Lars AP – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Forside > Artikler > Lars AP

03. november 2014

Lars AP

– en fucking flink mand og en humanist uden grænser

Karriere

Han er født i Californien, opvokset i en lille by på Fyn, cand.mag. i filmvidenskab og retorik fra Københavns Universitet og har en manuskriptforfatter-overbygning fra York University i Canada. Efter universitetet har han bevæget sig vidt og frit omkring i både den kreative og strategiske branche, og for nogle år siden slog hans sproglige arv rødder i en undren, der blev til en bog, en Facebookside og bevægelsen Fucking Flink. Mød Lars AP!

Af Diana Skyum, stud.mag.

Facebooksiden for Fucking Flink har over 170.000 likes, og begreber som FFlinksta­gram, FFlinktube, Online Overskud, FFlink Fix og hjemmesiden FFlink.dk vidner om et omsiggribende projekt, der har fået en blå tommel opad hos danskerne. Fucking Flink-bevægelsen blev skudt i gang i 2010 med bogen af samme navn skrevet af Lars Andreas Pedersen. Men startskuddet, den spæde undren, ligger noget længere tilbage.

Den sproglige arv

Som 6-årig flyttede Lars AP med sin sto­rebror, danske mor og amerikanske far fra Long Beach i Californien til Fyn i Danmark. Han husker stadig første skoledag i børnehaveklassen, hvor han fik plads ved siden af borgmesterens søn Uffe, der straks begyndte at snakke. Lars AP forstod godt, hvad Uffe sagde, men han havde ikke den fjerneste idé om, hvordan han skulle svare.

- Og jeg kan huske – det har nok været tre måneder senere – at min bror og jeg står oppe på badeværelset derhjemme og børster tænder og snakker sammen. Og pludselig opdager vi, at vi taler dansk til hinanden. Det var ret vildt, fordi vi normalt havde snakket engelsk sammen. Men nu talte vi altså dansk og var en del af Danmark, fortæller Lars AP og fortsætter:

- Og det er i virkeligheden udgangspunktet for, at jeg startede Fucking Flink. Det var en undren over, at jeg opfører mig forskelligt alt afhængig af, om jeg taler det ene eller det andet sprog. Jeg er ikke 100 % indlemmet i det danske sam­fund, og jeg føler mig egentlig en lille smule som en outsider. Men jeg betragter det som noget meget positivt, som jeg har fået mange gode ting ud af.

 

Lars APs tre gode råd til studerende

  1. Drop forsøget på at være den klogeste i rummet. Vær hellere den utidige, som ”dåseåbner” en uprætentiøs stemning frem.
  2. Sæt ting i gang. Sørg for, at dine idéer ikke bliver ved tanken. Idéer er nemme at få, men det bliver først svært og interessant, når du udfører dem.
  3. Sats. Livet leves på grænsen af ens komfortzone, det er her­ude, at der sker en udvikling.

 

Gladest på engelsk

Det skulle vise sig, at Lars AP’s tosprogede opvækst kom til at lægge grundstenen til hans folkelige gennembrud. For mens udlandet i slutningen af 00’erne begyndte at kåre Danmark til at være verdens lykkeligste land, vok­sede Lars AP’s undren over, hvordan det talte sprog påvirkede ham, og hvorfor dansk ikke gjorde ham lykkeligere.

