Da film blev videnskab – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Forside > Artikler > Da film blev videnskab

10. maj 2016

Da film blev videnskab

Tekst og foto: Maria Buck Jensen

Et liv med film

Peter Schepelern blev i 1973 den første danske magister i filmvidenskab. Nu er han, efter 40 års ansættelse ved KU, netop gået på pension. Humanist har mødt ham til en snak om, hvordan filmvidenskaben siden 60’erne har udviklet sig fra at være et amatøragtigt og lystbaseret fag til at være et forskningsområde, som ethvert humanistisk fakultet med respekt for sig selv har på programmet.

Peter Schepelern er netop hjemvendt fra en fornøjelsestur til Paris med sin kone, da jeg møder ham til et interview i deres røde murermestervilla i Emdrup. Det er næsten et halvt år siden, filmlektoren gik på pension, men det betyder ikke, at filmmediet har sluppet sit tag i ham, for vi har kun lige sat os, da han løfter en dvd fra sofabordet. Suite Française står der på coveret.

- Jeg købte en fransk film i Paris, som jeg skal have set, siger han og fortæller, at den er baseret på en roman af den fransk-jødiske Irène Némirovski, der døde i Auschwitz. For enden af sofaen står en lav dvd-reol med fyldte hylder, og mellem titlerne kan jeg genkende blandt andre Pulp Fiction og Der Untergang


Blå bog - Peter Schepelern

 

Født den 8. december 1945 i Hellerup.

 

Uddannet som Danmarks første magister i filmvidenskab i 1973, og ansat ved Københavns Universitet samme år. Forlod KU i efteråret, hvor han, efter 42 års ansættelse, gik på pension.

 

Forfatter til flere store værker om filmvidenskab, bl.a. Filmleksikon og 100 års dansk film og Lars von Triers elementer. Har også siddet i redaktionen på filmtidsskrifterne Kosmorama og Ekko.

Schepelern har undervist på Københavns universitet i over 40 år, og hans forelæsningssale har gennem tiden bænket store navne som Lars von Trier, Lone Scherfig og Christoffer Boe.

- I dag, hvor jeg er pensioneret fra universitetet, underviser jeg i filmhistorie på Filmskolen, og så holder jeg foredrag på Cinemateket. Men nu hvor min gamle elev Lars von Trier lige er fyldt 60, så har jeg også haft travlt med at tale med pressen, fortæller Peter Schepelern.

Film blev mødt med fordomme

Da den litteraturstuderende Peter Schepelern i 1967 skiftede til filmvidenskab, var faget helt nyt. Underviseren, der hed Margit Engberg havde en stor interesse for stumfilm, men var cand.mag. i forskellige sprogfag. For Peter Schepelern var det en nysgerrighed omkring det uudforskede, der drev ham til faget.

- I slut 60’erne og ind i 70’erne oplevede man en vis skepsis omkring det at studere film. Familie og venner ville se på én med et vantro blik og sige ”Du studerer film – går du så i biografen?”. Der var generelt stærke fordomme omkring filmen som mest pjat og gøgl, og hvis nogen lavede et overblik over kulturen i 50’erne, så kiggede man på malerkunsten og litteraturen og balletten og teateret, men aldrig på filmen, fortæller Peter Schepelern.

Schepelerns Lars von Triers elementer er god, hvis man vil have et godt overblik over den verdensberømte instruktørs oeuvre.

Han mener dog, at filmbranchen  selv var skyld i nogle af fordommene.

- Indtil da havde meget af filmbranchen været noget kommercielt bras, men det ændrede sig i 60’erne, hvor vi fik den såkaldte franske nybølge. Det var en udvikling i filmkunsten, der gjorde den mere ung, intellektuel og ambitiøs. Samtidig begyndte filmen dog at tabe økonomisk terræn til tv’et, og derfor indførte man herhjemme en filmlov, der i et vist omfang gav statsstøtte til filmene.

Fra amatøragtigt til profileret forskningsområde

I samme periode åbnede Den Danske Filmskole, og på Københavns Universitet startede det beskedne fag filmvidenskab med en halv snes studerende og en underviser.

- Faget var amatøragtigt og lystbaseret, da vi begyndte at studere det. Vi kunne samle den fagligt funderede litteratur om emnet på én enkelt reol, og i dag udkommer der jo hver eneste måned en reolfuld akademisk litteratur om filmvidenskab, siger Peter Schepelern og griner.


Tre film af tidligere filmvidenskabsstuderende, du ikke må misse!

 

Peter Schepelern har undervist mange store navne i filmvidenskab, men der er især tre navne han selv fremhæver. Her er tre af deres film, som du ikke må gå glip af:

 

Antichrist af Lars von Trier (2009)

- fordi den har en fænomenal startscene.

 

An education af Lone Scherfig (2009)

- fordi det er en rørende klassisk fortælling om coming of age.

