”Du kan jo ikke stå og sige, at andre skal være modige, hvis du ikke selv er det” – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Forside > Artikler > ”Du kan jo ikke stå og...

05. december 2017

”Du kan jo ikke stå og sige, at andre skal være modige, hvis du ikke selv er det”

Tine Høeg, cand.mag. i dansk og filosofi, debuterede i januar med digtromanen 'Nye rejsende', der bl.a. er blevet til i toget mellem København og Næstved. Foto: Jakob Dall.

Tekst: Pernille Munch Toldam 

TUR/RetuR

2017 har været et begivenhedsrigt år for cand.mag. og forfatter Tine Høeg. Den 32-årige kandidat i dansk og filosofi debuterede i januar med den anmelderroste digtroman ’Nye rejsende’, og i november modtog hun årets debutantpris på BogForum. Nu har hun sagt sit gymnasiejob op for at skrive på fuld tid. Humanist har talt med hende om at være humanist og forfatter – og om presset over voksenlivet, der venter, når man er færdig med sin uddannelse.


Togturen mellem København H og Næstved tager en times tid. De fleste pendlere bruger tiden på telefonen eller på at arbejde, læse eller sove. Men ikke den kvindelige hovedperson i Tine Høegs ’Nye rejsende’. Hun, en ung kvinde, der bor i København og arbejder som gymnasielærer i Næstved, forelsker sig i toget i en medrejsende 10 år ældre mand, og på den daglige pendlertur udforsker de to, om man så må sige, togtoiletterne sammen.

Togrejsen og kærlighedshistorien er begge vigtige og gennemgående elementer i Tine Høegs bog, der siden udgivelsen i januar i år er udkommet i både andet og tredje oplag. Kærlighedssporet løber som en rød tråd igennem bogen, og det er den, der skyder det hele i gang.

- Fortællingen starter på min hovedpersons første arbejdsdag, hvor hun møder en mand i toget, og den slutter, da forholdet slutter, så på den måde binder kærlighedshistorien det hele sammen. Bogen er en fortælling om ulykkelig kærlighed og håbløst begær, men den er lige så meget en generel fortælling om at stå udenfor og ikke rigtig høre til. Hovedpersonen står uden for den kernefamilie, hendes elsker er en del af; hun fantaserer om ham, hans kone og datter, invaderer deres liv i sine drømme, men kan ikke få adgang. Den samme oplevelse har hun på gymnasiet, hvor hun som ung nyuddannet gymnasielærer både står uden for lærergruppen og elevgruppen. Hun befinder sig i et limbo mellem positioner, fortæller Tine Høeg.

Cand.mag. i tvivl

Forfatteren kender selv til følelsen af at være fanget i et limbo. Som færdiguddannet cand.mag. i dansk og filosofi i 2012 stod Tine Høeg med en nagende tvivl om, hvad hun skulle. Den trygge ramme, universitetet i fem år havde udgjort, var væk, og hun skulle beslutte sig for, hvad hun ville bruge sin uddannelse til.


Tine Høeg (f. 1985)

 
Cand.mag. i dansk og filosofi fra KU. Afsluttede i 2012 sin uddannelse med et speciale om identitetsopfattelsen hos Amalie Smith og Bjørn Rasmussen.
 
Tine Høeg debuterede i januar 2017 med digtromanen ‘Nye rejsende’ på Rosinante. Hun modtog Bogforums Debutantpris for bogen, og juryen skrev bl.a.: ’Bogens mange forskydningsniveauer understreger en tematisk eksistentiel desorientering, men demonstrerer på en og samme tid, hvor elegant litteratur kan skrives, ja, faktisk, hvor sikker man kan føle sig som læser, når man er i hænderne på en begavet stilist (…) Selvom bogen indeholder smertelig alvor, er Nye rejsende præget af et sprogligt og humoristisk overskud. Den er på en gang raffineret koncentreret og generøst sprudlende. Det er ikke en bog, eller forfatter, man bliver færdig med lige med det samme’.

Tine Høeg har siden skrevet radiodramaet ’I tried to dance it away’ med Natalie Madueno og Fanny Louise Bernth i rollerne, og hun arbejder i øjeblikket på bog nr. 2, som hun ikke vil sige så meget om endnu.
 
Læs mere om Tine Høeg.

