Det er blevet unaturligt at passe sine børn selv – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Forside > Artikler > Det er blevet unaturli...

10. november 2016

Det er blevet unaturligt at passe sine børn selv



Privatfoto:  Josefine Weng

Tekst: Carsten Munk Hansen

Daginstitutioner

I dag sender ordentlige forældre deres børn i daginstitution. Det lærte humaniorastuderende Josefine Weng, da hun valgte at holde sin søn hjemme, til han var halvandet år gammel – hvilket omgivelserne havde svært ved at forstå. De negative reaktioner vakte hendes faglige nysgerrighed, og i artiklen ’Den usynlige revolution’ undersøger hun, hvordan daginstitutionerne i løbet af blot 40 år er blevet så fasttømret en del af danske familiers liv, at alternativer nu betragtes som unaturlige.


91 procent af danske børn på et år er indskrevet i en daginstitution. De tilsvarende tal i Norge og Sverige er henholdsvis 71 procent og 49 procent. Danske børn opholder sig også længere i daginstitutionerne end børn i andre lande; et dansk barn bruger gennemsnitligt 37,5 timer om ugen i vuggestuen eller børnehaven.

- Det er ikke helt forkert at sige, at danske børn er institutionsbørn. Tallene viser i hvert fald indiskutabelt, at daginstitutionen er normen i Danmark. Det er måske ikke så overraskende. Men det, der til gengæld har overrasket mig, er, at en diskussion af daginstitutionens centrale position i samfundet næsten er fraværende i den offentlige debat i dag. Det er som om, det er blevet umuligt at forestille sig andre måder at indrette børnelivet på, siger stud.mag. i pædagogik Josefine Weng, som netop har fået udgivet artiklen ’Den usynlige revolution – et kritisk blik på naturliggørelsen af daginstitutioner’ i tidsskriftet Tidsskrift for Medier, Erkendelse og Formidling.


Josefine Weng

 

Født 1987. Josefine Weng er stud.mag. i pædagogik på Københavns Universitet. Hun har tidligere læst pædagogik og uddannelsesstudier samt internationale udviklingsstudier på Roskilde Universitet.

Hun har netop afleveret sit speciale, der tager afsæt i en friskole på Amager, hvor hun også har været i universitetspraktik.

Specialet handler om de uddannelses- og dannelsesidealer, vi som samfund opstiller for børn, og de værdikampe, der udspiller sig i den forbindelse.

En af de oplevelser, der gav Josefine Weng lyst til at skrive en videnskabelig begrundelse for, at man som forælder og samfundsborger bør tage aktivt stilling til, hvad man vil med sine børn, var, da hun selv blev mor og skulle finde pasning til sin søn: I stedet for at sende ham i vuggestue valgte hun og en veninde at slå sig sammen og skiftes til at passe deres sønner, når de skulle til undervisning. Ingen af dem brød sig om tanken om at skulle aflevere børnene i en vuggestue, da de var helt små, så de tænkte, at det var en god løsning på et praktisk problem.

Men i modsætning til de forældre, der havde valgt at indskrive deres børn i vuggestue, måtte de to studerende bruge en del energi på at argumentere for deres valg:

- Jeg skulle forsvare, at jeg gerne ville give min søn noget andet, end vuggestuen kunne tilbyde ham. Fik han nu også de sociale input, som han havde brug for, blev jeg ofte spurgt. Jeg tænkte jo bare, at det måske også kunne være rart for ham at være hjemme hos mig og min veninde, indtil han kunne gå og tale.

Ikke længere til diskussion    

Da Josefine Weng begyndte at researche til artiklen, opdagede hun, at debatten om daginstitutionerne i 1970’erne – hvor de for alvor begyndte at gøre deres indtog i samfundslivet – var helt anderledes kritisk og skarp.

- Det er ret bemærkelsesværdigt, at de mange fagfolk, der ytrede sig i debatten i 70’erne, var meget bekymrede for, hvad der ville ske med børnene, når de skulle tilbringe så meget tid væk fra deres forældre. De var blandt andet bekymrede for, om børnenes mentale og fysiske udvikling ville tage skade i en vuggestue eller børnehave, forklarer Josefine Weng.