 

Reconstruction af Christoffer Boe (2003)

- fordi det er moderne tidsåndskunst omkring ægte kærlighed i storbyens labyrint.

Han gik direkte ind i en fast stilling ved universitetet, da han som 28-årig i 1973 blev færdig som magister i filmvidenskab. Stillingen overtog han fra filmkritikeren Bjørn Rasmussen, der havde haft stor indflydelse på filmvidenskaben som universitetsfag, og som med Peter Schepelerns ord døde i en alt for ung alder. Peter Schepelern var de første år på faget den eneste, der var egentlig magister i filmvidenskab. De andre kom fra andre fag, typisk litteratur og dansk.

- Mine kollegaer omfattede også den uforlignelige Martin Drouzy, der var fransk dominikaner-munk, og som kom til Danmark for at arbejde i et kloster i Ordrup. Han var dog så filminteresseret, at han opgav munketilværelsen og fik ansættelse som lektor i filmvidenskab ved universitetet. Han var en inspirerende og beåndet person, men uden akademisk filmbaggrund, og sådan en ansættelse ville man nok aldrig se ved universitetet i dag.

I dag mener Peter Schepelern, at forskningen er blevet mere kontrolleret og pligtbetonet, men også mere professionel, end den var i 70’erne. Samtidig er han ret begejstret for den udvikling, han har oplevet inden for fagets mere praktiske side.

- Det er en fantastisk teknologi, vi har i dag, hvor man lige kan gå på YouTube og finde et klip fra en Buñuel-film eller trappescenen fra Panserkrydseren Potemkin, når man underviser i filmhistorie. I gamle dage slæbte vi jo rundt på vores VHS-bånd og spolede frem og tilbage for at finde det rigtige sted. Nu er der nem adgang til hele filmhistorien med et klik.

Tv-serier på niveau med filmen

Den nye teknologi har også givet filmbranchen nye muligheder for at udvikle sig, og det har bidraget til udformningen af en helt ny genre.


Filmhistorien ifølge Schepelern

 

Schepelerns bud på tre film, der tager dig gennem filmhistoriens tider, genrer og geografi.

 

Den amerikanske komedie fra 30’erne
- Bringing up baby af Howard Hawks med Katharine Hepburn i hovedrollen er en klassisk boy meets girl-historie om den energiske pige og den vattede fyr. Det er en romantisk komedie, men det er også et fantastisk eksempel på, hvordan man i 30’erne kunne skabe noget, hvor både dialog og skuespil blev en virtuos oplevelse.

 

Det svenske drama fra 70’erne
- Hvisken og råb er Ingmar Bergmans første alvorlige farvefilm, og den handler om tre søstre i det højere svenske borgerskab. Det er en film, som har et meget dystert syn på forholdet mellem mand og kvinde, og den skaber et nærmest hypnotisk portræt af lidelse, som er et vigtigt tema i mange af Bergmans film.

 

Den franske thriller fra 00’erne
- Caché af Michael Haneke er en dragende og urovækkende film, som handler om, hvad der sker, når det fortrængte vender tilbage. Det interessante ved Michael Hanekes film er, at han altid snyder os for forløsningen, for han mener, ikke man skal have lov til at gå lettet ud af biografen.

- Den relativt nye seriekultur har gjort, at der er opstået en fusion mellem film og tv. Da man i 80’erne så tv-serier som Dallas, var der en afgrund mellem Dallas og en spillefilm, og de to ting havde intet med hinanden at gøre. Det var skægt og hyggeligt, men det var fastfood og det usleste juks i forhold til den store, flotte filmkunst. Man regnede ikke tv-serier for noget på det tidspunkt, men det kom jo lige så stille krybende.

Peter Schepelern fortæller, at tv-serien i dag har gjort op med det forhold, at en film kun må vare to timer. Ifølge ham, var det en konvention, der opstod i forlængelse af teatergenren, og fordi det var praktisk for biograferne at kunne nå to forestillinger på en aften.

- Spillefilmformatet har altid haft stor fokus på slutningen, men tv-serien har det modsatte fokus. Den bliver ved og ved, og vi vil ikke vide, hvordan det ender, men hvordan det fortsætter. I dag følger vi jo gerne samme historie mange aftener i træk.
Peter Schepelern selv nyder også de nye serier, og der er især en, som har taget ham med storm. 

- Breaking Bad er min personlige favorit, og den er dialogmæssigt og spillemæssigt på samme niveau som en hvilken som helst god spillefilm. Breaking Bad ville til enhver tid kunne spilles i biografen.

Slutkommentaren får mig til at kigge hen på Peter Schepelerns lave reol med dvd’er, og det giver mig en uimodståelig lyst til at spørge, om film så skal ses i biografen. Han griner, peger på sin MacBook, og svarer så:

-Film skal da ses alle mulige steder, men selvfølgelig helst på det store lærred i Imperial.