- Da jeg gik i gang med at læse, havde jeg en ide om, at tingene ville give sig selv. Man tænker, at når man vælger en uddannelse og klarer sig igennem den, ender man nok et sted, der giver mening, og hvor man vil føle sig tilfreds. Men sådan er det bare ikke. Eller sådan var det ikke for mig. Jeg tvivlede og vaklede og ventede på et eller andet, og det er jo også det, bogen handler om – at have svært ved at finde fodfæste og finde sig til rette. For mig var det en svær periode at være færdiguddannet, faktisk på mange måder sværere end at skulle vælge uddannelse: Nå. Så blev du 27. Hvad vil du egentlig? Jeg giver stemme til et ungt menneske, som heller ikke har fået løst den knude – og jeg prøver at sige, at det er ok ikke at føle sig voksen, selvom man objektivt set er det, forklarer Tine Høeg og tilføjer så:

- Eller måske prøver jeg at sige, at man kan være voksen uden at have styr på sit shit. Problemet for min hovedperson er, at hun jo virkelig forventes at have det, fordi hun er nogens lærer, og som lærer skal du være en autoritet, du skal være i kontrol.

Teenageøjne ser alt

Tine Høeg har fundet inspiration til meget af bogen i sin egen hverdag. Da hun blev færdig som kandidat,  startede hun som ung gymnasielærer på handelsgymnasiet i Næstved, og hun beskriver oplevelsen som ’grænseoverskridende’.

- Du har alles øjne rettet mod dig, du er fuldstændig alene, og der er no mercy, når du står ved kateteret. De der teenageøjne ser alt, og man føler, at angsten kan lugtes nede på bageste række. Men heldigvis har jeg været god til at se det akavede og komiske i de situationer, der opstår i undervisningen, og det har jeg brugt i bogen, siger hun og tilføjer, at den ikke af den grund er selvbiografisk.

- Jeg har kørt meget i tog, jeg har arbejdet på et gymnasium, så rammen og en masse af situationerne i bogen er jo noget, jeg kender – men i en fiktionaliseret og kondenseret form. Sådan er det vel med ethvert værk, og det interesserer mig ikke så meget at skelne mellem, hvad der er hvad. Man blander alt muligt sammen og tager det, man kan bruge fra sit eget liv. Jeg har fx prøvet at have den samme kjole på som en af mine elever, oh the horror!, siger hun med et grin og refererer til en akavet episode i bogen, hvor gymnasielæreren møder op til undervisning i samme sommerkjole som en af sine teenageelever.

Disruption af matematikundervisningen

Tine Høeg startede med at undervise på fuld tid i dansk og fik også et frivilligt creative writing-hold for eleverne op at køre – samtidig med at hun skrev på sin bog ved siden af. Men lige inden hun skulle starte i pædagogikum, fandt hun ud af, at hun var nødt til at foretage et valg.

- Jeg udskød mit pædagogikum og gik ned i tid i stedet. At skrive skulle være det primære. Det er et meningsfyldt og dejligt job at være lærer, men jeg gik jo med den her længsel, noget uforløst eller ulmende. Og den der ide om, at det hele falder på plads af sig selv, den måtte jeg opgive og så gøre noget aktivt for ikke lige pludselig at vågne op og opdage, at tiden var gået, forklarer Tine Høeg om beslutningen.

Foto: Jakob Dall

Heldigvis har Tine Høegs arbejdsplads været fleksibel og imødekommende, og de kunne se kvaliteterne i de ting, hun kan og bidrager med. I en lang periode har hun haft to hold dansk og sit skrivehold ved siden af.

- Creative writing-holdet har jeg været helt vildt glad for. Det er virkelig sjovt, og det er en genial måde at kombinere det, jeg selv kan og gør, med det formidlingsmæssige. At puste til sprogglæden hos andre, se dem blive dygtigere og for første gang læse deres tekster op for nogen, det bliver man jo nærmest lykkelig af. Jeg ville ønske, at den kreative skrift fyldte mere i uddannelsessystemet. At man i gymnasiet opfordrede mere til sproglig leg, og at der måske også var bredere rammer for, hvordan en akademisk tekst for eksempel kan se ud. Hun kommer til at grine ved tanken om en episode, hvor en matematiklærer på gymnasiet opsøgte hende i et frikvarter:

- Hun kom og sagde i sjov, at hun havde en høne at plukke med mig. Hun havde fået to matematikafleveringer, hvor eleverne, der også fulgte mit skrivehold, i stedet for at lave deres udregninger, havde skrevet et digt om tal og afleveret det. Og det går jo ikke, men altså: min indre anarkist jublede en lille smule.

De andres liv

Selv oplevede Tine Høeg, at de første par år på universitetet fik hendes egen skrivning til at gå lidt i dvale.

- Jeg ved ikke hvorfor. Måske var det hele den analytiske tilgang og det akademiske sprog, der bremsede et eller andet, måske skete der bare for meget socialt omkring mig, men jeg skrev i hvert fald ikke særlig meget.

Skrivelysten og -trangen vendte heldigvis tilbage, og på kandidatuddannelsen mødte hun en medstuderende, Amalie Laulund Trudsø, der i dag også er forfatter. De startede en skrivegruppe med litteraturvidenskabsstuderende Johannes Fogtmann.

