8. oktober 2019

Udstillet som selvstændig i Marrakesh

Udlandspraktik

Hvad der startede som en skuffelse over at komme ned til et uforberedt praktiksted, vendte etnologistuderende Louise Roesen Abildgaard til en faglig og personlig succes, da hun i foråret var i praktik på Museum of African Contemporary Art Al Maaden i Marrakesh.

Af Pernille Munch Toldam

Lige siden hun startede på universitetet, har etnologistuderende med tilvalg i komparative kulturstudier Louise Roesen Abildgaard vidst, at hun ville udnytte muligheden for at komme til udlandet i løbet af sin studietid.

- Som etnologistuderende – og som humaniorastuderende i det hele taget – er vores genstandsfelt og interesse andre kulturer, så det er helt oplagt at tage ud at rejse. Jeg havde selvfølgelig overvejet, at benytte mig af en af de mange samarbejdsaftaler, fakultetet har med universiteter rundt omkring i Europa og resten af verden, men med et praktikophold kunne jeg selv 100 procent planlægge og vælge, hvor jeg ville hen, fortæller hun.

Før universitetet var Louise Roesen Abildgaard et år i Frankrig, hvor hun lærte fransk, og hun ville derfor gerne et sted hen, hvor hun kunne træne sproget. Men det skulle ikke være Frankrig.

Vil du også til udlandet?

Der er mange muligeheder for at komme til udlandet i løbet af din studietid - uanset om du har mest lyst til at studere eller tage i praktik. Fakultetet har en masse udvekslingsaftaler med universiteter rundt omkring i Europa og verden, og derudover har du også mulighed for at finde en praktikplads på egen hånd.

Torsdag den 10. oktober 2019 er der Udlandsdag på Humaniora. Kom og hør meget mere om, hvad dine muligheder er. 

- Jeg ville gerne have et andet perspektiv på Frankrigs koloniale historie, så derfor søgte jeg forskellige steder i Tunesien og Marokko, forklarer Louise Roesen Abildgaard, der, på grund af en stor personlig og faglig interesse for kunst, havde en drøm om at få en praktikplads på et kunstmuseum eller et galleri i et af de to nordafrikanske lande.

- Jeg startede med at skrive til de officielle mailadresser på museernes hjemmesider, men jeg fandt hurtigt ud af, at det var mere effektivt at kontakte dem via Facebook. Det svære, når man selv long distance-planlægger et praktikforløb, er at sikre sig, at det er et ordentligt sted. Jeg synes, jeg havde haft en god dialog med museet, inden jeg tog hjemmefra, og de havde fortalt, at de havde haft andre praktikanter. Alligevel viste det sig, at der ikke var helt styr på det, da jeg kom derned.

Allerede på sin første arbejdsdag på det flotte nye museum i Marrakesh, der er ejet af en rigmand, og som er det ene af kontinentets to store museer for afrikansk samtidskunst – det andet ligger i Sydafrika – fandt Louise Roesen Abildgaard ud af, at der ikke var nogen, der havde tænkt særlig meget over hendes rolle.

- Jeg skulle lave ’noget formidlingsarbejde’, men de havde ikke planlagt, hvad jeg præcis skulle lave eller hvem, jeg skulle formidle til. Det var hårdt, og den første uge overvejede jeg flere gange at tage hjem. Men så tog jeg en snak med min chef, hvor jeg fortalte, hvad jeg syntes var problematisk, og jeg talte med mine kollegaer om de ting, jeg oplevede som svære. Min chef lyttede, og det gav mig et håb om, at det måske kunne blive bedre. Det blev det aldrig rigtigt, men eftersom jeg besluttede mig for at blive, besluttede jeg også at acceptere situationen. Og det lærte mig virkelig meget om at prøve at løse konflikter og om, hvornår man skal tage en konflikt, forklarer hun.

Enmandshæren Louise

Hjemme i Danmark havde Louise Roesen Abildgaard arbejdet med formidling som studentermedhjælper på Museet for Søfart, så hun havde regnet med, at hendes forudsætninger og erfaring ville gøre, at hendes chef ville sætte hende i gang med noget konkret arbejde med det samme. Alligevel endte det med, at hun de første dage sad for sig selv og læste op på alle de udstillende kunstnere og prøvede at sætte sig ind i museet. Og det skulle vise sig ikke at være helt så meget spild af tid, som det føltes.

- Da jeg ankom, stod de over for at skulle åbne en stor udstilling, og til det havde de hyret nogle frivillige studerende, der skulle hjælpe med formidlingen. Men der var heller ikke nogen, der havde sat de frivillige ind i arbejdet, så de var også lidt frustrerede. Fordi jeg havde brugt noget tid på at sætte mig ind i tingene, spurgte jeg dem, om jeg skulle give dem en kort intro til kunstnerne og kunstværkerne. Det blev de så glade og taknemmelige for, at jeg næsten følte mig som deres mentor – selvom jeg jo også var helt ny. Men pludselig gik jeg fra ikke at vide, hvad jeg skulle lave, til at føle, at jeg havde et stort ansvar. Måske havde jeg ikke det formelle ansvar, men i virkeligheden endte jeg med nærmest at være formidlingsafdelingen på museet, forklarer Louise Roesen Abildgaard, der ud over omvisninger bl.a. også lavede en workshop for børn i sin tid på museet.

