Tyrkiet ved et tilfælde – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Forside > Artikler > Tyrkiet

01. april 2014

Tyrkiet ved et tilfælde

Forskning

Lektor Daniella Kuzmanovics rejse mod at blive en af Danmarks stør­ste ressourcer inden for viden om Tyrkiets politiske og kulturelle for­hold startede ved lidt af et tilfælde med en togtur i den gale retning. Humanists skribent har mødt Daniella Kuzmanovic til en snak om, hvordan fascinationen og kærligheden til ens emne kan være den store drivkraft for et liv inden for forskning.

Af Christian Kronow, stud.mag.


Daniella Kuzmanovic

Født 1972, Lektor i tyrkisk på Københavns Universitet.

Uddannet antropolog fra KU.

Ph.d. fra Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier med afhandlingen ’Refractions of civil society in Turkey’.

I sommeren 1994 er Daniella Kuzmanovic en ung kvinde på 22 med drømme om græsk sommervarme. Hun har allerede brudt ikke så få mønstre. For blot at nævne et par stykker er hun første generations akademiker og har allerede i tre et halvt år været i gang med sine samfundsvidenskabelige universitetsstudier på RUC, hvor hun startede umiddelbart efter gymnasiet. Imidlertid bliver hendes ud­dannelses- og arbejdsliv slået ud af den ellers stabile kurs den sommer i 94. For på vej mod Grækenland bryder hun endnu et mønster. Tyrkiet kaldte på Daniella Kuzmanovic.

- Timing er utrolig afgørende for de valg, man tager i livet. I 94 var jeg på en interrailtur med tre venner, som skulle have gået til Grækenland. Men der var ikke plads på et af de tog, vi skulle med, og så gik turen pludselig ned igennem Østeuropa og til Tyrkiet i stedet for til Grækenland. Og jeg følte mig bare enormt godt tilpas i Tyrkiet til trods for, at det ikke var det nemmeste sted at være i midthalvfemserne. Det var en dejlig tur, som blev startskuddet til det hele, fortæller hun.

20 år efter sit skæbnemøde med landet sidder hun som 42-årig på et af Institut for Tværkulturelle og Regionale Studiers mange kontorer med flere hyldemeter af tyrkisk litteratur og afhandlinger om Tyrkiet i ryggen. For Daniella Kuzmanovic færdiggjorde aldrig studierne på RUC, men skiftede den sommer i 1994 til antropologi på KU, og der kastede hun sig med liv og sjæl over Tyrkiet.

Det andet hjemland

Daniella Kuzmanovics far er serbisk indvandrer, og hvis der er nogen, serberne hader, så er det tyrkerne, forklarer forskeren. Der ligger godt gammelt nag begravet på grund af den osmanniske historie; Serbien lå på grænsen til og kæmpede sig fri af det Osmanniske Rige for mange hundrede år siden. Så hvis der var en ting, Daniella Kuzmanovics far ikke syntes, datteren skulle studere, så var det Tyrkiet. Han har dog forliget sig med tanken.

- Det er en mærkelig følelse, for hver gang jeg kommer til Tyrkiet, føles det som om, at det er mit andet hjemland. Det har fulgt mig igennem min studietid, og jeg har altid vidst, at jeg ville lave noget, der havde med Tyrkiet at gøre. Og det til trods for, at der dengang ikke var nogen i Danmark, der forskede i det eller i øvrigt syntes, det var interessant.

På trods af de usikre udsigter kunne hun ikke have valgt et bedre tidspunkt at kaste sig over Tyrkiet på. For da hun var færdig med sin uddannelse, var alting forandret.

- Jeg blev kandidat samtidig med, at Tyrkiet i 1999 fik EU-kandidatstatus og blev interessant, og så stod jeg pludselig i en situation, hvor der ikke var så mange herhjemme, der vidste noget om Tyrkiet. Men det gjorde jeg, fortæller hun.

En rivende udvikling

Daniella Kuzmanovic har skrevet sin ph.d., der senere blev udgivet som bogen ’Refractions of civil society in Turkey’, samt en række an­dre publikationer og artikler med fokus på Tyrkiets politiske kultur i løbet af de snart ni år som forsker på KU.

