En pionér takker af – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Forside > Artikler > En pionér takker af

16. april 2015

En pionér takker af

Tania Ørum og hendes daværende mand, forfatteren Hans-Jørgen Nielsen, læser digte op på Louisiana i 1967. Foto: Gregers Nielsen.

Af Marie-Elisabeth Lei Holm, litteraturvidenskabsstuderende

Forskning

Efter en lang og produktiv karriere ved fakultetet går lektor i litteraturvidenskab Tania Ørum i dette forår på pension. Tania Ørum ser her tilbage på en karriere, hvor hun både har været fagligt og personligt engageret i strømninger som kvindebevægelsen og avantgardekunst – og frem imod, hvad Tania Ørum håber på bliver et mere modigt og internationalt humaniora i de kommende årtier.

Troen på, at det er muligt at ændre samfundet, er om noget dét fæl­lestræk, der bedst kendetegner de forskellige samfundsstrømninger i 1960’erne og 70’erne. For Tania Ørums vedkommende – hun var aktiv i kvindebevægelsen og ungdomsoprørets spæde dage – har netop denne overbevisning virket ansporende fagligt og professionelt livet igennem.

I forbindelse med hendes studier i engelsk kom dette til udtryk i oprettelsen af det kritiske universitet ’Engelsk Alternativ Projekt’, der var et alternativ til den daværende undervisning og studieordning på Engelsk Institut. Tania Ørum var medstifter af og underviser på projektet.


Tania Ørum
Født 1945
Cand.mag. i engelsk og dansk i 1976. Siden 1991 lektor i litteraturvidenskab på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab.

- Vi var ikke tilfredse med den måde, undervisningen foregik på, og heller ikke med pensum og faglitteraturen, forklarer hun og fortsætter:

- Dengang skulle der ikke så meget til for at få lov til at oprette noget alternativt. Det var i ungdomsoprørets dage. Vi var bare nogle stykker, der gik op til den daværende rektor, Mogens Fog, og så fik vi stillet undervisningslokaler og en spritduplikator til rådighed. Og så gik vi i gang med at undervise.

Vejen til universitetet

De efterfølgende år indeholdt flere forskellige job for Tania Ørum, der blandt andet prøvede kræfter med gymnasielærergerningen og arbejdet som forlagsredaktør.

- At arbejde i gymnasiet var ikke rigtig noget for mig. Noget af det bedste ved at arbejde på universitetet har for mig været, at folk i langt højere grad selv har valgt at være der, frem for at det er en pligt, forklarer hun.

Og selvom hun beskriver arbejdet i forlagsbranchen som sjovt og udfordrende, så blev universitetet ved med at trække i Tania Ørum, der blev ansat som undervisningsassistent og senere fik et kandidatstipendium, der i dag svarer til et ph.d.-stipendium.

Drivkraft i den tidlige kvindeforskning

I slutningen af 1970’erne havde forskningen i køn og kvinder endnu ikke vundet fodfæste i universitetsregi, og i den forbindelse spillede Tania Ørum en afgørende rolle. Sammen med Lene Koch var hun den væsentligste drivkraft bag oprettelsen af kurser inden for feminisme og kvindeforskning, som senere blev til Center for Kvindeforskning, der nu igennem mere end 30 år har beskæftiget sig med spørgsmål, der vedrører køn i en historisk, kulturel og samfundsmæssig kontekst.

I hele hendes forskningskarriere har forholdet mellem køn og litteratur været ét af de emner, som har optaget Tania Ørum. og med udgivelsen af bogen ’Pamelas Døtre’ om kvindelitteratur i 1985 slog hun sin status som en af landets vigtigste stemmer inden for kønsforskning fast. Bogen modtog i 1986 den prestigefyldte Georg Brandes-pris, som tidligere blandt andet har været tildelt Villy Sørensen.

Fortaler for lettilgængeligt sprog

’Pamelas Døtre’ blev indleveret til forsvar for en doktorgrad, men blev afvist på grund af bogens uakademiske tone. Bestræbelsen på at skrive lettilgængeligt har udgjort en rød tråd igennem hele Tania Ørums karriere, og hun kan personligt slet ikke se pointen i at skrive ”overakademisk”. Hun er også modstander af de nu indførte bibliometriske kriterier for publikationer, hvor det kun er internationale publikationer i bestemte tidsskrifter og forlag, der tæller.

- Jeg kan ikke rigtig forstå, hvis det skal være sådan, at det eneste der tæller, er publikationer af ting, almindelige mennesker ikke kan forstå – det læsbare og almene er da lige så vigtigt, for på den måde kan forskningen være med til at give noget tilbage til samfundet, uddyber hun.

Besættelsen af Filmskolen i 1969. Tania Ørum sidder yderst til højre i billedet.

