Læserbrev:

Hvor er rationalet?

Vi er i høj grad indstillet på dialog og reformer, der vel at mærke er rationelt begrundede

Af lektor Ingemai Larsen, Institut for Engelsk, Germansk og Romansk

Kære Kirsten Refsing

Tak for din kommentar til det brev fra fællestillidsmand Henrik Prebensen, skrevet på vegne af alle tillidsrepræsentanterne (TR), som før påske offentliggjordes i HumNyt.

Jeg tolker din hurtige reaktion og indholdet i dit brev som en fremstrakt hånd og en invitation til at tage fat på en tiltrængt dialog mellem ledelse og medarbejderstab.

I samme positive ånd afslutter du med at annoncere et nyt initiativ i form af månedlige dialogmøder, hvilket jeg finder er en glimrende idé, som bestemt kan være et bidrag til at opnå lydefri kommunikation og tillid mellem fakultetets medarbejdergrupper.

Et supplerende initiativ, som jeg her vil gøre mig til talskvinde for, er at vi alle på Det Humanistiske Fakultet, såvel på disse møder som i den daglige korrespondance, bestræber os på at formulere os så konkret og præcist som overhovedet muligt og således holde den sprogbevidsthed i hævd, som traditionelt er et af humanioras fineste mærker. Lad os udtrykke os eksplicit og nuanceret og på den måde undgå misforståelser, uretmæssige mistanker og rygtedannelser. Dette er et punkt, du selv berører i dit svar til TR.

En del andre punkter kommer du imidlertid ikke ind på, og jeg synes, at de fortjener et konkret svar, idet de netop bygger på en række helt konkrete bekymringer:Til toppen

Hvad er påbud, og hvad er forslag?

Som TR noterer, ser vi for tiden for mange reformforslag på én gang – og de kommer oven i en studienævnsfusion, et omfattende arbejde med at udarbejde nye kandidatuddannelser samt en implementering af ny karakterskala – blandt andre reformer.

Du skriver i dit svar, at reformforslagene udgøres af en blanding af egne forslag, af forslag fra ledelsen og af krav fra regering/folketing. Men hvilke forslag må og skal vi acceptere uden diskussion, og hvilke er tænkt som oplæg fra ledelsen og dig?

En afklaring af dette spørgsmål – både for så vidt angår de aktuelle som de fremtidige reformudspil – vil bidrage til, at vi bedre kan prioritere vores tid.Til toppen

Vi mangler hænder

Det går som en rød tråd igennem TRs brev, at vi i høj grad mangler ressourcer, dels til at svare på de oplæg, som kommer fra fakultetet, dels til at implementere reformerne. Og at dette forhold forværres yderligere, når vi som anført i brevet modtager oplæg med svarfrist på helt ned til 14 dage – som i tilfældet med de nye regler for optag, der jo ellers havde ligget parat i flere måneder.

Hvad angår den daglige drift og de pligter, vi under ingen omstændigheder kan lægge fra os, ikke mindst i forhold til undervisningen på BA-niveau, står vi i den situation, at stillingsstoppet ikke er blevet ophævet, men derimod forlænget.

Vi havde alle sat vores lid til, at i hvert fald en del af de mange ubesatte stillinger kunne opslås her til foråret, og i stedet måtte vor institutleder meddele, at der tidligst sker noget i 2008, hvor økonomien decentraliseres.

Dette er, som TR skriver, ekstremt demotiverende for os, og blandt de helt håndfaste resultater af denne beslutning er, at det bringer os i en yderst vanskelig situation i forhold til iværksættelsen af nye kandidatuddannelser i 2008.

Hvordan kan dette forlængede stillingsstop forklares, og hvordan skal vi udbyde nye uddannelser, når vi ikke ved, om stillinger inden for en række kerneområder vil kunne besættes eller ej?

