Refererer du korrekt? – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Forside > Artikler > Refererer du korrekt?

16. marts 2015

Refererer du korrekt?

Opgavehjælp

Et nyt website på IVA giver nem indføring i, hvordan du udarbejder bibliografiske referencer.

Af Bo Gerner Nielsen og Bodil Christensen,
Det Informationsvidenskabelige Akademi (IVA)

Bibliografiske referencer – eller litteraturhen­visninger – skal der altid være i tekster, der bygger på andres arbejde. Det gælder både meninger, vurderinger, talmateriale, modeller, resultater og konklusioner.

 


Referer korrekt

På Det Informationsvidenskabelige Akademis nye site får du fx gode råd til, hvordan du laver teksthenvisninger og konkrete eksempler på, hvordan du laver litteraturlister.

Sitet er udar­bejdet af Annette Skov fra Danmarks Biblioteksskole og revideret af blandt andre Bo Gerner Niel­sen og Christine Nordentoft fra IVA.

Læs mere på iva.ku.dk/refererkorrekt

Det er de færreste i den videnskabelige verden, der modtager åbenbaringer. De fleste videnskabelige arbejder bygger på en lang kæde af påvirkninger og inspirationer fra andre. Ny viden bliver til, ved at forskere billedligt talt står på skuldrene af hinanden og bygger på et fælles fundament af viden, undersøgelser og erfaringer. Hovedformålet med at udarbejde referencer er derfor at underbygge sit eget arbejde ved at yde dokumentation for teksten og samtidig sikre genfinding af kilder.

Ærlighed varer længst

De kilder, man bygger på, er resultatet af hårdt arbejde, derfor er det uærligt ikke at give sine kilder den kredit, de fortjener. Desuden skal man dokumentere sine synspunkter, og hvis disse stammer fra andre, skal det klart fremgå. Læseren skal kunne vurdere, om det pågældende arbejde bygger på et gyldigt grundlag, eller om vigtig information mangler. Denne vurdering kan kun foretages, hvis der er redegjort for brug af kilder i form af referencer. Der er tale om en balanceakt på flere punkter. Hvis man citerer andre i meget stort omfang i forhold til ens egne resul­tater, analyse og diskussion, kommer produktet til at savne originalitet. Hvis man undlader at gøre det, bliver det subjektivt og udokumenteret og dermed uvidenskabeligt.

Men det er snyderi ikke at angive sine kilder! Plagiering og dermed snyd kan i værste tilfælde resultere i bortvisning!

Skal man have referencer
på alt?

For folk, der ikke er trænede i viden­skabelig publicering, kan det være svært at vurdere, hvor langt dokumentations­kravet går. Skal man også dokumentere det, vi alle sammen ved? Tommelfingerreglen er, at når en viden er helt ukon­troversiel og udgør en del af det fælles grundlag, som alle i professionen deler, fx at Newton er tyngdelovens fader, eller at Hitler skrev ’Mein Kampf’, behøver man ikke at føre sandhedsbevis for det. Men ellers gælder det, at man hellere skal anvende én reference for meget end én for lidt.

No namedropping, please

Set ud fra den enkelte forfatters synspunkt kan der være mange grunde til at citere andres arbejde. Nogle af disse grunde har karakter af videnskabelige uvaner. ’Namedropping’, at man refererer andre i bundter som dokumentation for synspunkter, der ikke er centrale i ens værk, er nok den værste. Bibliografiske referencer handler om dokumentation og gen­finding, ikke om udstilling af egen belæsthed.

En anden uvane kan findes i forholdet til ens egne tidligere publikationer. Her gælder det, at man skal citere eget tidligere arbejde, hvis man anvender/genbruger det. Ellers kaldes det for selv-plagiering. Omvendt skal man ikke citere sig selv i for høj grad, hvis der ikke er anden grund end at promovere sig selv.