Den praktiske tilgang til akademiske problemstillinger hænger sammen med, hvad Tania Ørum selv beskriver som ”sin tilbøjelighed til at foretrække det uformelle og antiautoritære generelt”. Af samme grund er det ikke overraskende, at Tania Ørum har en forkærlighed for 1960’ernes avantgardekunst og dens tendens til at nedbryde autoriteter og formelle dogmer. Det har konkret udmøntet sig i en ikke mindre end 756 sider lang bog om emnet fra hendes hånd. I bogen ’De eksperimenterende tressere’ fra 2009, der af Politiken blev omtalt som et ’storværk’ og ’et enormt pionérarbejde’, undersøger Tania Ørum de tværæstetiske strømninger i en tid, som var præget af oprør mod det bestående.

I dag oplever Tania Ørum, at der i international sammenhæng, fx på konferencer, er en stor interesse for at høre hende tale om avantgarden og om, hvad den har betydet for eftertiden:

-Folk er interesserede i at høre om en periode, hvor man oprigtigt troede, kunsten kunne flytte noget, og hvor der var en stor tro på det kollektive frem for på individet. Personligt har jeg følt en form for forpligtelse til at formidle om denne periode – jeg var der jo selv! griner hun.

Samtidig understreger hun, at hun på trods af sit personlige engagement i perioden har følt sig i stand til at skrive sagligt om emnet ved at være meget åben om sin egen rolle i perioden, og fordi det immervæk ”er ved at være længe siden!”

Opreklameret individualitet

Når snakken falder på de unge i dag, bliver tonen straks en anden:

- De studerende i dag bliver jaget igennem studierne og livet, der er ikke plads til at eksperimentere eller træde ved siden af. De har så travlt, at de ikke har tid til at protestere. Og der er heller ikke nogen tro på, at det nytter at protestere. I stedet vender man det indad og bliver stresset. Jeg tror, det skyldes, at man i dag lægger ansvaret for succes over på individet, forklarer hun og uddyber:

"De studerende i dag bliver jaget igennem studierne og livet, der er ikke plads til at eksperimentere eller træde ved siden af

- Hvis ikke du klarer dig godt, er det din egen skyld. Den tanke deler jeg slet ikke. Jeg synes i det hele taget, at det store fokus på individuali­tet er opreklameret. Det er ligesom med kvindebevægelsen. Vi kvinder troede førhen, at det var, fordi vi hver især var nogle skvadderhoveder, at vi ikke kunne få det til at hænge sammen i hverdagen. Men da vi begyndte at tale sammen på et kollektivt niveau, fandt vi ud af, at det var strukturerne i samfundet, den var gal med.

Tidens mantra om individualitet og succes er for Tania Ørum at se blevet et destruktivt konkurrenceparameter, som står i vejen for samarbejde og social forandring. Men Tania Ørum er alt andet end sortseer, og hun lyser helt op, når talen falder på alle de studerende, hun har undervist igennem tiden.

- De studerende er helt utrolig dygtige, og af samme grund har jeg altid elsket at undervise – det er noget af det bedste ved at være ansat på universitetet.

Humaniora skal annektere nye områder

For Tania Ørum er der derfor en skærende kontrast imellem mediernes ofte meget kritiske udlægning af humaniora og de humaniorastuderende og det billede, hun møder til daglig. Af samme grund fremhæver hun det som ’helt nødvendigt’, at humanister og humaniora som felt bliver bedre til at komme ud i det offentlige rum og demonstrere, hvad humaniora kan bruges til.

- Vi har ryggen mod muren i disse år. Så vi må arbejde på at få mere samarbejde med ikke-humanistiske fag og blive en del af større tværfaglige projekter. Vi skal givetvis udvide det internationale samarbejde. Og vi skal også hægte vores viden på samtidens fænomener og populærkulturen for at bringe humanistisk viden i spil på en aktuel måde, siger hun med entusiastiske armbevægelser.

Senest har et hold af Tania Ørums studerende publiceret en artikel­samling ved navn ’Litteraturen i det udvidede felt II – #Dette er ikke en bog’, der belyser litteraturens mange udtryk i dag og forhåbentlig kan nå ud til et publikum uden for murene. Bogen kan købes via Publi©Kom på KUA.

- I modsætning til ministerens nedgørelse af de humanistiske kandidater som ’stud.ubrugelig.’ kan humanister jo rigtig meget. Det bliver vi nødt til at gøre omverdenen opmærksom på. Hvorfor ikke fx oprette et tværfagligt skandinavisk initiativ, der kunne tilbyde studerende fra hele verden et indblik i skandinavisk kultur og samfundsstruktur – det kunne vi ovenikøbet tjene penge på! afslutter hun med et glimt i øjet.