- Tyrkiets politiske kultur er det store tema i min forskning, og i min ph.d. studerede jeg civilsamfund og civilsamfundsorganisationer i Tyrkiet. Jeg kiggede på, hvad civilsamfund egentlig er for en størrelse inden for forskellige ideologiske segmenter, såvel for kurdere som tyrkere. Hvorfor er det ønskværdigt at være og kalde sig et civilsamfund?

En del af svaret på det spørgsmål findes muligvis i de mange omvæltninger, det tyrkiske samfund har gennemgået. For Tyrkiet er et land med en kompleks politisk historie.

- Da jeg startede med at komme i Tyrkiet i 90’erne, var landet, hvad man kan kalde for et civilt militærdiktatur. Militæret spillede en helt afgørende rolle i samfundet, og det var dem, der kontrollede styret, selvom der var et civilt styre. I dag, små tyve år senere, er det fuld­stændig ændret, forklarer Daniella Kuzmanovic.

Kampen om det tyrkiske

Det store skifte i tyrkisk politik hænger ifølge Daniella Kuzmanovic sammen med, at der tidligere har været en politisk og statslig elite i Tyrkiet, som man kalder Kemalister. De har set sig som direkte arvtagere efter republikkens grundlægger, Mustafa Kemal Atatürk, og som forvaltere af republikkens principper, herunder sekularisme.

Kemalisterne består både af civilpolitikere og militær. Den kemalistiske elites magt over statsapparatet er de seneste år gradvist blevet svækket i takt med, at religiøs-konservative partier er blevet mere og mere styrket siden midten af 1980’erne. Og da det nuværende regeringsparti AKP med premierminister Erdogan i spidsen overtog magten i 2002, fulgte et stort skifte i tyrkisk politik. Der er kommet en ny politisk elite, som nu også dominerer de statslige organer, og som har gjort op med militærets magt i politiske sammenhænge, men som desværre selv er blevet en ny autoritær elite.

- Det andet store skifte, der har været siden midten af 90’erne, er, at der er et voksende opgør med måden den tidligere elite opfattede tyrkiskhed og tyrkisk nationalidentitet. Kemalisterne sagde, at samfundet var homogent, vi er alle sammen tyrkere. Men eftersom Tyrkiet består af en masse etniske og religiøse grupperinger, findes den homogenitet ikke, forklarer Daniella Kuzmanovic.

Klummer og tv

Disse opgør i samfundet er i disse år ved at blive taget, forklarer Daniella Kuzmanovic, og det afføder i øjeblikket begyndelsen af en ny medborgerskabsforståelse i Tyrkiet. Den slags udvikling afspejler sig ofte i medierne, og derfor har Daniella Kuzmanovic bl.a. forsket i en tyrkisk tv-serie, der portrætterer sultanen Süleyman den prægtige – en figur, der er vigtig for den nye religiøst konservativt funderede tyrkiske nationalidentitet. Men hun kigger også på andre dele af mediebilledet – nemlig klummen.

- Under mit adjunktur var jeg en del af KU’s forskningsprojekt The New Islamic Public Sphere, der handlede om medier i en mellemøstlig sammenhæng. Jeg er meget interesseret i at arbejde med klummeskribenter i Tyrkiet, fordi de traditionelt har spillet en meget stor rolle i medierne i Tyrkiet. Hvis man læser en tyrkisk avis, er den fyldt med klummer af alle mulige folk, og det er dem, mange tyrkere orienterer sig efter. Jeg har altid syntes, det var interessant med klummeskribenterne, og der er aldrig skrevet noget om dem på andet end tyrkisk, forklarer Daniella Kuzmanovic.

Gezi-demonstrationerne

Selvom Tyrkiet igennem de sidste mange år har taget demokratiske stormskridt, er der stadig et stykke vej endnu, før Tyrkiet for alvor kan kalde sig demokratisk. Mediebilledet af Tyrkiet var således i sommeren 2013 præget af billeder og historier om politivold og brud på civile rettigheder fra de blodige protester mod AKP-regeringen i Geziparken på Taksimpladsen i Istanbul.

- Gezi-demonstrationerne var et oprør mod det autoritære. Men det var den yngre middelklasse, der er en apolitisk generation, der gjorde oprør mod de indgreb, de mente kom fra det konservative regeringsparti. Men det her oprør er ikke kun et opgør med regeringen. Det er et oprør mod alle former for autoritet og alle former for forsøg på kontrol med livsstil, forklarer Daniella Kuzmanovic.

