Udstilling på HUM skildrer flygtninges personlige historier fra livet på flugt – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Forside > Artikler > Udstilling på HUM skil...

17. januar 2017

Udstilling på HUM skildrer flygtninges personlige historier fra livet på flugt

Inanna Riccardi, kandidat i anvendt kulturanalyse fra Saxo-Instituttet, står bag udstillingen 'Refugees' på Saxo-biblioteket.

Tekst: Pernille Hammershøj Madsen

Udstilling

Måske har du, lænet over bøgerne på Saxo-Instituttets bibliotek, stiftet bekendtskab med udstillingen ’Refugees’, som frem til 28/2 kan opleves på biblioteket. Tidligere HUM-studerende Inanna Riccardi står bag udstillingen, som ved hjælp af billeder og tegninger fortæller en række flygtninges personlige historier.


Inanna Riccardi har ét mål med sin udstilling. Hun vil portrættere flygtningene som det de er: mennesker som du og jeg, der har været så uheldige, at deres land er blevet ramt af borgerkrig. Eller som kommer fra et brutalt diktatur, hvor de har levet i frygt for uretmæssigt at blive anholdt og udsat for tortur.


Om udstillingen 'Refugees'

 

Du kan se den på Saxo-biblioteket i bygning 12 og 13b.

 

Størstedelen af de medvirkende flygtninge har opholdt sig i Danmark siden 2014. De har fået godkendt deres asylansøgning og opnået status af ’flygtning’.

 

Udstillingen kunne i 2016 opleves på Immigrantmuseet i Farum.

Siden starten af december har tre af flygtningenes historier også kunnet opleves ved metrobyggeriet på Nørrebro, og Inanna Riccardi undersøger i øjeblikket muligheden for at vise dele af udstillingen i andre danske byer.

Udstillingen på Saxos bibliotek tager udgangspunkt i mennesker fra de tre lande, der repræsenterer de tre største flygtningegrupper i Danmark: Eritrea, Somalia og Syrien. Udstillingsprojektet begyndte som et led i Inanna Riccardis daværende ansættelse på Immigrantmuseet i Farum. Gennem interview og personlige møder i flygtningenes private hjem vandt hun deres tillid:

- Jeg synes, at det er vigtigt at fortælle flygtningenes personlige historier. De var meget stolte og glade for at få mulighed for at fortælle den, og de har været meget venlige og har åbnet deres hjem for mig. Jeg prøver at få omverdenen til at reflektere over, hvad der sker i verden, og jeg håber, at udstillingen vil påvirke folk positivt på den måde, at de vil behandle hinanden bedre, fortæller hun.

- Projektet blev lavet til museet, og det startede i september 2015, da flygtningekrisen begyndte, og medierne blev oversvømmet med billeder af flygtninge i både, siger hun og refererer til dengang i 2015, hvor 3000 flygtninge og migranter passerede Danmarks grænse mod Tyskland på bare fem dage.

Museet var provokeret af, hvordan medierne og politikerne håndterede situationen, og derfor ville man lave et statement.

- Den politiske diskurs handlede mest om, hvordan tilstrømningen af flygtningene kunne begrænses mest muligt. De her mennesker blev set som numre og grafer, og mediernes billede af situationen var enten et skræmmebillede af de fremmede, som kom og invaderede Danmark, eller et medlidenhedsbillede, der gav folk dårlig samvittighed. Derfor ville vi på museet gerne lave et statement og sige: ’Se, det her er bare mennesker, og de kunne være mig eller dig. De har bare været mindre heldige', fortæller Inanna Riccardi om grunden til, at museet valgte at fortælle flygtningenes personlige historier.

Tareq fra Syrien er en af flygtningene i udstillingen. Hans personlige genstand er et stykke papir, som han brugte som dagbog på en del af turen - indtil det blev for farligt at skrive, fordi menneskesmuglerne ikke ville have det. Foto fra udstillingen.

Medlidenhed eller empati

Inanna Riccardi er tydeligvis kritisk over for mediernes dækning af flygtningekrisen, men jeg vil gerne vide, hvad pressen har gjort galt i fortællingen om flygtningenes personlige historier. Det handler ifølge Inanna Riccardi primært om at skelne mellem medlidenhed og empati. Hun mener ikke, at medierne viser empati med flygtningene.

