Kulturformidler med stort K – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Forside > Artikler > Kulturformidler med st...

06. september 2016

Kulturformidler med stort K

Tekst: Astrid Sandvad Kudahl

Kulturformidling

Rasmus Brendstrup er kandidat i moderne kultur og kulturformidling og programredaktør i Cinemateket på 9. år. Her kuraterer han filmserier fra ind- og udland og praktiserer det, han selv kalder ’mange-facetteret kulturformidling’. Senest har han præsenteret den historiske filmserie ’Iran 1960-90’. Den giver et indblik i iransk kultur før den islamiske revolution og fuldender et forløb, som hans speciale om iransk film i sin tid startede.


Den havde været længe undervejs, den iranske filmserie, som i juni måned løb over Cinematekets lærreder. Lige siden Rasmus Brendstrup, filmseriens ophavsmand, afleverede sit speciale om iransk film tilbage i 2003, havde han drømt om at præsentere publikum for den rige iranske filmskat, som for mange danskere er ukendt land.

- Det var en cirkel, der blev sluttet med fuld musik, drikkelse og dj’s. Vi ville vise, hvor alsidig kunstscenen i Iran faktisk var dengang før revolutionen. Alt det, der er en del af Irans historie, men som vi har en tendens til at gemme bort, fortæller han om filmserien, som netop er afsluttet, da Humanist møder ham i en frokostpause i Kongens Have, Cinematekets fornemme og grønne nabo.


Rasmus Brendstrup

 

BA i litteraturvidenskab og cand.mag. i
moderne kultur og kulturformidling fra HUM med et speciale om iransk film.

 

Siden 2006 ansat som programredaktør i Cinemateket.

 

Du kan se Rasmus Brendstrups anbefalinger til iranske film, du skal se, på filmsitet Close-Up.

 

Blandt filmene er Jafar Panahis 'Cirklen' (2000), Asghar Farhadis 'Nader og Simin - en separation' (2011), Mohsen Makhmalbafs 'Salaam Cinema' (1995) og Forugh Farrokhzads The House is Black (1963).

Passionen for iransk film har groet i Rasmus Brendstrup, siden han som kandidatstuderende kastede sig over den iranske filminstruktør Abbas Kiarostamis værker. Karrieren som kyndig i iransk film kickstartede dog ikke helt sig selv, for selvom passionen var oprigtig, så drillede specialeskrivningen, og til trods for flere års tilløb kunne han ikke rigtig komme i gang. Det var som om, at alle de konklusioner, han kunne komme frem til, ikke helt rummede den iranske films kompleksitet.

Tæt på at ende som humanistisk evighedsstuderende (det kunne man være dengang, red.) indså han, at noget måtte gøres. Med et lille legat i lommen rejste han derfor på inspirationstur til Iran.

Indgangen til specialet gik gennem Iran

- I Iran så jeg, hvordan iransk film ser ud set fra Iran. Det viste sig at være nøglen til mit speciale, fortæller han og uddyber:

- Jeg havde på forhånd set nogle fantastiske iranske film, som med en blanding af socialrealisme og lokalkolorit, autenticitet og noget åndeligt, var så homogene, at jeg tænkte, at de måtte være typisk iranske. Men da jeg kom til Iran, viste det sig, at det, som i Vesten var blevet hypet som typisk iransk, ikke var en skid typisk iransk.

Efter turen til Teheran skrev specialet stort set sig selv. Men ønsket om at formidle de film, han havde fået øjnene op for i Iran, stoppede ikke ved skrivebordskanten. Allerede inden specialet var afleveret, blev Rasmus Brendstrup inviteret til at kuratere en iransk filmserie i Cinemateket. Et undervisningsforløb om iransk film på film- og medievidenskab blev det også til og adskillige anmeldelser og filmforedrag.

- Man bliver hurtigt landsdækkende ekspert på noget, der er så smalt et forskningsfelt, forklarer han med et smil. De mange sideløbende aktiviteter var ikke bare gode erfaringer for ham, men også enormt motiverende, fordi de viste, at der faktisk var et publikum for det, han beskæftigede sig med.