- De dage, hvor jeg taler engelsk, har jeg ople­velsen af, at jeg er to grader gladere. Og det burde jo være lige omvendt, når jeg taler ver­dens lykkeligste sprog og lever blandt verdens lykkeligste mennesker, siger Lars AP, der gik i gang med en større undersøgelse:

- Jeg talte med psykologer, sociologer, antro­pologer, meteorologer, sågar skatteeksperter, og jeg spurgte, ’er der noget, der gør Dan­mark anderledes’? Og deres svar gav mig den ene ahaoplevelse efter den anden. Essensen af deres svar var, at det er fundamentalt nemmere for mig at være flink overfor andre, når jeg taler engelsk, i forhold til når jeg taler dansk, fortæl­ler Lars AP og forklarer:

- I Danmark har vi en negativ høflighedskultur. Det betyder, at den måde, man er høflig over for hinanden på, er, at man lader hinanden være i fred. Og grunden til, at jeg mærker en forskel, når jeg taler engelsk, er, at man i de engelsktalende lande og i det engelske sprog har en positiv høflighedskultur. Her vil man for alt i verden forsøge at få folk omkring sig til at føle sig inkluderet, siger han.

Giv det noget strithår

Med en god portion humor, kærlighed til både det danske og amerikanske, en akademisk grundighed, en veludviklet kreativitet og en smule strithår lagde Lars AP fra kaj og søsatte bogen og bevægelsen Fucking Flink. Målet var at gøre danskerne til det flinkeste folk i verden.

- Jeg opdagede, at jeg ikke bare ville skrive en bog. Jeg ville skabe noget forandring, mobilisere og få andre folk med. Og derfra begyndte talen om en bevægelse, fortæller Lars AP og afslører, at projektet oprindeligt bare hed Flink.

- Men jeg fandt ud af, at flinkhed har lige så mange negative som positive konnotationer. Folk misforstod mig og sagde: ”Ah, sådan nogle flinkeskolefolk, godt du tager et opgør med dem, de er fandeme ikke til at holde ud.” Og det var jo ikke meningen. Men så sagde en kollega og veninde til mig: ”Der er så meget skru på bolden, brede sutter og sænket undervogn i det, du har skrevet i din bog. Hvorfor har du ikke også dét med oppe i titlen? Hvorfor kal­der du den ikke Fucking Flink?” Og det var jo en superfed idé. Og fedt at hun sagde det, for nogle gange tør man ikke selv sige den slags ting. Så er der nogle andre, der skal skubbe på, siger Lars AP.

 

Lars AP

  • 43 år, gift og far til to børn
  • dansk-amerikaner, født i USA, opvokset på Fyn
  • cand.mag. i filmvidenskab og retorik fra Københavns Universitet
  • har en overbygning som manuskriptforfat­ter fra York University i Canada
  • har skrevet og produceret film, reklame­film (er bl.a. forfatter til Polle fra Snave-reklamerne fra Sonofon), teaterstykker og bøger
  • ejer kreativitets-konsulentfirmaet Redhair
  • står bag bevægelsen Fucking Flink
  • var i 2013 vært på DR Ultra-programserien ”Ultra Fucking Flink”

 

Angst og bluf

Lars AP har fået flere velmenende, vigtige skub igennem livet. Et af dem har han fået af sin far, der skubbede ham videre i valget af uddannelse. Senere fik han et af sin specialevejleder på filmvidenskab, der skubbede ham til at fær­diggøre sin uddannelse og få skrevet sit speciale, selvom Lars AP tvivlede på, om han skulle gøre det.

Inden specialet og efter nogle år på Københavns Universitet med ”for meget teori og for lidt praksis” tog Lars AP et år til Canada for at tage en overbygning som manuskriptforfatter på York University. Et år, der lærte ham at pro­ducere, tænke kreativt og skride til handling.

- Jeg husker, at der på Københavns Universitet var en meget angst- og bluffpræget stemning, og man var påpasselig med, hvad man sagde, fordi man ikke ville tabe ansigt. Sådan kan akademikere godt være, og det har jeg selv skulle aflære mig sidenhen. Jeg trives bedre i de kreative miljøer, end jeg gør blandt akademikere, fordi vi akademikere altid snakker meget mere, end vi handler. Alle har en mening om alt, men det er langt fra alle, som gør noget, siger Lars AP, der efter året i Canada havde svært ved at se sig selv tage tilbage til Københavns Univer­sitet for at skrive speciale.

