Praktikdagbog fra Abu Dhabi – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Forside > Artikler > Praktikdagbog fra Abu...

13. marts 2015

Praktikdagbog fra Abu Dhabi

Af Thomas Appelquist, stud.mag.

Praktik

Studerende på mellemøststudier Thomas Appelquist skrev i sidste nummer af Humanist fra Melbourne i Australien, hvor han var på udvekslingsophold. Hen over nytåret er Thomas draget videre ud i verden, og han befinder sig nu i De Forenede Arabiske Emirater, hvor han det næste halve år skal være praktikant på den danske ambassade i Abu Dhabi. Her beskriver han sin første uge på ambassaden.


Thomas Appelquist
28 år og mellem- øststuderende på 5. år på Institut for Tværkulturelle og 

Regionale Studier på KU. Tilbringer dette semester på den danske ambassade i Abu Dhabi i De For­enede Arabiske Emirater, hvorfra han vil skrive for Humanist.

Dag 1

Klokken er 13 lokal tid. 8 dansk tid. Jeg stiger lettet ud af flyveren, der for 17 timer siden fløj fra Melbourne med kurs over Det Indiske Ocean. En tur ikke helt uden turbulens. Luften er varm og tør, men ikke så varm som i Australien, hvor jeg de sidste seks måneder har studeret geopolitik, og som lige nu kæmper mod de værste skovbrande i 30 år.

Et emne, der dominerede de australske nyheder sammen med reportagerne fra Paris og Charlie Hebdo-angrebet. Det er nogle helt andre udfordringer, der venter landet her og mig, tænker jeg, inden jeg slutter mig til de øvrige passagerer i lufthavnsbussen. Den skal bringe os til terminalen, hvor det tvungne bagageritual, der, alt efter land og lufthavn, kan vare mellem 5 minutter og en time, kan begynde. 15 minutter senere er ritualet slut.

Med tasken på ryggen og et jakkesæt i hånden bevæger jeg mig mod exit, hvor den nuværende ambassadepraktikant Natalie venter på mig.

Hun er høj og charmerende, og jeg er lige pludselig bevidst om min fremtoning efter 17 timer klemt nede i et flysæde. Vi går sammen ud til bilen, der skal tage os fra Dubai lufthavn til Abu Dhabi.

"Om mindre end 24 timer skal jeg repræsentere Danmark i De Forenede Arabiske Emira­ter som praktikant på den danske ambassade.

Thomas Appelquist

Det er fredag. Første dag i weekenden, som i Emiraterne og i mange af de mellemøstlige lande tæller fredag og lørdag. Jeg vågner alt for tidligt, på et hotel jeg havde booket i forvejen. Køreturen fra lufthavnen i går var behagelig, og den fik mig til at se endnu mere frem til mit ophold – havde det ikke lige været, fordi Natalie lancerede, at vi skulle forbi ambassaden og hilse på ambassadøren og forsvarsattachéen. Hvis jeg ikke havde været bevidst om min fremtoning tidligere, blev jeg det nu. Folk, der har rejst over store distancer og derefter udmattet har skullet præstere i en eller anden henseende, ved, hvilken fantastisk automatpilot-funktion de fleste af os besidder. På den måde hilste jeg høf­ligt på både blæksprutten Rama´kash fra Indien, den anden nuværende praktikant Christian, en gæv jyde, forsvarsattachéen Jesper, som bor i nabovillaen, og endelig ambassadøren, Poul Hoiness, der i snart 40 år har arbejdet for Udenrigsministeriet. Jeg fik en rundvisning i den treeta­gers store villa, som udgør ambassaden, blev sat ind i sikkerhedsprocedurerne og de nuværende praktikanters projekter og fremgangsmåder – hvilket jeg ikke huskede noget som helst af 45 minutter senere, da jeg blev kørt til hotellet og dejsede om.

 


Abu Dhabi

De Forenede Arabiske Emirater består af syv småstater, der samarbejder på det indenrigs- såvel som det udenrigs­politiske område. Befolkningstallet i hele landet er over 9,3 mio. Her udgør den lokale befolk­ning 1,4 mio. af indbyggerne, mens resten består af gæstearbejdere.

I dag har Christian og Natalie inviteret mig til et poloarrangement, som viser sig at være et arrangement med fri bar og et luftshow, som fuldstændig overskygger selve polokampen.

Ikke overraskende slutter aftenen med, at vi tager videre på bar, på et hotel ikke langt fra ambassaden. Christian bliver nødt til at tage hjem, da han skal assistere ambassadøren ved en konference tidligt næste dag. ”Stakkels dig”, driller vi, inden vi hopper ud af taxaen og ind på baren, der til forveksling velsagtens kunne ligne en hvilken som helst bar i Vesten.

Dag 3

Første nat på ambassaden. Jeg har fået gæsteværelset, indtil en af de andre praktikanter flyver hjem. Værelset i sig selv er en lille lejlighed, og samtlige værelser har eget bad og toilet. Jeg bemærker, hvor stille her er, da jeg går ned i køkkenet og stjæler noget af Natalies te, honning, og rugbrød – noget, jeg ikke har fået i mange måneder, og som til min stadige undren ikke er videre kendt uden for Skandinavien.

Dagen går med at danne mig et overblik over fremtidige arbejdsopga­ver, projekter og private rutiner. Jeg bemærker, at omgivelserne er gode at løbe i – men at det nærmeste supermarked er for langt væk til at kunne gå. En taxatur til supermarkedet koster 15 dirham, ca. 27 kr., og her opdager jeg, til min slet skjulte skuffelse, at mange af priserne på mad ligner de danske.

