Dekanen mener – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Forside > Debat > Dekanen mener

16. marts 2015

Dekanen mener

Dimensioneringen og dens konsekvenser

Dekan Ulf Hedetoft

Dimensioneringstemaet har, som alle ved, været det allervigtigste fokuspunkt på efterårets uddannelsespolitiske dagsorden. Det har fyldt meget mediemæssigt og i vores egne diskussioner, og det er ikke så mærkeligt. For ganske vist er vi vant til en høj grad af regulering og kontrol af universiteterne fra politisk hold, men dimensioneringsmodellen, både i indhold og form, var i hvert fald i dens første udgave udtryk for en hidtil uovertruffen centralistisk detailstyring.

Det afstedkom naturligt nok en bred palet af kritik – af talgrundlaget, af modellens virkemåde og af misforholdet mellem udspillets angivelige formål (at forhindre arbejdsløshed) og dets faktiske konsekvenser (lukningen af adskillige væsentlige uddannelser og kandidatmangel på betydende samfundsområder). Tonen har været hård og konfrontatorisk, som man kan forvente, når der ikke fra begyndelsen har været lagt op til en reel dialog mellem ministeriet og universiteterne.

Vi har gang på gang fremhævet de negative og dysfunktionelle konsekvenser af ministeriets udspil. Det er nu, heldigvis, efter mange og lange tovtrækkerier lykkedes at få ministeren til at indgå et kompromis omkring indfasningen af en dimensioneringsmodel, der, som Rektorkollegiet hele tiden har foreslået, tager udgangspunkt i en reduktion af pladser på bachelorniveau, og hvor der levnes plads til kvalitative vurderinger af arbejdsmarkedsbehovene for vores kandidater nu og i fremadrettet perspektiv – og ikke kun med blikket stift rettet på bakspejlet.

De væsentligste elementer i det nye aftalegrundlag er følgende:

1. Både BA-loftet og KA-loftet fastholdes, men med væsentligt større fleksibilitet og især med en tidsindfasning, der giver bedre mening end før. Reduktionen af BA-pladser sker gradvist over perioden 2015 til 2018, mens KA-reduktionen først starter i 2018 og slutter i 2020. De følger således efter hinanden snarere end at skulle indføres samtidig, hvilket en klar planlægningsmæssig, strukturel og økonomisk fordel. Til perspektivering: iflg. den første plan skulle HUM have skåret ca. 1100 BA-pladser væk allerede i 2015. Med det nye grundlag står vi til at skulle fjerne godt 160 i 2015.

2. Uddannelsesgrupperne er de facto ophævet. Dette er et meget væsentligt skridt fremad, idet det primært har været reduktionernes binding til en række tilfældigt sammensatte grupper, vi har kritiseret, og som ville have givet helt skæve og uacceptable konsekvenser, herunder lukning af adskillige uddannelser. Vi kan nu selv vurdere, hvor det giver

3. Dette er ikke mindst en stor fordel for fremmedsprogene, der i den første model var blevet låst til hinanden i en gruppe, der stort set kun bestod af mindre fag, og hvor reduktionsmekanismen ville have tvunget os til at tage meget vidtgående og ubehagelige skridt. Disse skridt, dvs. lukning af uddannelser eller stop for optag på små fag, kan vi nu lykkeligvis annullere. Småfagene er dog stadig i en udsat position, og på fakultetet skal vi derfor alvorligt overveje, hvordan vi kan sikre deres videre eksistens på en mere robust og fremtidssikret måde.

4. Der afsættes i den fulde indfasningsperiode midler til alle med retskrav på kandidatuddannelser, selv hvis antallet overstiger de i modellen fastlagte rammer. Der er også finansiering til yderligere 10 % KA-studerende uden retskrav, sådan at vi i hvert fald kan opretholde en vis form for national og international mobilitet. 10 % er dog stadig ikke meget, og vi skal forsøge at få denne ramme udvidet, så modellen ikke kommer til at begrænse internationaliseringen af uddannelserne.

5. Den konkrete implementering på den enkelte institution skal inden for disse rammer forhandles bilateralt med ministeriet. Planen skal evalueres efter tre år, hvorefter man så kan håbe på, at de værste vildskud skæres væk.

Der er ingen tvivl om, at dette kompromisgrundlag er langt bedre for os end de to første, selv om det stadig ikke er optimalt, hvad angår reduktionernes omfang. Det forekommer fortsat at være ude af proportion med den fremhævede hensigt om at geare kandidatproduktionen til arbejdsmarkedets behov, og det er heller ikke oplagt, at man allerede nu kan fastlægge det hensigtsmæssige reduktionsomfang fire-seks år frem i tiden. Dette punkt vil dog forhåbentlig kunne genforhandles i lyset af udviklinger på arbejdsmarkedet.

Ikke desto mindre må man sige, at dette er en model, der kan arbejdes videre med på en konstruktiv måde, og hvor vi selv meget bedre end før kan vælge at dimensionere, hvor det giver mening. Her skal vi ikke glemme, at vi selv hele tiden har fremhævet, at vi ikke er modstandere af dimensionering (læs reduktioner) i sig selv. De sidste tre år har den samme regerings politik pålagt os at udvide optaget på humaniora betragteligt. Flere steder i alt for stort omfang. Regeringens kursændring med blandt andet mere fokus på kvalitet end kvantitet må i sig selv hilses velkommen og giver os på dette konkrete område mulighed for at sætte optag på bacheloruddannelser ned, hvor vi selv vurderer, der er behov for det.

Det har i længere tid været KU’s politik at højne uddannelsernes kvalitet, bl.a. via adgangskvotienter, optagelsessamtaler, en forbedring af VIP/STUD-ratioen, mere og bedre undervisning og styrket internationalt udsyn. Dimensioneringen kan, med forbehold for det sidste, i den nuværende form bruges til at støtte disse initiativer, og selv om vi heller ikke skal overse, at den i sidste ende stadig er at betragte som et spareinitiativ og derfor med stor sandsynlighed kommer til at koste fakultetet ganske betydelige indtægter hen over de næste 6 år, giver den os også instrumenter i hænde, der sætter os i stand til at forfølge vores egne strategiske mål.

I den forstand kan man sige, at modellen bekræfter mundheldet om ’alle gode gange tre’. Det ville dog have været både ressourcebesparende og tillidsskabende, hvis ministeriet havde valgt at overflødiggøre de første to forsøg. Men lad os vælge fatalistisk at betragte dem som Macbeth anskuer livet, ‘a poor player that struts and frets his hour upon the stage, and then is heard no more’. Resten af monologen er også en læsning værd.