’Jeg kan sørge for, at de bliver hørt, selvom de ikke kan tale’ – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Forside > Artikler > ’Jeg kan sørge for, at...

02. februar 2017

’Jeg kan sørge for, at de bliver hørt, selvom de ikke kan tale’

Papir og blyant er blandt de vigtigste arbejdsredskaber for audiologopædistuderende Maria Skov Struve Christensen.

Tekst og foto: Maria Buck Jensen

Audiologopædi

Maria Skov Struve Christensen arbejder som audiologopæd på Center for Hjerneskade, mens hun skriver sit speciale på audiologopædi på HUM. Humanist har været en tur forbi hendes kontor til en snak om, hvordan man arbejder med voksne mennesker med hjerneskade og om, hvordan man som professionel bearbejder de barske historier.


- Jeg plejer at præsentere mig som audiologopæd, og så lurer jeg af, hvor stort et spørgsmålstegn personen over for mig ligner. Bagefter oversætter jeg min titel til tale-høre-pædagog, og så for­klarer jeg, at jeg fx kan arbejde med folk, der stammer, personer med hørenedsættelse, børn med læbe-gane-spalte, ordblinde eller voksne med hjerneskade.


Hvad er Center for Hjerneskade?

 

Center for Hjerneskade blev oprettet under Københavns Universitet i 1985 og ligger lige bag Det Humanistiske Fakultet på Amagerfælledvej.

 

I dag er centeret et specialsygehus under Region Hovedstaden, og det tilbyder blandt andet udredning af børn med medfødt hjerneskade og genoptræning af både børn og voksne med erhvervet hjerneskade. Derudover er det en vigtig instans i forskning inden for området.

Til sommer bliver Maria Christensen kandidat i audiologopædi, så hun er trænet i at forklare, hvad den komplekse titel som audiologopæd egentlig indebærer. Desuden er hun blevet ansat på Center for Hjerneskade, hvor hun kører sine egne undervisningsforløb med voksne med afasi efter en hjerneskade. Afasi er en sprogforstyrrelse, der ofte skyldes en hjerneblødning eller en blodprop i hjernen, som kan medføre vanskeligheder med tale, taleforståelse, læsning og/eller skrivning, og det er en af Maria Christensens spidskompetencer.

- Selvom audiologopædi ligger på Det Humanistiske Fakultet, så er det et meget tværfagligt og på nogle punkter naturvidenskabeligt fag. Allerede på bachelorens første semester har man undervisning i både anatomi, psykologi og sprogvidenskab, der til sammen kommer hele vejen rundt, og giver en unik indsigt i hjernen og processeringen af sprog, forklarer hun.

Og det er en indsigt Maria Christensen har brug for i sit arbejde, hvor hun dagligt samarbejder med både fysioterapeuter, neuropsykologer og ergoterapeuter.

En mangfoldig gruppe elever

- De elever, der kommer ind til mig, kan overordnet inddeles i to grupper. Der er de lidt ældre, som ofte er i 60’erne, og som har fået en hjerneblødning eller en blodprop i hjernen. Den anden gruppe er de lidt yngre, som for eksempel er faldet på cyklen uden cykelhjelm og har fået en traumatisk hjerneskade, siger hun.

Maria Christensen understreger dog, at det eneste, der bredt kendetegner hendes elever er, at de er helt forskellige, så hun må være omstillingsparat, når der kommer en ny ind på hendes kontor. Nogle af hendes elever kan tale frit og mangler kun nogle enkelte ord, mens andre elever kun kan sige ja og nej eller slet ingenting.

- På studiet lærer vi om en række forskellige diagnoser og afasi­typer, men når det kommer til stykket, så kan man ikke putte mennesker ned i kasser på den måde. Hver eneste elev kommer med sin unikke baggrund, og det betyder, at det er noget forskelligt, der motiverer dem til at knokle hårdt for at lære, og at det er noget forskelligt, de har behov for at træne, forklarer hun.

På Center for Hjerneskade kører Maria Christensen undervisnings-forløb med voksne med afasi, dvs. sprogforstyrrelser, der typisk skyldes en hjerneblødning eller en blodprop i hjernen.

Foran Maria Christensen ligger en bunke papirer og en lille stak billeder. Hun roder billederne igennem og forklarer, at det for én kan være relevant at træne at skrive ord ned, mens det for en anden kan være vigtigt at træne at finde ord i det ’mentale leksikon’. Her kan billeder af forskellige objekter fra hverdagen være en stor hjælp, men billeder er kun en af de ting, hun bruger til at støtte sin undervisning med. Hun har også altid papir og blyant fremme til både sig selv og eleven, og hun er blevet ferm til at skrive spejlvendt og på hovedet, så det kan læses af eleven, der oftest sidder over for hende.

