Den udviklede evne til opmærksomhed – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Forside > Debat > Den udviklede evne til...

12. juni 2015

Den udviklede evne til opmærksomhed

debat

I stort set alle skoler og læreanstalter bliver begrebet dannelse brugt som et bolværk mod det pres i retning af, hvad man kan kalde en instrumentalisering af uddannelserne, altså at uddannelsessystemet måles på dets nytte for arbejdsmarkedet og samfundsøkonomien i den globale konkurrence. Det gælder også blandt symbolanalytikerne her på humaniora.

Af Jes Fabricius Møller, lektor i historie på Saxo-Instituttet

Cyklerne foran KUA2

Der findes ingen enighed om, hvordan man definerer dannelsen. Man kan sige, at dannelse adskiller sig fra uddannelse ved, at den udgør et formål i sig selv. Dannelse er mere end de erhvervsrettede færdigheder eller den faglighed, som en uddannelse giver. Dannelsen indebærer en udvikling af menneskets karakter og evne til at begå sig. I romantikken var erkendelsesidealet en syntese af det gode, det sande og det skønne, altså religionen (gerne identificeret med moral og etik), videnskaben og kunsten. Guldalderens dannede menneske var altså ikke blot en beholder for hukommelsesfylde, thi dannelse forpligter til andet end at reproducere kanonisk viden. Det dannede menneske har forladt sin selvforskyldte umyndighed og træder i karakter.

I en brevroman fra 1865 af M.A. Goldschmidt definerer en af hovedpersonerne dannelsen således: ”Ved Dannelse forstaaer jeg den udviklede Evne til at være opmærksom, opfatte og tilegne sig en Tanke, være selvstændig i sin Dom, ville Noget, om og noget ganske Lidt paa Aandens Gebet.”

Det smukke ved Goldschmidts definition er bl.a. hans anvendelse af adjektivet opmærksom, for det har på dansk både et etisk og erkendelsesmæssigt aspekt. Opmærksomhed kan betyde både iagttagelsesevne og en gave givet af venlighed.

Citatet randt mig i hu, da jeg forleden bemærkede parkeringen af cykler foran KUA2’s hovedindgang. Den bar ikke præg af at være foretaget af nogen, der havde modtaget undervisning i symbolanalyse. I asfalten er placeret de såkaldte ledelinjer, rækker af gule punkter i lavt relief, der tjener blinde og svagtseende som hjælp til at finde vej. Som indikation af formålet er der ved siden af linjerne med jævne mellemrum vist et piktogram af en person med blindestok. Hvad selv blinde kan sanse, var imidlertid forblevet usynligt for de uopmærksomme, der havde placeret deres køretøj, så det stod nærmest demonstrativt i vejen for dem, der orienterer sig ved hjælp af en stok.

Det 19. århundredes dannelseskultur var elitær. Bagsiden af denne kultur var arrogancen. På sine gode dage havde den imidlertid også generøse træk, som det ville klæde os at overtage, hvis vi ikke vil dumpe i livets skole. Når man f.eks. er ved sine lemmers og sansers fulde brug, er man underlagt en særlig forpligtelse til at tage hensyn til dem, der ikke er det. ”Med rige evner følger et stort ansvar,” som en anden opdrager engang sagde. Kald bare denne forpligtelse dannelse, for den indebærer både iagttagelsesevne og samfundssind. Det koster faktisk kun et par ekstra skridt at stille sin cykel, hvor den ikke står i vejen for dem, der ikke nyder det privilegium at kunne bevæge sig frit og ved egen kraft på to hjul gennem byen.