Arbejde og fornøjelse

Men på trods af – og måske også på grund af – den politiske furore, der konstant omgiver Tyrkiet, er Daniella Kuzmanovic ’hooked’:

- Tyrkiet er det mest spændende land i verden, og det holder aldrig op med at overraske mig. På både godt og ondt. Den politiske udvikling i Tyrkiet, som jeg jo følger tæt, går simpelthen så stærkt, og der sker forandringer hele tiden, fortæller Daniella Kuzmanovic.

Imidlertid er der naturligvis mange andre grunde til, at hun gennem mange år har brugt stort set alle sine ferier i Tyrkiet – og til tider nærmest ikke kan kende forskel på arbejde og fornøjelse.

- Tyrkiet er ikke blevet mindre spændende af, at jeg følger nogle mennesker og skæbner, som jeg har kendt i mange år. Det er folk, som jeg har kontakt med, og som har givet mig et indblik i deres liv, og som jeg hele tiden lærer nye facetter at kende af. Nogle af dem jeg kender, kender jeg helt tilbage fra dengang, jeg læste dernede, hvor de var unge piger på 18 år, der lige var ankommet til Istanbul fra landet. I dag er de voksne kvinder med mand, børn og karrierer. Det er et enormt privilegium og gør, at Tyrkiet ikke bare er et abstrakt sted for mig, men at jeg følger en historie hele tiden, forklarer hun.

Reklamepause

Daniella Kuzmanovic lægger mange timer på sit arbejde, for at være akademiker er ikke et 9-16 job. Men i sit sommerhus kobler hun af med havearbejde. Og med reklamer. For modsat forskningen ser man umiddelbare resultater af havearbejdet, og det har hun brug for. Og reklamerne er en gammel kærlighed. I hendes barndomshjem læste man reklamer, når man slappede af. Man læste ikke bøger. Det har hængt ved.

Skønt Daniella er bredt anerkendt og mestrer den akademiske verden, kan hun godt mærke, at hendes baggrund fra et ikke-akademisk hjem gør en forskel. Den sætter sig som en usikkerhed i forhold til, hvad det vil sige at være akademiker og som en fornemmelse af aldrig helt at høre til. Men det mærker man ikke, når hun kommunikerer igennem medierne. Her belyser hun ofte de problematikker, der med jævne mellemrum knopskyder i Tyrkiet. Morgenen efter in­terviewet med Humanist er hun således på P1 for at kommentere på, at Tyrkiet har forbudt brugen af Twitter. Det er klar, men oplysende tale.

- Selvom jeg prøver at tale til publikum, så de kan forstå det, er jeg ikke typen, der for at få alle med begynder at tale i mærkelige metaforer eller bruger fodboldudtryk i ’1-0 til Erdogan’-stilen. Jeg er heller ikke bange for at bruge fremmedord og synes ikke, at man bare skal tale til ’Maren i kæret’. Jeg er meget bevidst om, hvilket publikum jeg har til mine ting, og når jeg skriver mine akademiske arbejder, slipper jeg enhver tanke om, at det skal kunne forstås af alle mulige. For det skal det ikke, forklarer hun.

Klap dig selv på skulderen

Reolerne bugner med bøger på Daniella Kuzmanovics kontor, og der står med de mangearmede skrifttegn på bogryggene en aura af Tyrkiet ud i rummet. Mængden af akkumuleret viden er der på grund af et tilfælde – på grund af en togtur, der ikke gik til Grækenland.

Daniella Kuzmanovics mange års forskning i Tyrkiet opstod på baggrund af en tilfældighed. Men at den fortsatte, skyldes også an­dre ting. For som hun siger, er der er også et tidspunkt, hvor tilfældet holder op, og andre ting træder ind. De ting er hendes kunnen og evner – og modet til at følge en mavefornemmelse. På spørgsmålet om, hvad Daniella Kuzmanovic ville sige til sit yngre jeg, hvis hun havde en tidsmaskine, vender hun tilbage til toget, hvor det hele startede for at klappe sig selv på skulderen.

- Den mavefornemmelse 22-årige Daniella sad med, da hun kom til Tyrkiet - den var rigtig. Jeg vil klappe hende på skulderen for at turde stole på den, siger hun.