Også TAP’erne berøres af stillingsstoppet, men er derudover blevet yderligere beskåret, og i skrivende stund er staben så lille, at de resterende medarbejdere må løbe klart hurtigere, end vi kan forvente af dem. På den baggrund undrer vi os, som TR skriver, over et udtryk som ’gave’.Til toppen

Administration er også udvikling

Endelig hvad angår et af de mål, som du fremhæver i dit svar, nemlig nedskæring af anvendt tid til administration, et mål som skal opfyldes igennem fusionen af studienævn og ansættelsen af fuldtidsansatte ledere (der dog, forekommer det mig, er ansat med ret til en vis del forskning).

Dette er et punkt, du også tidligere har kommenteret i Universitetsavisen og Humanist, og du har især refereret til de mange dispensationsansøgninger, som de studerende indsender.

Helt overordnet forekommer det, at vi må anse i hvert fald de næste måneder som en prøveperiode, der, som du selv tidligere har annonceret, skal evalueres grundigt med henblik på at se, i hvilken udstrækning målet om besparelser er indfriet – og for hvem, det er indfriet.

Der er således ganske stor forskel på, om sagen iagttages fra fakultetets side (hvor det indlysende er en tidsbesparelse kun at operere med 6 studienævn) eller fra institutternes side.

Om en enkelt studieleder nu kan klare, hvad der førhen var fordelt på langt flere skuldre, er for tidligt at konkludere. Og som menigt studienævnsmedlem kan jeg i hvert fald bevidne, at den formodning om, at administrationen med ét kan indskrænkes voldsomt, og at studienævnene alene skal have karakter af ekspeditionskontorer, simpelthen ikke holder.

Der må og skal være et koordinerende fagligt organ på hvert institut, der sikrer den faglige og pædagogiske røde tråd – og som på rimelig vis kompenseres for sin indsats.

I den forbindelse vil jeg advare mod at sidestille termen ’administration’ med ’spildt tid’. Vores administration går ud på til stadighed at udvikle det faglige miljø, studiernes indhold, evalueringen af samme, og den går ud på at holde en regelmæssig og tillidsfuld kontakt med de studerende.

Hvad angår detailniveauet, kan vi eksempelvis se, at antallet af dispensationssager ikke ser ud til at ændre sig, hvilket skyldes, at vore studieordninger lever op til et af fakultetets meget eksplicitte krav, nemlig at vi som uddannelsesinstitution skal være fleksible og tillade mobilitet. Og det er netop dét, der reflekteres i ansøgningerne; de studerende rejser (rigtig meget), de sætter deres uddannelse sammen på individuel vis og søger at skabe deres egen profil. Dette kan ingen studieordning tage højde for – slet ikke den, vi udformede i 2004-2005, og som karakteriseres ved en høj grad af præcision og ’studentersikkerhed’.

Skal vi altså nedsætte antallet af dispensationer, skal der tænkes i helt andre baner – og det går vi gerne ind i en dialog om.Til toppen

Vi ønsker dialog

I det hele taget er vi i høj grad indstillet på dialog og så sandelig også på reformer, så længe de er rationelt begrundede. Der er ikke tale om et enten-eller, enten stilstand eller uafbrudt forandring, som du skriver, men om at tage stilling til reformerne på et velargumenteret og ekspliciteret grundlag.

 

 

Svar på læserbrev

Kære Ingemai Larsen

Vi er glade for at kunne føre en åben dialog omkring de forandringsprocesser, der i øjeblikket præger fakultetets hverdag. Uden dialog vil faren for at ende i ufrugtbare skyttegravskrige være overhængende. Dialogen kan både foregå her, men også på de dialogmøder, som vi i dekanatet netop har sat i værk med både ansatte og studerende (den 11. april afholdt vi dialogmøde om forskningskvalitetsmodellen, og den 23. april havde vi et med fokus på studentermiljø). Det næste dialogmøde bliver afholdt den 10. maj kl. 13.15-15 i auditorium 23.0.49 og vil handle om den udviklingskontrakt, som fakultetet har tegnet med universitetet. Til toppen

Nye arbejdsgange

Der skal ikke herske tvivl om, at dette dekanat ønsker at være i dialog omkring fakultetets forandringsproces – en forandringsproces som Det Humanistiske Fakultet ikke kan holde sig fri af. Vi ønsker, at Det Humanistiske Fakultet skal udvikle sig til en moderne vidensorganisation, som skaber endnu bedre forskning, end den vi præsterer i dag, samt udbyder endnu bedre uddannelser, end dem vi udbyder i dag. Det betyder ikke, at hver enkelt skal arbejde mere, men blot at vi skal omlægge nogle af de arbejdsgange, som vi har udviklet gennem årtier.