- Jeg ville gerne være manuskriptforfatter, og jeg kunne mærke, at jeg ikke skulle videre i den akademiske retning. Så i stedet fandt jeg på at skrive et speciale om den kreative proces i manuskriptudvikling, hvor jeg blev klogere på det at være manuskriptforfatter. Det var et skridt hen imod det, jeg gerne ville, og jeg havde en virkelig fed underviser og specialevejleder, Frank Henriksen, som støttede mig og sagde; ”Lars, du skal ikke skrive specialet for instituttet. Du skal skrive det for branchen og for dig selv,” fortæller Lars AP.

Studieidentiteten som vejen ind

I forbindelse med specialet tog Lars AP ud til forskellige produktionsselskaber, hvor han sad med til møderne mellem instruktører, producere og manuskriptforfattere, og han så, hvordan de arbejdede. Han optog, transskriberede og analyserede, hvornår indsigterne, kreativi­teten og de gode idéer kom – og hvorfor de kom.

- Jeg lærte meget om kreativitet, fik en masse kontakter ude i miljøet og begyndte at danne mig et overblik over et felt, som mange arbejder med, men som vi ved mindre om. Det gjorde, at jeg senere kunne undervise på bl.a. Filmskolen, og det lagde grundstenen for mit firma, Redhair, som jeg efterfølgende opret­tede, hvor jeg fungerer som kreativitetskonsulent og -underviser, siger Lars AP og uddyber:

- Det er godt at være bevidst om, at der er nogle gode ting, man kan gøre, mens man er studerende. Det handler om at opsøge folk og gå ud og banke på lukkede døre, for du kan som specialeskrivende komme i kontakt med nogle mennesker, som du ellers måske ville have svært ved at nå. Og så kan du seks måneder senere komme med specialet i hånden og sige, her er et eksemplar til jer, tusind tak for hjælpen. Og så er det jo ikke længere en lukket dør, du kommer ud til, råder han.

Ånd og hånd går hånd i hånd

En anderledes tilgang til specialet og en kom­bination af teori og praksis viste sig at være vejen frem for Lars AP.

- Jeg kom ud fra universitetet og fik arbejde i de kreative erhverv og sad i rum sammen med mennesker, som måske var gået ud af niende klasse, og som bare var gået i gang uden en formel uddannelse. Og de fløjtede derudad med pissegode idéer. Imens sad jeg med al min uddannelse i skødet og tænkte, jamen hvorfor fanden kan jeg ikke komme med noget? Jeg havde uddannet mig væk fra at være kreativ og væk fra at kunne handle på mine tanker og idéer. Så det måtte jeg lære, fortæller Lars AP og tilføjer, at han som akade­miker og humanist i stedet har kunnet bidrage med noget andet.

- Research forekommer mig rimelig nemt, og jeg er klart bedre til at se sammenhængen i et stort stofmateriale. Så det er i høj grad de grundkomponenter fra studiet, som jeg trækker på. Og dem vil jeg ikke være foruden. De har fandeme været brugbare, og kombineret med en handlelyst kan man komme rigtig, rig­tig langt, siger han og afslutter:

- Min morfar var en klog mand. Og han sagde en gang til mig; ”Ånd og hånd skal gå hånd i hånd”. Og det tror jeg i virkeligheden er et meget godt mantra. Jeg skrev det faktisk også i forordet til mit speciale. For hvorfor er det, at ånd og hånd ikke i højere grad arbejder sammen? Ting fungerer allerbedst, når viden og praksis bliver koblet til hinanden, og det er en god overskrift for alt det, jeg har lavet og det, jeg har fundet ud af. Rå ånd er ikke givende, det blev først givende for mig, da jeg kunne begynde at koble det sammen med noget praksis. Og i den proces var specialet en stor katalysator, for der blev jeg tilskyndet til at få de to ting til at hænge sammen.