Hvorfor studere humaniora? – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Forside > Artikler > Hvorfor humaniora?

01. september 2014

Hvorfor studere humaniora?

Julie Sommerlund, der er HUM’s prodekan for omverdensrelationer, og Sune Auken, der er lektor på dansk og leder af fakultetets ph.d.-skole opfordrer humaniorastuderende til at ranke ryggen.

Af Sune Auken og Julie Sommerlund

Sune Auken

Julie Sommerlund

Den ene af os mødte forleden en gammel veninde, der netop er ved at være færdig med sit russisk-studie. Hun fortalte, at folk omkring hende igennem hele hendes studietid havde spurgt forundrede, hvorfor hun dog studerede russisk. Om hun mon havde familie i Rusland? Hvad hun ikke har. I disse dage spurgte de hende, hvad hendes vurdering var af Ruslands optræden i Ukraine. Og hun er, inden endt eksamen, allerede beskæftiget i Udenrigsministeriet. Reaktionerne er påfaldende forskellige før og efter krisen i Ukraine.

Rusland ophørte først for 25 år siden med at være en af verdens to dominerende magter, og siden da har vi haft en destabil og i stigende grad autokratisk stormagt liggende i vores baghave, og vi har bundet store dele af vores energiforsyning til samme stormagt. Alligevel har mange altså troet, at den bedste grund til at lære om samme land er familierelationer!

Emnets vigtighed synes ellers næsten at give sig selv. Hvad med sikkerhedssituationen, energiforsyningen og menneskerettighederne? Eller litteraturen? Eller historien? Vores forhold til Ruslands nyere historie i USSR-tiden plejer dog at være et emne, der kan få folk op af stolene.


Hva’ mener du?

Humaniora huser nogle af landets skarpeste hoveder, og forskerne på HUM ved alt muligt om utroligt meget.

Men hvad mener de om emner, der ikke nødvendigvis ligger snævert inden for deres fagområde? Det skriver de på skift om i denne klumme.

Forskerne kan skrive om alt mellem makroøkonomi og Copenhagen Pride - der er ingen begrænsninger.

 

Anekdoten her handler om studiet af Rusland, men problemstillingen er bredere og genfindes overalt på det humanistiske hovedområde. Humanistiske fag omtales og opfattes som noget, der ikke er lige så relevant og nyttigt for samfundet som fx de tekniske fag - indtil et område pludselige brænder på i offentligheden, og alle for en tid pludselig er klar over, at det berørte fag er vigtigt. Det sker, uden at folk helt reflekterer over, at denne viden kun er til stede, når samfundet efterspørger den, fordi de humanistiske fakulteter har vedligeholdt og udviklet en faglighed på området i den mellemliggende periode.

Situationen er nemlig alt andet end enestående. Går man tættere på de enkelte fagområder på humaniora, viser det sig igen og igen, at deres nytte er uhyre nem at begrunde. Det gælder åbenlyst for sprog- og kulturfag som kinesisk, arabisk og engelsk. ”Danmark” og ”dansk” er i sig selv centrale emner i alle danske diskussioner af globaliseringen. Lidt kvalificeret viden om emnet ”dansk”? Spørg humaniora.

Også for de humanistiske fag, som ikke primært er sprog- og kulturfag, gælder det, at uventede udviklinger pludselig kan gøre viden på et bestemt område helt essentiel. Digitalisering af film, musik og litteratur (tænk fx på Spotify og Netflix’ fremmarch), politiske debatfor­mer (tænk fx på Muhammed-krisen og diskussionskulturen på Face­book) og historiske fund (tænk fx på Metroudgravningerne) har alle krævet et vidensberedskab af fag som film- og medievidenskab, musik- og litteraturvidenskab, retorik og arkæologi. Uden det beredskab ville vi som samfund stå uforberedte, når verden pludselig bevæger sig i en uventet retning.

Og et dynamisk vidensberedskab er noget af det, de humanistiske fag tilbyder og bidrager med. Derfor er vi heller ikke spor overraskede over, at humanistiske studier igen og igen viser sig både nyttige og relevante i en bred vifte af sammenhænge, men vi finder det fortsat forbløffende, at humanistiske studerende, så såre deres emne forsvinder bare lidt ud af offentlighedens søgelys, må forsvare sig imod bagatellise­ringer af deres studievalg.

Så stå op og sig fra, humanister! Det vidensberedskab, vi stiller med, er en nødvendighed for et civiliseret kultursamfund, som også ønsker at være et civiliseret kultursamfund i fremtiden.