Når ét komma bliver til fem udråbstegn – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Forside > Debat > Når ét komma bliver ti...

16. april 2015

Når ét komma bliver til fem udråbstegn

debat

Vi skal som forskere og universitetsstuderende blande os i den offentlige debat. Vi ved faktisk ting som ikke alle ved, og selv når vi blot formoder, hviler vores antagelser (forhåbentlig) på et bedre fagligt fundament end lægfolks. Forskningsminister Sofie Carsten Nielsen fremsatte opfordringen så klart: ”Kære forskere, vil I ikke godt blande jer mere i debatten?” (Pol. 11.11.2014).

Af Jacob Thøgersen, lektor på Sprogforandringscentret

Jacob Thøgersen

Alligevel kan man som humanist være afskrækket fra at blande sig og svare på journalisters henvendelser. Pressen fungerer nemlig efter en anden logik end universitetet. Det er en journalistisk dyd at finde den simple historie der tegner konflikten op i færrest mulig mellem­regninger og forbehold, mens refleksion og kompleksitet vægter højere hos os. Avisernes debatsider har altid virket efter en helt tredje logik, en logik som jeg synes vi i dag ser gentaget i såkaldt sociale medier. Her er det stillingtagen i den optrukne konflikt som gælder: Er du med os, eller er du med dem? Desuden opsætter de tre debatkulturer, universitetet, journalister og sociale medier, forskellige fortolkningsrammer, så det samme udsagn og de samme ord kan betyde noget vidt forskelligt. Mere om det om lidt.

Men hvad er pointen med denne indledning? Jo, hvis man som huma­nist blander sig i debatten kan man pludselig finde sig i et gevaldigt stormvejr som denne lille oplevelse vil belyse:

Det var fredag da telefonen ringede: ”Det er fra Politiken. Har du hørt at Dansk Sprognævn vil ændre på kommareglerne igen? Hvad synes du som sprogforsker om det?”.

Kommaer er kedelige, punktum. Så jeg svarede noget i retningen af: ”Åh nej, ikke kommaer nu igen! Vi snakker alt for meget om kommaer. Kommaet er altså et ret uvæsentligt tegn, så for min skyld kunne man slette kommareglerne fra næste udgave af Retskrivningsordbogen”.

Udtalelsen var én blandt mange lignende i avisen nogle dage efter. Den syntes mig heller ikke særlig voldsom eller provokerende; det burde være selvindlysende: Mange tekster er fyldt med kommafejl, vi kan alligevel godt forstå dem, ergo er kommaer ret uvæsentlige. Det er ikke kontroversielt. Før man tænker på journalistikkens logik om at der må være en kontrovers: Ingen udtaler sig (jo) hvis der ikke er en kontrovers. Da andre medier viderebragte historien, var det derfor med kontroversen i overskriften: ”Sprogforskere: Kommaet er et ligegyldigt tegn” (Berlingske). Hvor mit udsagn skulle gyde olie på vandende, havde det kastet benzin på et ulmende bål. Kort efter fulgte Tweets som ”Det vil være en hån mod dansk sprogbrug og skrivestil at fjerne kommaet. Svarer til at fjerne offside i Fodbold. Dårlig idé.” (@Boysen)

Her bliver sprog og ordvalg relevant, for hvad vil det egentlig sige ”at slette kommareglerne”, og er det synonymt med ”at fjerne kommaet”? For debattøren her: ja tydeligvis; for mig: nej, absolut ikke. ”At slette kommareglerne” betyder at lade det op til sprogbrugerne at bestemme hvordan de vil bruge tegnet, ligesom de nu gør når de skriver smileyer. Tanken om at udrydde kommaer er så urimelig, at jeg ikke engang havde forestillet mig at nogen kunne tænke den.

Så skal vi som akademikere blande os i debatten – også med udsagn som måske er ”mit bedste fagligt baserede gæt” og ikke resultater af en konkret undersøgelse? Skal man svare ”jeg antager at …”, eller skal man erkende at ”det ved jeg ikke, for det har vi ikke undersøgt”? Man kan mene at det sidste svar er det mest sandfærdige. Men er det egentlig det? Svaret antyder jo at det ene resultat er lige så sandsynligt som det andet, og det er, i hvert fald i kommacasen, ikke tilfældet.

På kommunikationsfag, som mit eget Sprogpsykologi, forsøger vi at forstå hvordan forståelsesproblemer som dette opstår afhængigt af samtalekontekster, hvordan svar og ikke-svar tilskrives mening og hvordan ords betydning er afhængigt af sindet der forstår. Det er derfor ikke uden en vis følelse af nemesis at erkende at jeg nok kan forstå hvorfor kommunikationen gik galt, men at jeg samtidig i denne situation var større kræfter i vold.