17. oktober 2019

Når hovedpersonen er sorgen

Den ene dag kan du være gennemlykkelig – for den næste at få et kæmpe breakdown. Variationen gør os til helstøbte mennesker, mener Cécile Desaint, der ikke er bange for at tale om de svære ting i sin film 'You before me'. Foto: still fra filmen.

Dokumentar

Da film- og medievidenskabsstuderende Cécile Desaint som 21-årig mistede sin mor, hjalp det hende at gå ind i smerten og lave en dokumentarfilm om moderen og om sorgen over at miste hende.

Af Pernille Munch Toldam

Vi er en halv time inde i interviewet, da jeg hører mig selv betro Cécile Desaint en meget personlig historie om et nært familiemedlem, der døde fra mig, den sommer jeg fyldte 19. Det er ikke en historie, jeg normalt bare fortæller – og slet ikke til en fremmed, som jeg indtil for 40 minutter siden aldrig før har set i mit liv. Men det er en evne, hun har, Cécile Desaint. Film- og medievidenskabsstuderende og debuterende dokumentarfilminstruktør. De store levende øjne, der betragter mig fra den anden side af bordet er nysgerrige, empatiske, kloge og undersøgende. Det meste af samtalen er de glade og smilende, men et par gange fyldes de med tårer – ikke af sorg, men af følelserne i vores samtale. Næsten som for at minde os begge om, hvorfor vi er mødtes.

Cécile Desaint måtte handle sig ud af sorgen over moderens død. Det førte til, at hun lavede dokumentarfilmen 'You before me'. Foto Louis Jablonski

Og det ér tunge sager, vi taler om. Cécile Desaint har lavet dokumentarfilmen og hyldesten ’You before me’ om sin mor Mette, der døde af bugspytkirtelkræft i november 2016. Filmen fortæller om sorgen over at miste en, man elsker.

I ’You before me’ følger man Cécile Desaint tage til Sydfrankrig sommeren efter moderens død. Hun har på bedsteforældrenes loft i Århus fundet en masse gamle smalfilms- og vhs-optagelser af moderen som ung og har af moderens barndomsveninde fået et stort ringbind med breve, som de to veninder udvekslede, da Cécile Desaints mor som ung boede i Avignon. Sammen med Cécile Desaints egne filmoptagelser fra Frankrig, hvor hun taler med moderens gamle veninder, hendes eksforlovede og med sin egen franske far, danner de gamle film og breve rammen om handlingen i ’You before me’.

- Mine bedsteforældre har dokumenteret ekstremt meget igennem deres liv, og i min research fik jeg ret hurtigt samlet en bunke materiale, som jeg tænkte, det ville være en skam ikke at gøre noget ved. Samtidig var det godt for mig at gå materialet igennem. Det var foråret efter, at min mor var død i november, og på det tidspunkt passede jeg mit liv, men jeg havde det rigtig dårligt og var meget ulykkelig og meget lidt til stede. Hele verden var grå, og jeg syntes det var så uretfærdigt, at hun skulle dø. Hun var kun 52 år gammel og så sindssygt glad for livet, fortæller Cécile Desaint.

Mors gamle kærestebreve

Materialet viste sig at være en guldgrube for en filmmager in spe. De gamle ungdomsbreve og smalfilmene viste en ung kvinde i 1980’erne, der på mange måder mindede Cécile Desaint om sig selv og sine jævnaldrende veninder.

- En del af materialet ville jeg aldrig have fået adgang til, hvis min mor havde levet. Hun ville jo nok ikke have haft lyst til, at jeg skulle sidde og læse hende gamle ungdoms- og kærestebreve, siger hun skælmsk og tilføjer, at det meget personlige materiale udgjorde et etisk dilemma i forhold til, hvor meget hun har kunnet tillade sig at vise i filmen.

'You before me'

Du kan se film- og medievidenskabsstuderende Cécile Desaints film ’You before me’ i Ukirke på Dannebrogsgade på Vesterbro i København på torsdag den 24. oktober kl. 19. Læs mere om arrangementet på Facebook.
 
Er du i Århus i november, kan du også se filmen den 4. november til Doku i Domen.
 
Se filmens trailer.

- Men det har jo også været sjovt at se hendes breve, for som lille bliver man fortalt en masse moraliserende historier af sine forældre, og fx har min søster og jeg altid fået fortalt, at min mor var meget ordentlig, og at hun ventede med det med drenge, til hun var over 20. Men i brevene fra Frankrig til hendes veninde hjemme i Danmark kunne jeg jo se, at hun som 19-årig rendte rundt i Avignon og festede hver torsdag, fredag, lørdag og søndag. Det var sjovt og livsbekræftende, men også overraskende. Men primært viser det jo bare, at vi ikke er så forskellige fra hinanden på tværs af tider og aldre.

Da ideen om at tage til Sydfrankrig for at følge i moderens fodspor som ung først havde manifesteret sig, kontaktede Cécile Desaint to af moderens engelske veninder fra hendes tid som au pair i Avignon.

