30. august 2019

”Hvad fanden var der sket, siden jeg var kommet ind i det ræs?”

Konkurrencepres

Ideen til hendes bachelorprojekt om de såkaldte '12-talspiger' kom ikke bare til pædagogikstuderende Ida Sofie Gottinger ved et tilfælde. Hun har selv oplevet presset, som informanterne i hendes projekt taler om.

Fortalt til Henrik Friis

- Jeg oplevede ikke et pres i gymnasiet. Jeg syntes, det var sjovt både socialt og fagligt. I løbet af 3.g. blev det selvfølgelig seriøst. Men for min søster, der er to år yngre, kan jeg se, at det var anderledes – med sociale medier og det vildeste konkurrenceræs, hvor de både skulle være smukke og kloge og kunne det hele.

- Efter gymnasiet valgte jeg at søge ind på jura, og der oplevede jeg til gengæld en voldsom konkurrencementalitet. På hvert kursus kom der efter eksamen karakterstatistikker ud. Når man spurgte sig omkring, havde de fleste fået 10, og det passede jo ikke med gennemsnittet. Så mange fortalte ikke sandheden om, hvordan de reelt klarede sig. Jeg knoklede på jura i to år og fik hurtigt et studenterjob, hvor jeg også skulle præstere. Så jeg havde ikke noget sted at koble af.

- På jurastudiet var mine præstationer som en ruchebanetur. Det første år klarede jeg mig helt i toppen, men semestret efter kunne jeg pludselig gå op til en eksamen og dumpe. Det var knald eller fald – selvom jeg følte, at jeg havde leveret det samme. Jeg mistede fornemmelsen af at vide, hvad der blev forventet af mig som studerende. Lige pludselig begyndte jeg at opleve stress. Jeg mistede kontrol over tingene. Så begyndte jeg at gøre alle mulige ting, som jeg vidste var godt med stress – gåture og yoga. Men jeg var ikke til stede.

- En dag var jeg til eksamen, klappen gik ned, og jeg måtte gå derfra – og så vågnede jeg op næste dag og troede, jeg havde bihulebetændelse. Jeg var alene og tænkte ikke mere over det. Men da jeg kom hjem til mine forældre om aftenen, så de helt forkerte ud i ansigterne. De fortalte, at jeg var helt skæv i ansigtet, at mit ene øje kiggede indad, og de ville have mig på skadestuen. Det viste sig, at jeg havde en virus på centralnervesystemet, som lægerne mente var stressrelateret. Alle mine tal var helt forkerte.

- Jeg var sygemeldt et halvt år, hvor jeg ikke kunne bevæge den ene halvdel af ansigtet. Jeg blev tvunget til at stoppe op, min krop sagde fra. Det gav mig tid til at tænke over tingene; hvad var det, jeg ville, og hvad fanden var det, der var sket, siden jeg var kommet ind i det ræs. Jeg kunne ikke se mig selv fortsætte på studiet. Efterfølgende har jeg valgt at gå i en helt anden retning, hvor jeg bedre kan mærke og identificere mig selv både fagligt og socialt. Jeg er skiftet til pædagogik-studiet, hvor jeg virkelig trives.

- Det var en ekstrem periode i mit liv. I dag ligger det hele tiden i mit baghoved, hvad det er, der gør, at man kommer derud, hvor man er så stresset. I dag ved jeg, hvor vigtigt det er at turde stoppe op. Efter min opfattelse burde det bare ikke være nødvendigt at tale om ’mod’ til at stoppe op.

Det siger Ida Sofie Gottingers informanter om gymnasietiden

Om kønsstereotyper

“Jeg føler, at der er en fundamentalt anden mentalitet over for drengene. Det skal nok gå alt sammen, det skal nok komme. Som om det handler om modenhed”.

“Jeg husker ikke, at medierne nogensinde har bragt historier om Lars Løkkes børn, eller om at han, pga. sit job som statsminister, går på kompromis med sit familieliv, eller mangler empati. Hvorimod der blev kørt på Helle Thornings børn, hendes følelseskolde facon og analyser af, at hun var nødsaget til at have stramt opsat hår. Hvis hun ikke havde det, udsendte hun for meget en ’kom og tag mig’-attitude”.

“Jeg tror, det er meget det her med, at 12-talsdrenge bliver fremstillet, som om de er meget mere robuste. 12-talsdrenge er sådan nogle, der er mega-seje, fordi drenge ligger meget lavere i svinget generelt i uddannelsessystemet. Når drenge præsterer godt, så er det bare flot, og det betyder ikke, at de har nogle andre brister”.

Om begrebet ’12-talspiger’

“Begrebet definerer ikke særlig godt det pres og de præstationer, der er tale om. Jeg tror mere, vi kan forstå det, hvis vi siger ’de perfekte piger’. Du skal have et 12-tal i livet: 12 på de sociale medier, påklædning, familie, kæreste, udseende, charme, veninder. Det er gennemgribende; har du nogle pæne søskende, har du et pænt hjem, hvordan ser dit værelse ud”.

“… folk skal kunne huske dit navn”, “… lægge mærke til dig”, og du skal “… være populær på gymnasiet, på de sociale medier for at blive betragtet som attraktiv, fordi du både er smuk og klog”.

“Jeg identificerede mig ikke med 12-talspigerne, stræberpigerne, som brugte hele deres liv på fagligheden, selvom jeg klarede mig bedre end dem”.

“Man gider ikke have det mærkat på sig, der hedder 12-talspige. Hun er bare dygtig. Det er blevet stigmatiseret til at være lig med at være nørdet, kedelig, sårbar”.

Om præstationer

”... Med de sociale medier blev et ekstra parameter tilføjet i løbet af min gymnasietid, endnu en arena, hvor jeg skulle præstere. Det fyldte lige så meget som gode karakterer”.

“Det gennemsyrede det hele. Til awardsshowet, til gallafesten, hvor man kunne blive kåret som året lækreste pige, årets babe, årets røv, alt muligt man skulle leve op til hele tiden. Der er forskellige måder, som man kan være cool og lækker på, alt efter hvilken type og gruppe man tilhører. Det handler om at have fingeren på pulsen.”

“Man skal gerne kunne noget, der er særligt, så man skiller sig ud, fx dans, tegning, male. Det er ikke nok med det faglige. Man skal sørge for at følge med i verden og politik, man skal også være fit og tynd. Der er rigtigt meget, man skal præstere på, hvis man aldrig vil stå i en situation, hvor man føler sig forkert eller udenfor”.