I dag, mange år senere, er der stadig et publikum. Det vidner juni måneds iranske film i Cinemateket om. Biografsalene, de samme som Rasmus Brendstrup i sin tid som specialestuderende præsenterede sin første iranske filmserie i, har været velbesøgte.

- Det føles som om, at jeg vender tilbage til den hellige ild. At stå foran så mange mennesker og konstatere, at det er mange af de samme mennesker, som var med til at skubbe mig i gang med specialet, og som har været mine referencepunkter, siden jeg selv begyndte at arbejde med iransk film, det er meget tilfredsstillende.

Mangefacetteret kulturformidling

Selvom Rasmus Brendstrup føler, at han med den iranske filmserie er vendt tilbage til udgangspunktet, så har han i virkeligheden ikke flyttet sig særlig meget siden specialet. Han nåede kun at have et enkelt andet job, inden han startede som programredaktør i Cinemateket. Her har han i foreløbig ni år levet af at kuratere filmserier fra ind- og udland. Japanske, sydamerikanske, franske, arabiske og så selvfølgelig et hav af danske film har fyldt hans arbejdsdage ud.

Det er dog sjældent, at han kun holder sig til filmmediet, og den aktuelle iranske filmserie resulterede også i litteraturoplæsninger, livemusik, pophits på vinyl og indtagelse af iranske specialiteter som fårehjerne og testikler.

- De ledsagende arrangementer giver et indblik i, at filmenes fortællinger er levet liv og ikke kun noget, der finder sted på et filmlærred, forklarer han.

’Mangefacetteret kulturformidling’ kalder Rasmus Brendstrup sit arbejde som programredaktør. Jobbet er i høj grad en øvelse i at omsætte akademisk, kunstnerisk og historisk viden til budskaber, som kan formidles til et filmpublikum - noget han blev klædt på til allerede i sin studietid:

- På kandidaten i moderne kultur og kulturformidling blev jeg tvunget til at sammentænke forskellige former for kulturprodukter og til at arbejde med kulturformidling i et bredt perspektiv, og de øvelser trækker jeg stadig på i dag, forklarer han og peger samtidig på en række grundfag, som også har haft betydning for hans måde at arbejde på i dag:

- De grundfag, som handlede om forholdet mellem by og menneske og kunst og om forholdet mellem de forskellige kunstarter, har været enormt konstruktive. De har gjort, at jeg er meget åben for at diskutere mode eller musik ind i en film, som handler om et mord. Det er slet ikke fremmed for mig at tage kontakt til musikkonservatoriet eller et museum, forklarer Rasmus Brendstrup, som fx i forbindelse med den iranske filmserie har samarbejdet med en santurspiller, en litteraturoversætter og en universitetslektor

Gode film gør folk til bedre mennesker

Det lyder meget festligt alt sammen, når Rasmus Brendstrup fortæller om sit arbejde, men selv kulturformidlere har kedelige kontordage:

- Der er mange møder og meget papirarbejde i min stilling. Det, synes jeg, er kedeligt, og jeg kunne sikkert blive bedre til det, indrømmer han, men understreger straks, at der stadig er tale om et passionsdrevet job, her ni år efter han startede.

- Det bedste ved jobbet er den kreative frihed og pladsen til at tænke i nye formidlingsbaner. At kunne følge en idé fra tegnebrættet til publikums reaktion er enormt givende.

Mødet med publikum er i det hele taget altafgørende for Rasmus Brendstrups arbejdsglæde:

- Det er bare sjovere at opleve kunst sammen med andre, og jeg er sindssygt nysgerrig efter at vide, hvad publikum får ud af de film, vi giver dem. Det er ikke sikkert, at jeg er enig i deres tolkning, men det, at de bruger filmen til at gå i dialog og blive klogere, det er for mig et tegn på, at min mission er fuldført, forklarer han, inden han slynger sit yndlingscitat af den iranske filminstruktør Mohsen Makhmalbaf på banen:

- Jeg er ikke bekymret for censurinstanserne, for når de ser filmene, så bliver de jo bedre mennesker.

Det giver anledning til Rasmus Brendstrups egen konklusion:
- Gode film gør folk til bedre mennesker. Man bør se så mange gode film som muligt med så mange mennesker som muligt, for så spreder man både visdom og lykke.