Et af de steder, hvor omlægningen allerede har fundet sted, er gennem sammenlægning af de mange studienævn til et studienævn pr. institut. Sammenlægningen har med tydelighed vist, at fagene er dybt forankret i regelstyring, og det på en måde så studienævnene har svært ved at agere uddannelsespolitisk og strategisk. For os er de mange meritsager nemlig et tegn på, at der er alt for mange regler, som forhindrer de studerende i at sammensætte studier, som har faglig relevans og sigte for den enkelte studerende. Og de mange regler skaber unødigt bureaukrati, som medfører flere studieadministrative procedurer.

Vi anerkender, at omlægningen af studienævnene ikke har løst alle former for problemer, og at gamle problemer er afløst af nye. Sådan må det være, når et gammelt universitet som Københavns Universitet tager alvorligt, at vi er gået fra at skulle uddanne kandidater til et industrisamfund til at uddanne kandidater til et informations- og videnssamfund. Til toppen

Reformtrængsel

Skal vi så godtage og implementere alle reformer, som vi udsættes for? Svaret er desværre, at vi ikke har noget valg. Regeringen har, som vi ved, et flertal med Dansk Folkeparti, som muliggør, at der er flertal for alle de forslag, som regeringen kunne finde på at stille. Mange af forslagene når ikke engang ud i folketingssalen. Derfor er mange af de reformer, vi får pålagt, allerede lovbestemt, når de når os. Og når vi får dem til høring, er det ministeriet, der sætter høringsfristen. Disse reformer kan vi derfor ikke komme udenom – heller ikke selvom de ikke altid er rationelt begrundede. Fx at lovforslaget om vejledning af studerende og afleveringsfrist for specialer bemyndiger ministeren til at fastsætte regler om blandt andet procedurer for universitetets samtaler med frafaldsstuderende (herunder krav til form og fremgangsmåde, omfanget samt hyppigheden af disse samtaler).

De reformer, der stammer fra udviklingskontrakten med rektor, er heller ikke til at komme udenom: Fakultetets økonomi er bundet op på, at vi implementerer forandringer i forhold til kontraktens fordringer. De reformer, vi selv foreslår, kan vi ændre på – hvilket faktisk også skete med forslaget om nye bacheloruddannelser, som blev taget af bordet efter dialog med de faglige miljøer. Hvad institutlederne initierer af forandringer på institutterne, har dekanatet ikke indflydelse på. Til toppen

Bedre kommunikation

Reformtrængslen er nok kommet for at blive, og det skaber udfordringer for os alle om at finde løsninger på, hvordan vi kreativt og kvalitativt kan udfordre de omlægninger og forandringer, som kendetegner vores hverdag, og på trods heraf bevare og udvikle gode arbejdsforhold for alle. Vi må lige nævne, at stillingsstoppet efter aftale med institutlederne er ophævet. Nyansættelser har dog en naturlig grænse, idet vi ikke ansætter folk, som vi ikke har lønmidler til.

Vi håber, at vi fortsat kan udvikle dialogen på fakultetet, og at vi kan finde fælles former, der kan gøre dialogen bedre. Vi vil bestræbe os på at være bedre til at kommunikere baggrunden for de reformer, der vil komme i fremtiden – og skabe en bedre dialog om implementeringen af dem. Endelig håber vi, at vi sammen vil kunne finde måder at tackle de forandringer på, som Det Humanistiske Fakultet også fremover vil være kendetegnet af.

Med venlig hilsen
dekan Kirsten Refsing og prodekan for uddannelse Hanne Løngreen Til toppen