- De var helt fantastiske og skabte forudsætningen for filmens franske setup. De tog med mig derned fra England og viste mig rundt i deres gamle liv. Jeg kontaktede også min mors gamle forlovede Frederic gennem det franske Krak. Der var 15, der hed det samme som ham, så det var lidt akavet at ringe til alle de fremmede franske mænd og forklare dem, at jeg ledte efter en mand, som min mor havde dumpet godt og grundigt en gang i 80’erne, siger Cécile Desaint med et stort grin.

Opbakning på studiet

Under optagelserne var Cécile Desaint endnu ikke startet på film- og medievidenskabsstudiet. Men hun har gået her i hele klippeperioden.

- På studiet motiverer de os meget til at lave film, og vi kan fx låne udstyr i et vist omfang. Det er et genialt sted, hvis man interesserer sig for film, og der er mange af vores undervisere, der selv har lavet film, så man kan altid gå til dem med spørgsmål. Filmen er klippet, mens jeg har gået på studiet, og jeg har efter bedste evne prøvet at inkorporere det, jeg sideløbende har lært om narrative strukturer i undervisningen. En dokumentarfilm bliver meget til i klipperummet, fordi man ikke har et manus, så det er under klipningen, at filmen får struktur og finder sin form, forklarer hun og tilføjer:

- Da jeg var på filmhøjskole i Ebeltoft før uni, mødte jeg flere, der havde gået på film- og medievidenskab, og det åbnede mine øjne for, at jeg kunne gå den mere akademiske vej og ikke nødvendigvis skulle på Filmskolen. Jeg har hørt garvede filmfolk sige, at det er en rigtig god ide at tage en anden uddannelse, fx antropologi eller sociologi, før man begynder at lave film. Det forbereder dig på at tale med og forstå mennesker, og det kommer der meget mere interessante film ud af. Det gode ved film- og medievidenskab er, at du både har mulighed for at være akademikeragtig og tænke store tanker og læse filmteoretikere – men du kommer også ud og lærer at bruge en mikrofon og interviewe folk og skabe et netværk, som man kan bruge efter studiet.

Ikke bange for smerten

Indtil nu er ’You before me’ blevet vist i Øst for Paradis i Århus, og den 24. oktober bliver den vist i Ukirke på Vesterbro i København og den 4. november til Doku i Domen i Århus. Derudover har familie, venner og produktionsholdet set filmen.

Moderens engelske veninder fløj til Sydfrankrig for at fortælle Cécile Desaint om moderens liv som ung i Avignon. Foto: Still fra filmen af Christopher Schmidt Kondrup, colorgrading: Kristopher Paterson

- Ved fremvisningerne har jeg kunnet se, at filmen rører noget inden i folk, og mit store håb er, at andre unge mennesker kan spejle sig i den og bruge den til noget. Hvis der sidder nogen, der har mistet en forælder, og ser filmen, så håber jeg, at de kan føle sig lidt mindre alene. Hvis det lykkes, så er mit projekt lykkedes. Jeg vil gerne give folk lov til at være i og tale om deres følelser og vise, at det er ok at beskæftige sig med dem. Vi har meget travlt med at pakke dem væk hele tiden, men det behøver vi ikke, mener Cécile Desaint.

For hende betød arbejdet med filmen, at hun fik talt om sin mor og fik skabt et rum, hvor hun kunne være sammen med sin mor. Når hun savnede hende, kunne hun gå ind i klipperummet og lydstudiet.

- Det har betydet meget for mig, for noget af det sværeste har været at være så ked af det og føle, at jeg ikke kunne gøre noget for at bedre min situation. Det er jeg ikke så god til at være i, siger hun og anerkender, at man godt kan argumentere for det usunde i blive ved med at opsøge sorgen.

- Men oplevelsen ændrede sig jo undervejs – det blev ikke ved med at være trist. Jeg kunne også have en søndag, hvor jeg sad sammen med min klipper og følte, at jeg havde været sammen med min mor på en måde, som gav en masse god energi, siger hun og fortsætter:

- Jeg håber også, at filmen viser, at man kan godt være glad, selvom man bærer på en stor sorg. Der er intet lys uden mørke, og at opleve nogle svære ting i sit liv, kan også gøre, at man værdsætter de gode ting endnu mere. Man kan hoppe op på sin cykel en dag i solskin og være gennemlykkelig – for så den næste at få et kæmpe breakdown og synes, at det hele er noget lort. Det er dén variation, der gør os til helstøbte mennesker. Derfor er jeg heller ikke så bange for, at folk skal blive kede af det, når de ser filmen.

Til november skal filmen vises til en sorgkonference, hvor et hold forskere skal prøve at kortlægge, hvad narrativitet i sorgbearbejdelse kan gøre. For det bliver nemmere for os at tale om svære ting, hvis vi fortæller historier om det, mener Cécile Desaint. Det er bl.a. det, der sker, når man taler om afdøde til et gravøl.

- Det er jo ofte her, at alle de sjove og skøre og fine historier om den afdøde kommer frem. Det er, når vi fortæller hinanden de svære historier, at vi kommer tættere på hinanden, og det er først, når man begynder at tale om noget, der betyder noget for nogen, at tingene bliver interessante.