Humanisterne har for længst forladt elfenbenstårnet – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Forside > Artikler > Humanisterne har for l...

16. april 2015

Humanisterne har for længst forladt elfenbenstårnet

forskning

Humaniora lider stadig under et ry som elfenbenstårn befolket af verdensfjerne forskere. Men det er en myte, viser ny stor undersøgelse: Over 60 procent af humanioras forskere samarbejder flittigt med deres kolleger fra naturvidenskab, medicin og samfundsvidenskab. Og så bidrager de i meget stort omfang til den offentlige debat og meningsdannelse.

Af Carsten Munk Hansen

- Humanioras ry som verdensfjern institution har ikke meget med virkeligheden på de humanistiske fakulteter at gøre i dag. Forskere og studerende yder et meget væsentligt bidrag til det danske vidensamfund på mange forskellige fronter, og det er ikke bare noget, vi går og siger til os selv; vi har omfattende empiriske undersøgelser, der kan dokumentere det.

Sådan lyder det fra forskningsleder og postdoc David Budtz Pedersen fra det tværfaglige forskningsprojekt Humanomics: Mapping the Humanities, som har til huse her på Det Humanistiske Fakultet. Sammen med professor Frederik Stjernfelt står David Budtz Pedersen i spidsen for projektet, som har til formål at kortlægge humanvidenskaberne i Danmark. Og de empiriske undersøgelser, han omtaler, er en del af den kortlægningsproces.

- Vi har blandt andet gennemført en national spørgeskemaundersøgelse blandt humanistiske forskere med over 1100 respondenter for at få indblik i, hvad humanisterne forsker i – og ikke mindst hvordan de forsker: Vi har i den forbindelse lavet netværksanalyser af, hvordan humanisterne søger penge, og hvordan de producerer og formidler forskningsresultater på tværs af fagområder.

Samarbejde på kryds og tværs

Samarbejde har vist sig at være et af nøgleordene for den måde, som humanistiske forskere arbejder på, da de ifølge Humanomics’ undersøgelser i meget høj grad indgår i tværfaglige projekter. Myten om den ensomme forsker er med andre ord netop en myte:

- 0ver 60 procent af de humanistiske forskere arbejder aktivt sammen med forskere fra andre hovedområder som samfundsvidenskab og naturvidenskab – og med kolleger internt på humaniora. Og ikke nok med det: De søger også penge til nye projekter sammen med andre forskere, hvilket vil sige, at der bliver produceret en masse forskning på tværs af de traditionelle faglige skel, forklarer David Budtz Pedersen.

Undersøgelserne fra Humanomics har også vist, at de humanistiske forskere heller ikke bekender sig til én bestemt disciplin, men at hver disciplin indeholder en række forskellige forskningsstile eller tilgange, som forskerne benytter sig af, og som passer til deres projekter og interesser.

Selvfølgelighedens paradoks

Den store diversitet til trods bliver humaniora ofte omtalt som et fænomen, man gerne udtaler sig generaliserende – og ofte temmelig nedladende – om. Et af de typiske kritikpunkter er, at humanistisk viden ikke bidrager til samfundet på samme måde som fx læge- eller naturvidenskaben.

- Udfordringen for humaniora er det, jeg kalder et selvfølgelighedens paradoks. Det vil sige, at humanistisk viden er så allestedsnærværende i den offentlige sfære, at vi glemmer, at den viden faktisk kommer et sted fra og skal plejes og holdes ved lige ligesom den viden, som bliver skabt af andre typer af forskere. Et aktuelt eksempel er de forfærdelige terroran­greb i Frankrig og Danmark. I dagene efter angrebene blev en lang række forskere hidkaldt af danske og internationale medier for at hjælpe os til at forstå fransk kultur, religionssatire og radikalisering. Ja, det var ganske rigtigt humanistiske forskere, men det tror jeg ikke, at særlig mange tænkte over.

"Udfordringen for humaniora er det, jeg kalder et selvfølgelighedens paradoks. Det vil sige, at humanistisk viden er så allestedsnærværende i den offentlige sfære, at vi glemmer, at den viden faktisk kommer et sted fra og skal plejes og holdes ved lige ligesom den viden, som bliver skabt af andre typer af forskere.

David Budtz Pedersen

Humaniora ligger ifølge David Budtz Pedersen inde med et beredskab af viden, som samfundet trækker på, når svært forståelige menneskelige fænomener skal sættes i perspektiv og kontekstualiseres. Den viden og vidensspredning skal synliggøres, så folk kan se effekten af den. Det er et fokusområde for Humanomics, for det vil kunne rykke afgørende ved opfattelsen af humaniora i samfundet:

- Tænk bare på, hvor meget naturvidenskabelig viden, der meget sjældent eller aldrig finder anvendelse, men som foregår ude i et bagkon­tor, hvor skøre forskere i kitler afprøver vilde teorier. Det kan folk faktisk sagtens acceptere. Og det kan de, fordi de kan se, at naturvidenskabelig viden, når den så bliver sat i spil, har en afgørende effekt. Men det har den humanistiske jo også, og når vi kan vise den, bliver det nemmere for folk at acceptere, at vi beskæftiger os med ”sære ting” som fx den europæiske religionssatires historie.

De studerende skal bruges i forskningen

Ud over at Humanomics-projektet følger trenden i humanistisk forskning ved at være tværdisciplinært sammensat, dyrke flere forskellige videnska­belige tilgange og formidle sine resultater i offentligheden, er David Budtz Pedersen glad for, at projektet fra begyndelsen har gjort en dyd ud at bruge de studerende aktivt i forskningen.

- Vi har femten tilknyttede forskere med så forskellige baggrunde som sociologi, historie, biologi, psykologi og filosofi, og fem af dem er stude­rende. Vi kan se, at der er en stor værdi i at knytte de studerende tæt til forskningen; vi bruger dem blandt andet til at skrive specialer om emner, vi ikke selv har mulighed for at udforske, og til at se ting fra nye og over­raskende perspektiver. Jeg vil faktiske mene, at det ikke vil kunne lade sig gøre at drive et forskningsprojekt som vores uden at involvere studerende i det, fortæller David Budtz Pedersen og fortsætter:

- Inden for sundhedsvidenskaben er det direkte utænkeligt at drive et projekt uden dygtige studerendes arbejdskraft, og sådan bør det også være på humaniora. Det handler ikke om, at alle studerende skal være for­skere, for ud over den væsentlige arbejdskraft, de leverer til projekterne, og den læring, der er i det, tager de studerende meget vigtige kompeten­cer med sig ud i verden bagefter. De lærer fx at indgå i hverdagen på en vidensarbejdsplads og organisere viden til brug for andre end dem selv – noget, som bliver vigtigere og vigtigere at kunne. Så en tættere veksel­virkning mellem forskning og undervisning vil være gavnlig for både stu­derende og forskere.

David Budtz Pedersen tilføjer, at de studerende er nogle af humanioras vigtigste ambassadører, og at hvis de bliver inddraget i forskningen på en mere systematisk måde, vil det også styrke deres faglige selvtillid og der­med udvekslingen mellem humaniora og samfund.

- Vi kan nogle gange fornemme, at de studerendes selvtillid lider lidt under, at de hele tiden hører, at humaniora er i krise. Vi tror, at en af måderne at løfte deres selvtillid på er ved at inddrage dem i forskningen og debatten og vise dem, at de er vigtige for udviklingen af det fremtidige humaniora.