- For mig handler det her ikke om medlidenhed, og jeg har ikke lavet udstillingen for at gøre folk kede af det. Jeg vil gerne vise, at de her mennesker har brug for at blive respekteret. De har ikke brug for medlidenhed, men for empati, som er noget andet, siger Inanna Riccardi og forklarer, at empati for hende er noget, som man opbygger over tid ved at lære de mennesker at kende, hvis historie man gerne vil fortælle. Det kan fx ske ved, at man besøger dem i deres private hjem og deler et måltid sammen.

Inanna Riccardi anerkender dog, at medlidenheden kan være startskuddet til, at folk begynder at hjælpe flygtningene. Hun mener bare ikke, at medlidenhed er den bedste indgangsvinkel til at hjælpe flygtningene.

- Følelsen af medlidenhed er meget instrumental. Du kan føle medlidenhed med en person i en periode, men følelsen gør også, at du får det bedre med dig selv. Hvis vi skal hjælpe flygtningene, er medlidenheden ikke særlig god. For hvis folk bliver ved med at dvæle ved medlidenheden og brokke sig over situationen, så kommer vi ingen vegne med at finde en ny løsning, mener hun.

Kort sætter fortællinger i gang

Den personlige historie er altså, ifølge Inanna Riccardi, nøglen til at vække folks empati og få dem til at reflektere over, hvorfor flygtningene er havnet i den tragiske situation. Og netop derfor tager hun i udstillingen ’Refugees’ udgangspunkt i det personlige. Udstillingen består dog kun af billeder, kort og tekst, som er klæbet op på væggen forskellige steder i biblioteket, og det er derfor nærliggende at spørge, hvordan Inanna Riccardi bærer sig ad med at fortælle flygtningenes følelsesladede historie med så få virkemidler?

- Jeg hjalp flygtningene med at udtrykke deres følelser ved at bede dem tegne et kort, som skulle beskrive deres rejse gennem tid og rum. Når vi skal fortælle en historie, refererer vi gerne til steder, og derfor er kort gode, fordi de hjælper os med at huske historien. Flygtningenes rejse til Europa repræsenterer deres individuelle historier, og det kommer til udtryk i kortene, siger Inanna Riccardi, hvis uddannelsesmæssige baggrund på HUM kommer i spil i arbejdet. Hun har læst kandidatuddannelsen i Master of Applied Cultural Analyses på Saxo, hvor kvalitative og kreative metoder bliver taget i brug for at få informanterne til at reflektere – og dermed nå et spadestik dybere i deres personlige historier.

- Kortene gav mig mulighed for at skildre de følelser, flygtningene gennemlevede – samtidig med at de viste rejserne i deres fulde længde. Kortene er markeret med datoer for, hvornår hver enkelt flygtning har påbegyndt og afsluttet sin rejse. Derfor kan man på udstillingen se, at en rejse fx tog fire måneder, andre længere tid, forklarer Inanna Riccardi. 

Genstande med historie

De tegnede kort over flygtningenes flugtrute var ikke det eneste virkemiddel, Inanna Riccardi tog i brug for at fortælle deres historier. Hun bad også flygtningene om at tænke tilbage på deres vej til Europa gennem en genstand, som de havde medbragt på rejsen.

- Den materielle og personlige ting hjalp flygtningene med at fortælle fra et andet perspektiv, fortæller hun. Således kan man på Saxo-Instituttets bibliotek se billeder af så forskellige ting som et tørklæde, en parfume og et foto af et barn. De personlige historier, der er knyttet billederne, er gribende på hver deres måde. En somalisk kvinde fortæller fx, at hun altid havde et foto af sin datter på sig, så hun kunne holde modet oppe ved at tænke på, hvilket liv hun ville kunne tilbyde datteren i Europa. En syrisk mand viser sin parfume, fordi han har gået med den i 25 år, og fordi dens velkendte duft minder ham om hjemlandet, dengang der var fred. En anden somalisk kvinde viser et panggult tørklæde, fordi det er det eneste objekt, hun har taget med sig fra Somalien, og en ung mand fra Eritrea fremviser sine eksamenspapirer fra sit første år på universitetet i Eritrea – et år han nåede at gennemføre, før han var nødt til at flygte fra det diktatoriske styre.

Så når vi sidder på læsesalen og sveder over bøgerne, må vi huske at glæde os over, at vi overhovedet har mulighed for at få en uddannelse – og for at gennemføre den. Og netop dét; at få os til at stoppe op og sætte vores små og store hverdagsproblemer i perspektiv, er Inanna Riccardis fornemste mål med udstillingen:

- Hvis udstillingen får de studerende til at tænke over, hvad der foregår i verden, og hvis den får dem til at sætte deres liv i perspektiv, så har den allerede opnået noget, afslutter hun.