Fokus i dag er et helt andet sted, siger hun:

 - Det handler selvfølgelig også om, at børnene skal have det godt, mens de er i institutionen, men forskellen er, at det nu tages for givet, at de skal tilbringe det meste af deres dag i en daginstitution. Debatten handler altså ikke længere om, hvor meget eller hvor længe de skal være der. I stedet handler den fx om, hvordan institutionerne indrettes, så de kan tilgodese moderne forældres behov for fleksibilitet i forhold til deres arbejdsliv.

Josefine Weng understreger, at det selvfølgelig ikke betyder, at der ikke findes kritiske stemmer. For det gør der bestemt. Det er bare ikke dem, der fylder mest i den offentlige debat.

Fra værested til lærested

I det omfangsrige materiale, som Josefine Weng læste og analyserede i forbindelse med arbejdet på artiklen, kunne hun også se, at daginstitutionerne ikke bare er blevet så naturliggjorte, at mange ikke længere finder det relevant at diskutere, hvor meget de skal fylde i børnenes liv – de er blevet et sted, hvor børn skal gøres skoleparate:


Tidsskrift for Medier, Erkendelse og Formidling

 

Tidsskrift for Medier, Erkendelse og Formidling skal styrke studerendes og yngre forskeres mulighed for at publicere faglig viden, der eksempelvis udspringer af specialer, større skriftlige opgaver eller undervisningsforløb, hvor lærer og studerende i fællesskab har arbejdet med at undersøge en problemstilling.

Tidsskriftet vil derfor stimulere til, at forskningsbaseret undervisning og undervisningsbaseret forskning omsættes i synlige resultater til gavn for forskere, studerende og den øvrige omverden.

Tidsskriftet publicerer såvel tværfaglige som fagspecifikke bidrag og er underlagt fagfællebedømmelse (peer review).

- I de artikler, der stammer fra det nye årtusinde, kan man se, at daginstitutionerne er gået fra at være et opholdssted, hvor børn skal lege og danne relationer, til et sted, hvor de skal gøres læringsparate, så de kan få en god skolegang. Børnene skal trives, men de skal trives for at lære. Hvis man skal sige det lidt populært, så er daginstitutionerne gået fra at være væresteder til læresteder.  

Josefine Weng fortæller, at den berømte amerikanske økonom James Heckman har lavet en graf, der viser, at hvis samfundet investerer tidligt i børnenes liv, så de bliver velfungerende skolebørn, vil de give et bedre afkast for samfundet senere.

- Jeg synes, det er temmelig absurd, at børn reduceres til økonomiske investeringer, men det er måske ret tidstypisk, at det er den slags argumenter, som vinder genklang i debatten, og som er med til at bestemme, hvordan vi indretter vores daginstitutioner. Input fra fagfolk bliver ikke taget lige så alvorligt. Det, der derfor bliver diskuteret meget i øjeblikket, er, om institutionerne kan tilbyde børnene aktiviteter, der kan måles og vejes.

Blinde pletter

Netop fordi vi opfatter daginstitutionerne som fuldstændig naturlige og nødvendige og stort set kun diskuterer, hvordan vi kan gøre dem mere effektive, forsømmer vi ifølge Josefine Weng at undersøge og diskutere, hvad de helt grundlæggende betyder for vores børn.

- Et er, at vi ikke taler om, hvorvidt daginstitutionerne skal fylde så meget i børnenes liv, som de gør – i modsætning til de andre nordiske lande, hvor de har formuleret familiepolitikker, som blandt andet handler om barsel og nedsat tid for småbørnsforældre. Noget helt andet er, at vi står med et meget stort antal børn med forskellige slags diagnoser og angstproblemer, og det ville fx være nærliggende at undersøge, om der er en sammenhæng mellem institutionaliseringen og de tendenser. Det bør i det mindste undersøges. Men det kræver, at institutionernes plads i samfunds- og familielivet igen for alvor kan komme til debat, slutter Josefine Weng.

Læs Josefine Wengs artikel Den usynlige revolution