- Skriften har flere funktioner. Det er et værktøj, som eleven med afasi kan bruge uden for undervisningen, når han eller hun skal kommunikere med andre og eksempelvis fortælle, hvor det gør ondt, eller hvilke ønsker der er til aftensmaden. Samtidig er skriften en betydelig støtte til vores samtale i undervisningen, for hvis jeg både siger og skriver de vigtige ord, så er det lettere for eleven at følge med og byde ind, så kommunikationen dermed bliver et samarbejde, forklarer Maria Christensen.

Arbejdet med børn førte til arbejdet med voksne

Det var egentlig et job i en vuggestue, der introducerede Maria Christensen til audiologopædens felt og fik hende til at søge ind på studiet, men i løbet af uddannelsen ændrede hun fokus.

- Jeg synes, det er spændende at arbejde med voksne mennesker, fordi jeg kan bruge hele min tværfaglighed. Jeg kan forklare dem, hvor deres skade sidder i hjernen, og hvilke vanskeligheder det giver. Hvis en elev har svært ved at få sagt, hvad der er på et billede, kan jeg forklare, at det skyldes afasien, og at jeg ved, ordene stadig er derinde, selvom eleven ikke kan få dem sagt. Den forklaring ville man formentlig ikke inddrage et barn i.

Maria Christensen forklarer desuden, at hun synes, det er spændende, at alle hendes elever kommer med forskellige baggrunde og erhverv, og der er ingen tvivl om, at hun lærer dem alle at kende.

- De kommer til at betyde noget for mig, og jeg kommer til at betyde noget for dem, siger hun og fortæller, at der især er en kvinde, hun aldrig vil glemme.

Kvinden startede i en afasigruppe samme dag, som Maria Christensen blev gruppeleder for den, og hun følte derfor, at de begge to var nye. Kvinden var omkring 55 år og kunne slet ikke tale efter en blodprop i hjernen, hun havde fået fem år tidligere. Kvindens mand havde sagt, at hans kone bare skulle presses, men Maria Christensen havde svaret, at hun hellere ville hjælpe kvinden til at opdage, at hun kunne mere, end hun selv troede. Og det var en strategi, der viste sig at virke.

- Jeg fulgte hende i afasigruppen i halvandet år, og hun blomstrede, når vi spillede fisk eller vendespil, og hun blev humoristisk og udadvendt. Den dag, jeg stoppede, kom hendes mand og sagde, at nu kunne hans kone endelig skælde ham ud igen. De havde fået deres pingpong tilbage, og den oplevelse gik helt ind under huden på mig, fortæller hun.

Maria Christensen ligger inde med rigtig mange af den slags historier, og selvom de ofte ender godt, så er det barske historier om voksne mennesker, der bliver ramt af en hjerneskade, som hun skal forholde sig til hver eneste dag.

- Det er hårdt, men jeg brænder for det, og jeg prøver at veje hverdagen op ved at sørge for, at vi griner sammen til hver eneste undervisning.  Skaden er sket, og mit job er at finde ud af, hvordan jeg kan gøre det nemmere for dem at være dem. Jeg kan sørge for, at de bliver hørt, selvom de ikke kan tale, siger hun og nikker.

Masser af arbejde ved siden af studiet

Jobbet på Center for Hjerneskade er et etårigt barselsvikariat, som Maria Christensen fik efter tre måneders praktik på stedet. I dag er hun også gået i gang med sit speciale, og selvom Maria Christensen ved, at det bliver travlt, når hun skal arbejde tre dage om ugen under sin specialeskrivning, så er hun ikke i tvivl om, at det er det rigtige valg. Men travlhed under studiet er heller ikke noget nyt for Maria Christensen. Hun har nemlig både været tutor, fagrådsformand og redaktionsmedlem på Fagbladet Logos. For ikke at nævne, at hun har haft studiejob på Center for Læseforskning, været frivillig gruppeleder for en afasigruppe, arbejdet som logopædisk konsulent på et genoptræningscenter blandt meget andet.

- Hvis jeg skulle give et godt råd til nye studerende, så er det at lave noget studierelevant, mens man læser. Man skal jo lære sit fag i praksis før eller siden, og det er langt mere uforpligtende og lettere at fejle, mens man er studerende, end når man er færdiguddannet, siger hun og griner.