- Og pludselig begyndte der at ske nogle ting: Jeg fik trykt nogle digte i Hvedekorn, og Amalie fik sit manus antaget på Rosinante, forklarer hun.

Selvom Tine Høeg ikke fik skrevet så meget i starten af sine studieår, har hun stadig fået en masse værdifuldt med sig fra sin studietid – også noget, hun kan bruge som forfatter. For der er en fin sammenhæng mellem at studere og producere litteratur. 

- Jeg har fået alt muligt godt med mig fra KUA. Glæden og fællesskabet ved kunst og litteratur, hele den humanistiske tilgang til livet. Vi læser jo for at blive klogere på de andre og på os selv, for at tage del i hinandens erfaringer og forstå verden gennem dem. Ligesom jeg jo giver en erfaring fra mig, når jeg selv skriver. Skønlitteraturen er så vigtig, så hamrende essentiel, fordi den tvinger os ind i hovedet på de andre – på tværs af tidsaldre, geografi og politisk overbevisning; den tvinger os til at se og forstå verden gennem andres øjne, og af den grund gør den os til bedre og mere empatiske mennesker. I humaniora er der jo en stærk tro på, at det enkelte menneske har en betydning og har noget at sige om det at være menneske, som angår os alle sammen. Man er mere end bare sig selv; man er på en måde alle de andre også, siger Tine Høeg.


Det skrev pressen om 'Nye rejsende'
 
»Jeg grovåd mig gennem Tine Høeg lille æblegrønne, bittersødt forelskede debut på en enkelt eftermiddag (...) Alle tiders sorgmuntre debut«
Linea Maja Ernst, Weekendavisen
 
»En stemmeføring så sikker og en stil så stram, at man kun kan glæde sig til mere«
Kizaja Ulrikke Routhe-Mortensen, Politiken ****
 
»En meget velturneret og indfølt humoristisk fortælling«
Anne Skov Thomsen, Nordjyske Stiftstidende ****
 
»Bragende flot debut«
Ugebladet Søndag
 
»En vedkommende, tidstypisk roman og oplagt pligt- og lystlæsning for gymnasieelever og deres lærere«
Christina Englund, Litteratursiden.dk
 
»Tekstbilledet minder om et prosadigt, men gennem det får hun løftet det hverdagsrealistiske til noget større og mere interessant. Det er gjort originalt og med sproglig præcision«
Fyens Stiftstidende*****

At slippe med begge hænder

I disse dage, netop som det for Tine Høeg så begivenhedsrige 2017 så småt er ved at rinde ud, sker der igen store omvæltninger i forfatterens liv. Midt i november modtog hun Bogforums Debutantpris – en pris der tidligere bl.a. er givet til forfatterne Morten Pape, Yahya Hassan og Kaspar Colling Nielsen – og derudover har hun sagt op på gymnasiet i Næstved, så hun fremover kan hellige sig forfattergerningen et hundrede procent. 

- Nu har jeg vundet den her pris, og med den følger der jo en lille smule penge. Det er ikke meget, men nu køber jeg mig lidt skrivetid. Og mon ikke der dukker nogle nye muligheder op undervejs? Jeg skriver på en ny bog, og der sker meget andet spændende omkring mig. I efteråret har jeg været til workshop på Det Kongelige Teater med Nye rejsende, og jeg har også skrevet et radiodrama, som blev optaget live i november, og som lige er udkommet som podcast – det var en vildt spændende proces. Nu lukker jeg øjnene og ser, hvor jeg ender, siger hun.

Det er dog med meget blandede følelser, at Tine Høeg til nytår forlader gymnasiet i Næstved. Hun ved, at hun kommer til at savne undervisningen, kollegaerne og eleverne.

- Jeg kan jo godt lide at undervise, og jeg kan virkelig godt lide de unge mennesker. De er enormt seje og reflekterede, samtidig med at de er udsatte og under pres på mange fronter, så vi skal give dem al vores kærlighed. Jeg synes, den vigtigste mission som lærer er at opfordre dem til at være modige og at tænke selv, det har jeg i hvert fald forsøgt på, siger hun og holder en lille pause, det føles næsten som om, at hun i tankerne tilbagelægger strækningen København-Næstved, før hun tilføjer:

- Det bliver mærkeligt og også lidt sørgmodigt, den dag jeg skal tage toget til Næstved for sidste gang. Jeg har brugt rigtig mange timer i det tog, jeg har set rigtig mange solopgange. Altså jeg har jo skrevet en bog om det tog! Men nu skal der ske noget nyt. Også selvom det er en usikker vej at gå. Men du kan jo ikke stå og sige, at andre skal være modige, hvis du ikke er selv er det. Så nu slipper jeg med begge hænder! Jeg har en stærk og måske idiotisk tiltro til, at det kommer til at gå pissegodt.