske skrive en religionssatirisk roman.