Dag 4

Jeg står midt i et kæmpe kongrescenter med den anden nuværende praktikant Christian. Første arbejdsdag. World Future Energy Summit (WFES) er en årlig konference i Abu Dhabi, hvor fokus er på grøn og bæredygtig energi. Omkring os mellem standene myldrer horder af mænd iført enten jakkesæt eller golfens traditionelle hvide gallabia, der indikerer status og tilhørsforhold til eliten.

Jeg har stadig lidt jetlag efter at have krydset syv tidszoner et par dage forinden, og jeg spekulerer på, om jeg ser for uengageret ud, mens Christian og jeg står og snakker om Emiraternes energipolitik, der står i skarp kontrast til Australiens. Her, i Australien, er den gængse opfattelse af klimaændringer som menneskeskabte forkastet af den konservative regering, og troen på kul og fossile brændstoffer er lige så insisterende som de hedebølger og uvejr, der, især i det sydlige Australien, efterhånden sætter kedelige rekorder hvert år. I modsætning hertil står Emiraterne, der på trods af at være verdens ottende største eksportør af olie og gas, sponsorerer adskillige grønne projekter og initiativer. WFES, som Emiraternes kronprins Mohammed bin Zayed Al Nahyans er protektor for, er et symbol til omverdenen om Emiraternes dedikation til bæredygtig omstilling. Vores snak afbrydes af en repræsentant fra et energisel­skab, der ikke umiddelbart er kendt for deres miljøhensyn. Flere gange i dag har folk taget os for enten partnere eller konkurrenter, hvilket også viser sig at være tilfældet nu. Vores opgave her er tosidet: Vi er til stede for at vise, at Danmark bakker op om Emiraternes klimavenlige ambitioner, samtidig med at vi gør det klart, at Danmark selv er en nation, der sigter mod bæredygtig og grøn energi. På nuværende tidspunkt kommer mere end 30 % af vores energi fra vindenergi, så på blandt andet det område kan Danmark bidrage med teknologisk og praktisk know­how til udviklingslande. Uden udsigt til at kunne indgå en lukrativ aftale fordufter repræsentanten hurtigt. Et par timer senere forlader Christian og jeg kongressen, og tilbage på ambassaden stryger jeg direkte i seng.

Dag 5

Jeg bliver tilbage på kontoret i dag. Jeg har sovet godt, og jetlagget er næsten forsvundet. Christian er taget til energikongressen, og jeg forbereder en politisk analyse af Emiraternes politik vis-a-vis Irans atomprogram. Det er ikke en analyse, som bliver færdig de næste par dage. Jeg får samtidig mulighed for at hilse på de øvrige ansatte på ambassa­den. Jameel, ambassadørens chauffør og administrative altmuligmand, er fra Palæstina og en lille munter gut. Jeg spørger ind til hans familie, og han virker begejstret over min interesse i hans personlige forhold. Spørgsmål, der måske havde virket pågående for en dansker, bliver ofte betragtet som ganske normale og høflige blandt arabere. De to syrere, Ruba og Obada, er en del af det administrative personale, og de vareta­ger blandt andet oversættelsesopgaver og andre generelle sekretæropgaver. Begge virker lidt reserverede, og jeg grubler over, om de har familie i Syrien. Jeg spørger ikke. Dagen slutter kl. 17.15, og jeg færdiggør et par personlige hængepartier, inden jeg går i seng.

Dag 6

Jeg bliver vækket af Fajr-bønnen, den første bøn ved daggry. Jeg undrer mig over, at jeg først nu har lagt mærke til den, taget i betragtning at den danske ambassade ligger lige over for Sheik Zayed Grand Mosque, en prægtig stor hvid moske. Islams rolle i de forskellige mellemøstlige lande er en pudsig størrelse. I Emiraterne spiller Islam en mindre markant rolle, end den eksempelvis gør i Egypten, forstået på den måde at den herskende familie, nationen og beduintraditionerne udgør lige så vigtige ingredienser i det emiratiske samfund. En pragmatisk forklaring på dette kan være det faktum, at Emiraterne er et lille land, der lig­ger mellem to regionale stormagter, Saudi Arabien og Iran, med hvilke Emiraterne har uløste grænsestridigheder. Så for at opnå politisk indfly­delse, regionalt såvel som internationalt, er det vigtigt at vise national identitet og derved en legitim ret til at eksistere.

Dag 7

Som jeg afslutter torsdagens opgaver og forbereder mig på weekenden, tænker jeg over de næste seks måneder i Abu Dhabi. Jeg har været væk fra Danmark i syv måneder nu, og jeg bliver ofte spurgt, om jeg ikke savner Danmark, og hvorfor jeg lige har specialiseret mig i Mellemøsten. Der er intet bedre sted end Danmark, som har givet mig og en masse andre rettigheder og privilegier, der er få forundt. De privilegier ser jeg gerne også er mulige for kommende generationer, og det er netop en af grundene til, at jeg har valgt at arbejde for danske interesser i udlandet.

En anden grund er, at vi ofte glemmer, at vi deler mange ligheder med folk på tværs af kulturer. Det er en forglemmelse, som kan blive problematisk, når politikere fremhæver forskelle, eller når få individer holder islam som gidsel, og i dets navn udøver terror. Faktum er, at langt de fleste af os, hvad enten vi er vesterlændinge, arabere eller noget tredje, ønsker at leve uden konflikter, i fred og fordragelighed og uden frygt for hinanden. Det kræver forståelse, og det er et mål, der er værd at arbejde for.