Rundvisninger på fransk var en del af hverdagen for Louise Roesen Abildgaard. Se også videoen nederst i artiklen. Foto: Privat

- Jeg var virkelig overrasket over, hvor meget ansvar jeg fik. Nogle gange var jeg den, der som museets repræsentant stod og sagde velkommen til pressen, og når der var vip-gæster, viste jeg også dem rundt. Fra min tid på Museet for Søfart havde jeg rutinen i at stille mig op foran folk og sige noget. Ellers var det tit kuratorerne selv, der gjorde det, men de havde ikke rigtig tid. Og faktisk oplevede jeg tit, at kuratorerne pakkede forklaringerne ind i alt muligt unødvendigt kuratorsprog, selvom kunstnerne egentlig havde nogle ret let forståelige og konkrete ideer med deres kunst. Jeg havde måske lidt lettere ved at tale om kunsten i et almindeligt sprog med de forskellige gæster. Det var i hvert fald hvad min chef, med et meget sjældent kompliment, sagde til mig.

Hverdagsliv med de lokale

Louise Roesen Abildgaard fandt også sin bolig i Marrakesh via Facebook, hvor hun fandt nogle grupper med studerende, der lejede værelser ud.

- Jeg ville helst leje et værelse hos nogen, så jeg ikke kom til at føle mig isoleret, og det endte med, at jeg fik et værelse hos en ung kvindelig studerende og hendes søster. De havde tidligere haft en amerikaner boende, og de var meget interesserede i andre kulturer. Der var selvfølgelig nogle kulturforskelle, men jeg blev rigtig gode venner med dem begge. Jeg var med på besøg hos deres familie i Safi, og jeg skal helt sikkert ned og besøge dem igen. De var meget stille og respektfulde i lejligheden, og i starten følte jeg mig som en elefant i en glasbutik. Det var ikke som bofællesskaber herhjemme, hvor man sidder i stuen og snakker, og vi talte egentlig mest sammen, når vi var ude. Men sådan foretrak de det, og det vænnede jeg mig til – og vi blev tætte alligevel, fortæller Louise Roesen Abildgaard.

At leve og tilbringe tid sammen med de lokale var et af de ønsker, Louise Roesen Abildgaard havde for sit ophold, og det fik hun opfyldt. Hun fik en masse marokkanske venner gennem sine bofæller og sine kollegaer på museet.

- Marokko er et muslimsk land, men der er så mange turister i Marrakesh, at man kan godt kan gå ud og drikke en øl om aftenen. Det gjorde vi nu ikke rigtigt, for der var ikke så mange af mine venner, der drak. Der er masser af natteliv, og folk går meget ud, men generelt drikker marokkanerne ikke meget. Men dem, jeg mødte, var meget åbensindede i forhold til andre kulturer, og jeg blev meget positivt overrasket over, hvor frit jeg egentlig syntes, der var i Marokko. De unge i Marokko er generelt meget direkte og venlige og åbne, og jeg talte med dem om alt muligt – også om religion og forhold og kønsroller. Jeg mødte også mange, der gav udtryk for, at de var meget kede af drabene på de to skandinaviske piger, der var blevet dræbt kort tid, før jeg tog derned, fortæller hun.

Knap og nap føl

Før Louise Roesen Abildgaard tog hjemmefra, havde hun regnet med, at hun, i hvert fald i starten, ’bare’ skulle være praktikant – altså være føl og lære af andre. Hun havde ikke tænkt, at hun skulle have så meget ansvar. Men, siger hun, ’det valgte hun nok også lidt selv’.

- Men jeg havde nok gjort endnu mere for at sikre mig, at det var en ordentlig arbejdsplads, hvis jeg havde haft den erfaring, jeg har nu. Eller måske havde jeg sikret mig, at jeg havde en plan B. Arbejdsmarkedet i andre dele af verden er jo ikke nødvendigvis lige så velfungerende som det danske, så jeg vil anbefale andre at undersøge det sted, de tager til, virkelig grundigt. Men jeg har lært så meget – både fagligt, men også om mig selv – så jeg fortryder på ingen måde mit ophold, siger hun og fortsætter:

- Opholdet har været virkelig relevant for mine studier, og jeg har fået et indblik i et helt andet samfund og kultur. Men for at tage i praktik på den måde skal man være interesseret i at rejse og i at møde andre kulturer og udfordre sig selv, for ellers kan man sikkert fagligt finde bedre praktiksteder i Danmark. Derudover skal man være selvstændig og klar til selv at tage ansvar – og så skal man skal passe godt på sig selv og kende sine egne grænser.